Nedenstående er en udsnit af en artikel på en hjemmeside lavet af iranske kvinder i eksil.

Læs den fulde artikel på adressen www.homa.org

Det Olympiske charter fastslår, at “enhver form for diskrimination mod et land eller en person på grund af race, religion, politik, køn eller andre forhold er uforeneligt med tilhørsforholdet til den olympiske bevægelse”. 

Ved de Olympiske Lege i 1992 havde følgende lande ingen kvindelige deltagere: Samoa, Botswana, Bahrain, Burkina Faso, Caiman Island, Cook Island, Djibouti, Gambia, Haiti, Iran, Iraq, British Virgin Island, Saudi Arabien, Kuwait, Laos, Liberia, Libyen, Mauritanien, Niger, Oman, Pakistan, Panama, Qatar, Samoa Occidental, Salomon Islands, Sudan, Swaziland, Syrien, Tanzania, Tonga, Trinidad og Tobago, Togo, United Arab Emirates, Uruguay og Yemen. 

Nogle af disse lande er fattige, og derfor valgte de at undlade at træne deres kvindelige atleter før de Olympiske Lege. Men flere af landene så som Saudi Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait, Iraq, Iran og Libien er faktisk temmelig velhavende, og de diskriminerer deres kvinder ene og alene af religiøse årsager. Ifølge islam skal kvinder tildække deres kroppe, når der er fremmede til stede. 

Ved de Olympiske Lege i Atlanta i 1996 lykkedes det under pres fra menneskerettighedsgruppen Atlanta+ og exil-iranere at få Iran til at organisere deltagelse for kvinder fra muslimske lande. Konkurrencerne foregik i underjordiske lokaler, hvor kun kvinder måtte være til stede. Der måtte ikke tages billeder, og der var ingen pressedækning. Nogle dage senere kunne vinderne få overrakt medaljer, men alle var så tilhyllede, at det var umuligt at kende den ene fra den anden.

I januar 1995 udtalte den Olympiske Komite, at ”den ikke ville gå foran i kampen mod kønslig diskrimination, når andre internationale organisationer så som De Forenede Nationer ikke tog alvorlige initiativer i den anledning”.

”Mens Den Olympiske Komites tidligere præsident ikke ville gøre noget ved kønsdiskriminationen, var den nye præsident, hr. Rogge, villig til at mødes med menneskerettighedsorganisationerne før dette års lege i Athen”, skriver exiliranske kvinder på deres hjemmeside.

Om det har ført til, at kvinder i de islamiske lande har opnået personlig frihed?

Gæt engang – og se godt efter på TV i de kommende dage