Artikel bragt i Danskeren nr. 5, 2000:

Muslimske pigers tørklæder

Forsvar for islamisk kvindedragt er forsvar for islamisk mandschauvinisme

Igennem det seneste års tid har der i alle medier raset en debat om “muslimske pigers ret til at bære tørklæde”. Debatten foregår på et dansk etnocentrisk grundlag, som medfører, at der anvendes ord og begreber, som får både tilhængere og modstandere til at misforstå tingenes tilstand.

Når vi skal forsøge at beskrive fremmede kulturforhold med begreber, som har en velkendt betydning i det danske samfund, er der uanede faldgruber. Det viser “tørklædedebatten” til fulde.

Både tilhængere og modstandere i debatten anvender frejdigt og til hudløshed udtrykket “muslimske pigers ret til at bære tørklæde”. De afslører herved deres etnocentrisme, som de politisk korrekte plejer at kalde det. Altså det, at man tager udgangspunkt i sin egen opfattelse af virkeligheden. Det er svært at tage et andet udgangspunkt, medmindre man er skizofren. De politisk korrekte anvender da også gladeligt det nævnte udtryk uden mindste forbehold. Måske fordi det passer i deres kram.

Lad os analysere udtrykket: “Muslimske piger”. Det er et stort spørgsmål, hvilken mening det har at tale om muslimske piger. Ingen har nogen sinde spurgt “muslimske piger”, om de opfatter sig som muslimer. Spørgsmålet er utænkeligt. Hvis nogen alligevel skulle stille spørgsmålet, skal de ikke forvente et ærligt svar. Et “nej” ville nemlig betyde den sikre død for pigen. Og det ved hun.

En dansk pige kan sige: “far og mor, jeg tror ikke på Gud. Jeg ønsker ikke at blive konfirmeret.” Og enhver dansk far og mor vil respektere pigens holdning. Hun kan endda sige: “far og mor, jeg tror på Allah. Jeg ønsker at konvertere”. Og far og mor vil nok blive kede af det. For de holder af deres datter og græder indvendig over, at hun ønsker at frasige sig sin menneskeværdighed. Men de vil alligevel i de allerfleste tilfælde respektere hendes valg. Ingen danske forældre ville i deres vildeste fantasi drømme om at slå deres datter ihjel på grund af hendes beslutning. Det eneste vi med sikkerhed ved om en “muslimsk pige” er, at hun ejes af et muslimsk hankønsvæsen. Faderen indtil hun bliver gift, derefter af hendes mand. (I hvilken udstrækning en “muslimsk mand” så er muslim, er et spørgsmål, som vi lader ligge i denne omgang.)

Fra et dansk etnocentrisk udgangspunkt opfattes udtrykket “muslimsk pige” som “en pige, som af egen fri vilje har valgt at være muslim”. Det er imidlertid mere præcist at bruge udtrykket “en muslims pige”. Det udtrykker nemlig det eneste, vi ved med sikkerhed.

Det næste ord i sætningen er “ret” (til at bære tørklæde).

Fra et dansk etnocentrisk udgangspunkt forudsætter ordet, at pigen har et frit valg, sådan som danske piger har. Men det ved vi alle sammen udmærket godt, at muslimers piger ikke har. Vi kan højst føle medlidenhed, når en muslims pige bedyrer, at hendes højeste ønske er at blive gift med en eller anden fætter fra det anatolske højland, som hun aldrig har set og aldrig har talt med. Vi har alt for ofte erfaret, hvordan piger er blevet myrdet og lemlæstet, når de ikke længere har kunnet udholde det påtvungne ægteskab.

Når en muslims pige ikke engang tør sige sin mening i et så vigtigt spørgsmål, som hvem hun skal dele bord og seng med resten af sit liv, hvordan kan nogen så tro, at hun skulle turde udsætte sig for vold og lemlæstelse ved at nægte at bære en klud omkring hovedet?!

To jordanske piger udtalte sidste år til Aarhus Stiftstidende: “Næsten alle de piger, der går rundt med slør her i Danmark, ville helst være foruden. Men de kan ikke få lov til at tage det af, og de tør ikke, hvis de ikke har faderens tilladelse”.

Det var utvivlsomt en ærligt ment udtalelse. Vi må håbe, at de ikke har lidt overlast på grund af deres frimodighed.

Muslimer lægger almindeligvis ikke fingrene imellem, hvis pigerne ikke makker ret. I Jyllands-Posten d. 15/8 1998 fortæller en sektorchef ved Aarhus Kommunes socialforvaltning, at pigerne udsættes for vold og trusler fra mandlige familiemedlemmer, hvis de tøver med at indordne sig under de strenge muslimske traditioner. I samme avis roser en tyrkisk kultursociolog ved Odense Universitet de danske myndigheder for at se igennem fingre med de voldelige overgreb mod pigerne.

Der er altså ingen steder pigerne kan klage deres nød. De er tvunget til at kræve “ret” til at gå med tørklæde.

Hermed er vi nået frem til det sidste ord i sætningen “muslimske pigers ret til at bære tørklæde”.

Ifølge muhamedansk tradition forlader en kvinde hjemmet to gange i sit liv: Når hun skal giftes, og når hun skal begraves. Hun kan dog opnå tilladelse til at forlade det, hvis hun iklæder sig et ambulant fængsel, hvis formål det er at isolere hende fra omgivelserne. Under udgangen overvåges hun almindeligvis af familiemedlemmer.

Mange har sikkert studset over det tilsyneladende paradoksale forhold, at muslimer forbyder deres kvinder at gå på diskotek under henvisning til religionen, mens de samtidig kræver adgang for sig selv under henvisning til menneskerettighederne. For danskere er det udtryk for dobbeltmoral. For muslimer er det derimod konsekvent (chauvinistisk) moral.

Muhamedanismen er institutionaliseret mandschauvinisme, båret af en sygelig jalousi og frygt for at “uretmæssige” skal komme i nærheden af “egne” piger. Kravet om tilsløring skyldes en voldsom skinsyge, som i sin tid greb Muhammed, da han en dag så et par af sine slavinder flirte med et par mandlige gæster. Fra da af krævede han, at hans kvinder skulle tilsløre sig overfor fremmede mænd. På grund af denne episode overvåges muslimers piger med nidkærhed den dag i dag.

Man skal være mere end naiv for at tro, at de selv ønsker sig en sådan fangetilværelse.

Sidste år omtalte dagbladet Politiken en episode i Stockholm, hvor en tyrkisk mand kom ind på et diskotek, hvor han så sin søster danse med en (uautoriseret) mand. Han dræbte hende omgående med talrige knivstik. Efterfølgende forklarede han overfor en dommer, at “hun bollede med en fremmed mand”.

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig den mulige udgang på et tilfælde, hvor en muslimsk ejet kassedame i en stille stund sludrer med en dansk ungersvend. “De bollede hen over kasseapparatet”.

Derfor er det utvivlsomt i mange tilfælde ærligt ment, når muslimers piger ytrer ønske om at bære tørklæde på arbejdet. Men man skal ikke forveksle årsag og virkning. Det er ikke for at beskytte sig mod omgivelserne på arbejdet. Det er for at beskytte sig mod den grusomme hævn, som kan vente derhjemme, når arbejdsdagen er slut.

I forhold til en dansk ungersvend signalerer tilsløringen: Jeg ejes af en streng herre. Tal ikke til mig. Det kan koste både dig og mig livet.

Indeni er muslimers piger nøjagtigt lige som danske piger og alle andre piger verden over: De vil gerne være sammen med andre unge, de vil gerne lære danske drenge at kende (den uopnåelige drøm?), de vil gerne pynte sig, danse, flirte, elske...

Tænk dig derfor om, før du taler hånligt om dem eller til dem. Tænk hellere på, hvad du kan gøre for at hjælpe dem til at opnå deres frihed.

Som frie mennesker vil de vende Mekka ryggen. Ingen ønsker af egen vilje at leve en tilværelse i ufrihed.