De slaver, som blev bragt til Amerika, har i dag talrige efterkommere. Men hvorfor har de mange millioner slaver, som blev bragt til Mellemøsten, da ingen efterkommere?

Det skyldes for det første en ekstremt høj dødelighed. I Encyclopedia of Islam kan man blandt andet læse: "Det blev sagt, at ingen slave overlevede arbejdet i saltminerne i Sahara i mere end 5 år... de titusinder af sorte slaver, som puklede med udvinding af salt i Basra i Irak, levede af nogle få håndfulde mel, semulje og dadler."

Dernæst var det ikke tilladt sorte slaver at omgås slaver af det andet køn uden for ægteskab, og ægteskab var oftest en umulighed. Af de 3000 kvindelige slaver, som efter pres fra England blev frigivet i 1860, havde kun 5% nogen sinde haft et barn. Mange af de børn, slavekvinder fødte, blev myrdet. En rejsende, som besøgte Konstantinopel i 1856, rapporterede, at mord på slavekvinders spædbørn blev praktiseret som en selvfølgelighed og uden den mindste medfølelse. "Det var almindeligt fortyrkiske mænd at have talrige sorte konkubiner, men det var sjældent at se en mulat."

Endelig blev mange mandlige slaver kastreret. Kastrationen var dødelig for de fleste af de mænd, der blev udsat for den, - især for de sorte. Hvide slaver fik fjernet testiklerne, mens sorte blev udsat for den mest radikale form for kastration, idet de fik fjernet hele kønsorganet op til maven, Årsagen var, at de sorte formodedes at have en ustyrlig sexappetit.

Hver sort eunuk repræsenterer mindst 200 sudanesere, som døde på grund af afskæringen. Sammenhold det med det faktum, at alene kaliffen af Bagdad havde 7000 sorte eunukker ved begyndelsen af det 10. århundrede.

En DNA-undersøgelse har vist, at omkring 5% af Mellemøstens arabere har arvemateriale fra afrikanske kvinder. Næsten ingen har arvemateriale fra afrikanske mænd. Så nogle af de børn, som blev resultatet af samvær mellem afrikanske kvinder og arabiske slaveejere, overlevede, men næsten ingen har mandlige sorte afrikanere blandt forfædrene.

Kilde: Dette er et udsnit af en artikel bragt i IndsigtUdsyn nr. 2, 2018.