I Politiken lørdag den 14 august skriver forlagsredaktør Morten Hesseldahl en længere artikel under overskriften: ”Fællesskabet trues af opløsning”.

Hesseldahl  skriver bl.a.: ”Det er vel kun de færreste, der kan have noget imod, at Danmark går hen og bliver multietnisk. Til gengæld risikerer kombinationen af multikultur og superindividualisme at give problemer, hvis ikke vi tager os i agt.

Nationen sætter ikke længere rammen for den enkeltes værdier. En søgning på `gender studies` giver flere hundrede tusinde hits på Google. Forestillingen om en enhedskultur med et fælles sæt værdier afvises som en rest af en fortidig autoritær tankegang. Samtidig hørmer hele ideen om et samfund med grænser og fælles for- og fremtid fælt af længsel efter nationalstat. Noget som af postmodernistiske ideologer er blevet bortdømt som blændværk og konstruktion.” 

Heri er jeg ikke enig: 

For mig er danmarkshistorien ikke ”blændværk og konstruktion”.

Der er ganske vist nogle historikere og andre, der hævder at nationalfølelsen er noget, der kommer med den frie forfatning i 1848. Men det passer ikke!

Op igennem landets 1000-årige historie er der en fællesnævner nemlig ’Kampen om at holde sammen på det hele’.

Her var menigmand også inddraget både ved direkte forsvar for landet og indirekte ved betaling af skatter o.a. Selvom det var under andre politiske magtforhold.

Der har sideløbende været en beslutsom enighed om, at Danmark ikke var et indvandrerland, - slet ikke for kollektiv indvandring. Selv i middelalderen, hvor der skete store folkeflytninger i Centraleuropa, skete der intet, hvad dette angår i Norden.

Tallene fra ca. år 1600 til 1960 fortæller ifølge kirkebøgerne, at der kun er kommet omkring 15.000 indvandrere - hovedsageligt fra de nærmeste europæiske og nordiske lande.

Jo, offerviljen og nationalfølelsen har været der altid!! Og den er der stadig!

I artiklen citerer Morten Hesseldahl afdelingsleder ved Danmarks Pædagogiske Universitet, Bernard Eric Jensen, der i Weekendavisen for et år siden skrev følgende:

”Jeg mener, at national identitet er et situationsbestemt fænomen, som var fremherskende i Danmark i perioden fra 1840’erne til 1970’erne.

Det er ikke naturgivet at føle sig dansk – faktisk er danskheden under afvikling som følge af påvirkninger udefra – og derfor bør de kulturelle selvfølgeligheder ikke tages for givet i historiefaget.

Man kan ikke gå ud fra, at folk forstår dem i et flerkulturelt samfund. Etniske danskere må forstå sig selv som en kultur blandt flere forskellige ligeværdige kulturer i Danmark, ellers støder vi de andre fra os.”

Det er noget vrøvl!

For det første er begrebet ”danskheden” et tomt udtryk. Hvis man er dansk, er man dansk.

Det er ikke noget, man skal gå og tænke over, man skal være ved at være på en bestemt måde. Det er noget, man er!

Den kultur og de sædvaner vi som folk har formået at skabe og fastholde, det er dem, der er gældende i Danmark.

De herboende fremmede, der ikke kan affinde sig med det; de kan rejse, hvorhen de vil, - jeg vil ikke savne dem.

Slet ikke de islamiske gæster, der har trængt sig på med deres formørkede tankesæt og totalitære konstruktioner.

Morten Hesseldahl bruger en del plads på begreber som kulturrelativisme, subkulturer og majoritetskultur og skriver følgende:

”Umiddelbart er tanken om grænseløs respekt for forskelligheden sympatisk,  men omkostningerne bliver let en svigtende evne til at føre en dialog på tværs af denne forskellighed. Blodige eksempler herpå kan nævnes i flæng. Fra Nordirland over Balkan til Rwanda.

Det bedste værn mod dette for et samfund totale sammenbrud af samtale er, at alle får pant i en fælles referenceramme.”

Ganske enig Morten Hesseldahl !!

Men det forudsætter jo, at man er enig om den fælles referenceramme. Hvad mener vi, når vi taler sammen. Forstår vi det samme med de samme ord ?

Det er just det, den forankrede nationalstat er garant og sikkerhed for.

Som sangskriveren Ulf Lundell skriver i sangen ’Åbent landskab’:

 ”Med det klare og det enkle er jeg på sikker grund. Når et ja er ja, og nej er nej, og tvivlen holder mund. Så lægger jeg en krans af løv et sted, hvor runestene står, som vidner om en tanke, der har holdt i tusind år.”

Det er  folkelighed. Det er når, der er tryghed omkring det, man siger og gør. Derfor er nationalstaten ikke en teoretisk konstruktion – men konkret virkelighed, og som De selv skriver, Hesseldahl, ’med et betydeligt identitetsgivende potentiale’.

Det bør vi fastholde!

Men det kræver, at vi får stoppet den vanvittige indvandring til Danmark.

Sker det ikke parallelt med en storstilet repatriering, da vil Danmark om få årtier være et usammenhængende land, hvor subkulturerne trænger mere og mere frem. Fællesskabet vil da trues af opløsning.