20.01.2007

Gode råd fra nybegynder i DRs bestyrelse

Forfatter: Ole Hyltoft

Her er en mand med hjertevarme.

Jyllands-Posten Offentliggjort 20. januar 2007 03:00

Kronik: Gode råd fra nybegynder i DRs bestyrelse

Af Ole Hyltoft, forfatter og medlem af DRs bestyrelse, Tisvildeleje

Mange seere reagerer på kammesjukke-DR ved at ønske DR opløst, privatiseret og solgt til Baluchistan. Men det er at kapitulere over for stratenrøverne. Vi har brug for et DR, et DR, der fortæller os, hvem vi er, lærer københavnerne om vestjyderne og lærer sønderjyderne om bornholmerne, skriver dagens kronikør.

Ved skæbnens gunst og Pia Kjærsgaaards venlige hånd er jeg blevet medlem af Danmarks Radios bestyrelse. En radikal folketingspolitiker udtalte, at han var gået i chok i den anledning. Man må ikke håbe den mand nogensinde bliver forsvarsminister med det nervesystem.

Jeg har levet hele mit liv med Danmarks Radio. Fra Gunnar Nu Hansens landskampe til Leif Panduros tv-spil. Fra Volmer Sørensens Ungarns-indsamling til Lise Nørgaards Matador. Alle danskere hørte og så disse programmer. De var selve Danmark.

Sådan er det ikke mere. Ikke kun fordi mediebilledet er blevet en buffet med talrige retter. Men også fordi folk oplever, at Danmarks Radio ofte ringeagter og taler hen over hovedet på de værdier, synspunkter og personer, menigmand føler er hans verden. Kammertonen i Danmarks Radio er ikke længere kammersangerens, men kammesjukkernes; de salonradikales lille klike af folkefremmede redaktører og caffè latte-bartendere med heppende politikere fra de radikale og Enhedslisten bagved.

Mange seere reagerer på dette kammesjuk-DR ved at ønske DR opløst, privatiseret og solgt til Baluchistan. Men det er at kapitulere over for stratenrøverne. Vi har brug for et DR, et DR, der fortæller os, hvem vi er, lærer københavnerne om vestjyderne, og lærer sønderjyderne om bornholmerne (og gerne også om skåningerne, som er tvangsforsvenskede danskere).

Danskerne er et folk, en stamme om man vil. Vi har alt, hvad der hører til en selvstændig nation et særegent sprog, et særegent gemyt, en særegen folkekarakter. Men vi er ikke så mange. Derfor må vi kende hinanden ekstra godt og have ekstra mange fælles oplevelser, der binder os sammen. Dem kan DR, og for så vidt også TV 2, give os. BBC gør det ikke. MTV gør det ikke.

Vi er stolte af den frihed, vores grundlov giver os. Vi mødes, taler og synger for den hvert år den 5. juni. Et af disse møder bør DR transmittere i sin helhed. Det gjorde DR tidligere. Dette fik kammesjukkerne afskaffet. Også en sankthans-fest bør DR transmittere i sin helhed i tv.

Frem for noget andet er det sproget, der knytter os danske sammen. Der er kun ét sprog, man magter så godt, at man kan udtrykke alle sine følelser og tanker på det. Vi har et smidigt, et fantasirigt og underfundigt sprog. Men når den i øvrigt opmuntrende og livsglade meteorolog meddeler, at »fram til først på dæen er det lyst over lændet. Men så vil en frårnt komme ind over Dænmark hele nætten«, så lyder det, som om han og andre medarbejdere har brug for et kursus i dansk fonetik.

Og ud af P3 hviner et samlebånd af engelsksproget pigtråd. Jeg sad i sin tid i det DR-udvalg, der gav grønt lys for DRs musikprogram. Vi forestillede os et alsidigt musikprogram. PH kaldte Aakjærs og Carl Nielsens Jens Vejmand for en schlager. Den slags schlagere mente vi også, der skulle være plads til i P3. Men det blev pladeselskabernes kommercielle og overvejende udenlandske linie, der blev ledetråden i P3. P3 er ikke gået den vej, kanalen blev født til.

De danske populærmusikere med Kim Larsen i spidsen - må have førsteret til DRs musikradio. Den danske sangs sokkel er højskolesangen. Fin lyrik, fine melodier. Den sømand han må lide, Jeg bærer med smil min byrde, Om lidt bliver her stille. Fest, vemod, højtid.

At sangene er populære, viser den fantastiske efterspørgsel, der har været på den nye udgave af Højskolesangbogen. 100.000 eksemplarer solgt på et par måneder. At kunne synge bare 100 af bogens 572 sange er at have en rigdom inde i sig. Så har man et smukt udtryk at kunne bryde ud i til enhver sindsstemning, fra sorg til glæde. Vores skole har forputtet dette sangenes skatkammer. Nu må DR genfinde det, spille disse små og større genialiteter dagligt på P3 og på de andre kanaler.

Vi skal leve i vores egen tid. Men hvorfor ikke forlænge vores korte livstid ved ind imellem at indleve os i andre tidsaldre. Revyvisen er en uforlignelig indgang til den tid, den er skabt i. Tre raske prinser og vi er i 1920erne. Man bliver så glad, når solen skinner 1930erne dukker op for vores indre blik. Livas Man binder os på mund og hånd eller Neumænnenes Den lille lysegrønne sang og vi befinder sig øjeblikkelig i Besættelsens dobbelte stemning af pullimut-nattefest og modstandskamp.

Så, DRs musikdrenge og piger! Brug striben af revyviser fra Erik Bøgh til vore dage. Ikke i et enkeltprogram hvert halve år. Men lad os høre viserne, dagligt, tilfældigt, i musikprogrammerne. De knytter os til vore rødder på en festlig måde med Osvald Helmuths, Poul Reichhardts, Birgitte Reimers stemmer.

Da jeg var barn, havde min far en rund stav stående inde i garderobeskabet. Det var ikke en, han slog mig med. Han gjorde morgengymnastik med den til Kaptajn Jespersens manende ord om, at en slap kroppe var udtryk for en slap karakter. Fat staven og rank ryggen! Et dagligt oratorisk styrtebad.

Man lo lidt ad kaptajnen, men man tog ham også til efterretning. Sikkert ikke blandt kulturradikalernes kammesjukker. Men vi andre gjorde.

Så blev han afskediget. Fordi han blev 70 år. Hans afløser blev min egen gymnastiklærer fra skolen, et kedeligt, anonymt drys. Og stavene blev inde i skabene i de hundredtusinde hjem. Et originalt stykke Danmark gik til grunde, før det behøvede.

Når noget i DR fungerer godt til seernes og lytternes glæde, skal det holdes i live og ikke ødelægges af djøf-reglementer. Var der ikke noget med, at den folkekære Jørn Hjorting også blev mobbet ud på grund af alder?

Jeg kender ikke DRs ca. 25 programchefer. Det er der heller ikke ret mange andre, der gør. Det er forkert. DRs topfolk, der i så høj grad bestemmer over vores meninger og smag, bør ikke være anonyme. De bør så vidt muligt være personligheder, der selv har vist, at de mestrer tv- eller radiokunsten.

Jørgen Schleimann, Radioavisens intelligente trold, der uventet kunne springe op af sin æske, var prototypen på sådan en. Der må godt være meninger hos DRs medarbejdere. De skal bare ikke have den samme mening alle sammen.

Tidligere havde DR en god forfatter som Erik Aalbæk Jensen til at være chef for tv-dramatikken. I dag er det, som om DR helt har glemt, at der udgives romaner, digte og noveller herhjemme. Jo, på radioens P2 dukker der en forfatter og en novelle op i ny og næ. Men især i tv er bogen vor kulturs bærende element forsvundet ud i den blå luft. Måske er det ikke så nemt at formidle ordkunst i et billedmedie. Men med den rette ildsjæl i midten er det dog gjort med bravur, f.eks. i Frankrig. Og sådan set også herhjemme. Jesper Beinov lavede i flere år et fortræffeligt bogprogram, Bogladen, i DK4.

Og nu skal jeg så ind og kvæles i rapporter om den bortfløjne milliard til DRs koncertsal.

Som nybegynder skal man ikke gøre sig alt for klog. Men må jeg ikke hviske til DR-ledelsen, hvordan DR let kan spare 100 mio. kr. om året på driften, uden at det går ud over kvaliteten i programmerne. Anbring et spændende menneske på en stol, lad ham mærke, at han er i godt selskab og sæt så kameraet i gang. Sværere er det såmænd ikke. Det kan være en sømand, der har sejlet på Java. En forhenværende DKPer, der tør tale højt om røverreden, han har været i. En bramfri forretningsmand. En åbenhjertig forhenværende politiker. En kunstner, der har nået noget. Skal sådan et program lykkes, må offeret føle, at journalisten sætter pris på ham og kender hans værk. Abu Ghraib-forhørsjournalistikken duer ikke til sådan noget.

Det kan godt være, det ikke er den slags journalistik, der står øverst på dagsordnen på journalisthøjskolen. Men det er programmer, der gør os klogere, seerne nyder dem, og de er billige. Hvis der ikke skulle være nogle af DRs 1.000 journalister, der er kapable til at lave den slags udsendelser, kan DR låne Frantz Howitz fra DK4.

Jeg ønsker mig et DR, der samler nationen. Ikke ved at være mere markskrigerisk end nabostationen. Og ikke ved at vise følelsesporno fra Sandholmlejren. Men ved at tale hjertesproget, vi bruger, når vi er mest lattermilde, mest grebne, mest åndfulde. Et DR, der lever op til St. St. Blichers vers:

»Så skulle dog alle I danske mænd

af hjertet elske hinanden!

I faren og døden sig give hen,

den ene med lyst for den anden.«

Denne Blicher skulle Danmarks Radio for resten læse meget mere højt af.

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2018
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

Liberalfacismen>>>

DANSK KULTUR I KORTE TRÆK>>>



Reconquista>>>