Umiddelbart kan vi danskere glæde os over, at der er kommet forøget fokus på mindretalsrettigheder, for danskerne udgør et hastigt skrumpende mindretal. Men vil der i fremtiden være nogen i Danmark, der interesserer sig for mindretalsrettigheder?

Danskerne udgør et hastigt skrumpende mindretal af Jordens snart 8.000.000.000 beboere – cirka 0,5 promille, og danskerne udgør under 1 procent af EU’s folketal.

Antallet af danskere toppede 1981. Da var vi 5,124 millioner, som næsten alle var etniske danskere. Siden er antallet faldet år for år, mens Danmarks samlede indbyggertal er vokset på grund af indvandring.

Danske kvinder føder i gennemsnit cirka 1,5 børn, hvorfor hver ny generation bliver 25% mindre end den foregående. Det er derfor rimeligt at antage, at antallet af tilbageværende danskere efter 40 års fald i dag ligger på omkring 4 mio.

Som følge af de få børnefødsler er de 4 mio. en aldrende befolkning. Langt over halvdelen er over 40 år og sætter ikke børn i verden.

Danskerne udgør stadig flertallet i det meste af Danmark, men den situation er under hastig forandring.

I Tingbjerg Sogn er 80% af indbyggerne ”af anden etnisk herkomst”. Gellerup og Vollsmose følger efter med 70%. I Haralds, Brøndby Strand og Husumvold sogne er danskerne ligeledes et etnisk mindretal, og mange andre steder følger efter indenfor kort tid.

Danskerne er derfor et truet folk – et truet indfødt folk, for vi har været her siden isen trak sig tilbage efter sidste istid for ca. 12.000 år siden. Men nu udskiftes vi med arabere og afrikanere, som har brug for ”lebensraum”.

Desværre er der ikke noget, der tyder på, at de indtrængende nærer finere følelser for mindretalsrettigheder. Det gør de ikke, hvor de kommer fra.

Det er derfor tvivlsomt, om der i fremtiden vil være nogen, der vil ulejlige sig med at skrive historien om det forsvundne folk, danskerne.

Måske bliver det forbudt at omtale de forsvundne, ligesom det i dag er forbudt at omtale armenierne i Tyrkiet.