14.08.2004
Lærer Jelved letter:
Forfatter: Poul Vinther Jensen
Herrer vi ere i åndernes rige
De politiske dønninger i forbindelse med Europarådets rapport om Danmarks lovgivning på familiesammenføringsområdet fortsætter.
I et interview i Morgenavisen Jyllands-Posten søndag den 8 august giver den radikale partileder Marianne Jelved frit løb for sin dybe frustration over ministeriet Fog Rasmussens håndtering af kommissær Gil-Robles kritik af Danmark.
Marianne Jelved er rasende på både regeringen og ikke mindst socialdemokraterne.
Antallet af tilladelser til familiesammenføringer er mere end halveret fra 10.950 til 4.800 i 2003. Det er den virkning, den fornuftige og nødvendige 24-års regel har haft.
Men det anfægter ikke Jelved det mindste!
På et spørgsmål fra intervieweren Orla Borg: ”Hvis du får magt som agt, så vil tallet for familiesammenføringer altså stige kraftigt. Er der for dig nogen grænse for, hvor mange Danmark kan modtage i familiesammenføring?
Jelved svarer:
”Jeg vægter overholdelsen af de internationale konventioner højere, end om der kommer 4000 eller 10.000 udlændinge til Danmark ved familiesammenføringer. Der må komme så mange, som der nu må komme, når konventionerne er overholdt. Kommer det op på 10.000 igen – så må det være sådan.”
Den radikale partileder har haft det synspunkt, at Danmark skulle følge de øvrige EU-lande, hvor aldersgrænsen for ægteskab for udlændinge er 21år.
Men nu har partiet ændret opfattelse.
Ifølge Information den 11.august siger integrationsordfører Elsebeth Gerner Nielsen:
”Etniske minoriteter skal fremover kunne hente en ægtefælle fra de fylder 18 år. Vores mening har hidtil ikke drejet sig om menneskerettigheder. Det har været politik for os. Og nu viser det sig, at 21-årsreglen ikke lever op til konventionerne.”
Elsebeth Gerner Nielsen opfatter fejlagtigt Europarådets menneskerettighedskommisær som en ombudsmand, hvis kritik og afgørelser enhver regering skal rette sig efter.
Det er ikke korrekt!!!
Kommissæren kan udstede anbefalinger, synspunkter og rapporter. Altså er der ikke tale om en dømmende myndighedsperson.
Som man kan se, er Det Radikale Venstre ved at udvikle en konventionsabsolutisme, der er så rendyrket, at Danmarks interesser og ve og vel kommer i anden række.
De kan og vil ikke engang vente på en retsafgørelse ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. De tilsidesætter, at regeringens jurister ikke mener, at Danmark overtræder nogen menneskerettigheder.
Hvad f…. bilder de sig egentlig ind ?
Det Radikale Venstre er efter min mening ved at udvikle sig til et internationalistisk fløjparti. Det vil de høste en hel del stemmer på.
De vil opfange alle de ’moderne nomader’ for hvem et fædreland blot er et stykke landområde, - men hvor man forbeholder sig ret til at få sig en videregående uddannelse ganske gratis, og derefter handle og rejse frit i deres eget livsprojekt.
Det er ”hovedstadsradikalismen”, der nu vejrer morgenluft. Det er den elitære og arrogante idealisme, når den er værst: ”Vi ved bedst.”
Som M. Jelved udtrykker sig i JP.: ”Jeg har en ambition om at skabe en ny folkebevægelse, der skal tage et opgør med de politikere, der ikke tager menneskerettighederne alvorligt.”
Her har vi overlæreren med pegepind og håndtaske !!
For Socialdemokraterne vil det betyde, at det mangeårige samarbejde med det Radikale Venstre måske er ved at rinde ud.
Socialdemokratiske vælgere er ikke internationalister, de er nationale, for dem er Danmark et hjemsted,- et folkehjem om man vil !!
Derfor bør den socialdemokratiske partiledelse begynde at se sig om efter nogle mere jordbundne samarbejdspartnere.
|