I Morgenavisen Jyllands-Posten´s fredags-udgave den 16. februar, er der på forsiden et stort billede af Ayaan Hirsi Ali, med overskriften " For smuk".

Samtidig henvises der til en artikel i Kultur-Weekend af Anders Raahauge, der beskriver en international fejde, hvor Ayaan Hirsi Ali er omdrejningspunktet. 

Udgangspunktet for fejden er en bog af den hollandsk-britisk forfatter Ian Buruma, der har skrevet bogen "Murder in Amsterdam:The Deat of Theo van Gogh and the Limits of Tolerance."

Ian Buruma, født i 1951, er professor i menneskerettigheder og journalistik ved Bard College i USA. En af hans bøger er udkommet på dansk. "Vesten set med fjende øjne" om fjendebilleder af Vesten.

 I sin bog, hævder Ian Buruma, at Ayaan Hirsi Ali "har et fundamentalistisk sindelag". Buruma understøtter sin påstand med, at Hirsi Ali som ung tilhørte det radikale Muslimske Broderskab i Egypten, og idag er hun lige så radikal "oplysnings-fundamentalist."

 Ifølge Buruma, er Profet-fanatisme erstattet med fornufts-fanatisme. Han støttes af den fremtrædende britiske historiker Timothy Garton Ash, der i en anmeldelse af Buruma´s bog i New York Review of Books, hævder, at Hirsi Ali´s gennemslagskraft skyldes hendes smukke udseende, og skriver følgende:

 "Ayaan Hirsi Ali er uimodståelig for journalister: en høj påfaldende smuk, eksotisk, tapper og frimodig kvinde med en bemærkelsesværdig livshistorie, der lever under en stadig trussel og risikerer at blive myrdet som van Gogh (...)

Det er sikkert ikke respektløst over for frk. Ali at antyde, at hendes historie og hendes synspunkter næppe ville have fremkaldt samme interesse, hvis hun havde været en lille, pukkelrygget eller skeløjet."

 Timothy Garton Ash, født i 1955, er professor i Europæiske Studier ved Oxford.

 Ja, enhver "fugl" må synge med sit næb.

At Ayaan Hirsi Ali er blevet beriget med et smukt ydre, gør jo ikke hendes erfaringer fra den totalitære islamiske kulturkreds mindre vigtige.

Jeg kan anbefale såvel Ian Buruma, som Timothy Garton Ash, at genlæse Hirsi Ali´s selvbiografi "AYAAN - opbrud og oprør".

Her vil enhver middelmådig person kunne fatte omfanget af det fængsel som islam er for alle kvinder.

 Men Hirsi Ali står ikke alene.

Ifølge Anders Raahauge´s fremragende artikel, giver den franske filosof Pascal Bruckner de to elitære kompaner Buruma og Garton Ash tørt på.

 Pascal Bruckner født 1948, er filosof og forfatter. Uddannet på Sorbonne.

 I et stort essay med titlen "Oplysningens fundamentalisme eller antiracisternes racisme?" siger Bruckner, at frihedens farligste fjender findes i vore egne oplyste eliter, der ikke synes at deres egne rettigheder skal udstrækkes til dem, der tilhører en anden religion eller etnisk gruppe.

 Pascal Bruckner gør opmærksom på en række kvinder, der kritiserer isalm, og nævner: Taslima Nasrin, Wafa Sultan, Irshad Manji, Seyran Afes og Necla Kelek, og tilføjer:

"De begår en utilgivelig fejl i vore velvillige professorers øjne: de tager de demokratiske principper alvorligt. Når den svage sætter sig til nødværge mod den stærkere, er det som bekendt mest bekvemt at falde over førstnævnte. De feje bebrejder gerne den, som gør modstand, at hun eller han udfordrer den stærkes vrede."

 Det er just denne situation Ayaan Hirsi Ali har befundet sig i.

Hun er ifølge Pascal Bruckner, ikke nogen  "oplysnings-fanatiker", hun  prædiker ikke mord eller vold for at bringe sit budskab frem, men bruger argumenterne som sit våben.

 Ian Buruma, mener ikke at Hirsi Ali har lov til at påkalde sig den store oplysningsfilosof Voltaire, som bekæmpede kirken, med den begrundelse, at kirken var mægtig og dominerende, mens Hirsi Ali bekæmper et mindretals religion.

 Det er for stærk kost for Pascal Bruckner, der omgående afregner med følgende:

 "Sludder og vrøvl, Islam er grænseoverskridende og påberåber sig gerne sine 1,2 mia. troende.

Glem ikke, at Hirsi Ali lever som eneboer, omgivet af livvagter. Hun er et jaget dyr, ikke den stærke, der håner en magtesløs minioritet."

 I Raahauge´s artikel, kommer P.Bruckner ind på nogle fundamentale problemer omkring multi-kulturalismen og påpeger følgende under overskriften

"Anti-racisternes racisme"

 " Problemet med multi-kulturalismen er, at den værner om ghettoer for særheder.

Den overlader individer til undertrykkelsen, som var det en ren skæbne, for den vil frem for alt respektere det etniskes uantastelige anderledeshed.

 Men ét er at anerkende fremmede medborgeres overbevisning og ritualer, noget andet er velsignelsen af egentlige parallel-samfund, der opretter beskyttelsesmure mod det omgivende samfund og frygter al "smitte". Da anerkendes gruppen på individets bekostning.

 Der findes også et minoriteternes tyrani. Randgrupper kan producere deres eget sindelags-politi og en fanesvingende mikro-nationalisme.

De danner nationer i nationen, hvor man føler sig som muslim, før man er englænder, canadier eller hollænder.

 Når man vil have, at Ayaan Hirsi Ali skal træde forsigtigt og tale pænt, er det, fordi man dyrker "det etnisk uantastelige". Man støtter ikke de individer, der vil bryde ud.

Dette er anti-racisternes racisme. 

Multikulturalismen vil egentlig en  legal apartheid. Amsterdams borgmester Job Cohen  har udtalt, at vi må acceptere muslimsk diskrimination af kvinder, for samfundet har brug for den lim, der skaber sammenhæng og ro.

 Når man således opgiver det fælles kriterium for skelnen mellem ret og uret, undergraver men enhver ide om et nationalt fællesskab.

En fransk, engelsk, eller hollandsk statsborger bliver retsforfulgt, hvis han slår sin kone. Skal man lade sagen falde, hvis han viser sig at være sunni eller shiit?

Snart bygges det første muslimske hospital i Rotterdam. Også det er apartheid. Man føler sig sat tilbage til de amerikanske sydstater i raceadskillelsens tid - men denne raceadskillelse støtter de progressive kræfters Who's Who i Europa af alle kræfter."

Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten Kultur-Weekend fredag den 16. februar 2007.

         Anders Raahauge.