Den stovte murer er død. Men hans murværk består.

Poul Vinther Jensen 1946-2020


Poul Vinther Jensen var murer. Men han var meget andet end det. Han var en af den slags håndværkere, som har præget Danmark med meget mere, end alene med det håndværk de udførte, mens de levede.
  Hvis man kørte igennem vort land, i selskab med Poul, blev man uvilkårligt imponeret over, hvor stor og bred en viden han besad, om steder og begivenheder. Vi havde mange sådanne ture sammen. Tiden fløj, mens Poul fortalte. Passerede man en herregård, kunne der være stof til resten af turen.
  Poul havde haft en læremester, som havde lært ham at mure. Hans dannelse var derimod noget, han selv havde skaffet sig. Det er dannelse i virkeligheden altid. Den er summen af tusinder af aktive tilvalg, over et levet liv. Derfor er den også det tætteste man kommer, på et egentligt udtryk for et menneskes indre og dybe substans. Og kommer man tæt på et dannet menneske, sætter det sig spor.
  Derfor er det et næsten utroligt tilfælde, at en af dannelsesidealernes helt store forkæmpere, Wilhelm von Humboldt, på sit livs aften skrev en sonet, som bruger murværk til at illustrere det livsværk, han beder sine efterkommere tage vare på:

Ich lieb’ euch, meiner Wohnung stille Mauern,
und habe euch mit Liebe aufgebauet;
wenn man des Wohners Sinn im Hause schauet,
wird lang nach mir in euch noch meiner dauern.

Det passer perfekt til en dannet murer. For Pouls vedkommende er murerne nemlig endog bogstavelige og står mange steder, rundt om i Danmark.
 
Med til Pouls dannelse hørte en uforfærdethed og en ubestikkelighed. Han fortalte mig, hvordan en stor kreditforening engang havde tilbudt ham en lukrativ stilling, som skønsmand. Der var kun en betingelse; han skulle ophøre sit engagement i Den Danske Forening. Pouls svar kom uden tøven: ”Så siger jeg tak men nej tak! Det kan der ikke blive tale om!”
  Vi, der kendte ham fra foreningen, kan for det indre øre sagtens høre ham sige det, på sin karakteristiske måde: Høflig, smilende, men absolut ubøjelig. Der var noget, der ikke kom på tale, noget, der ikke kunne købes, fordi dets værdi var hinsides prissætning. Til dette hørte Danmark.
  Poul engagerede sig derfor, livet igennem, i forskellige foreninger og bevægelser, som efter hans opfattelse gavnede Danmark. Han var medstifter af Foreningen Frit Norden og var i mange år en ildsjæl i Folkebevægelsen mod EF’s Forretningsudvalg. Da Den Danske Forening blev stiftet, meldte han sig hurtigt ind. Han sad mange år i styrelsen, deraf en årrække som næstformand.
  Han var myreflittig. Ikke mange andre har delt så meget materiale ud og holdt så mange foredrag, som Poul. Da internettet kom, blev han også snart daglig leverandør af kommentarer, på foreningens hjemmeside. Kun familieanliggender eller sygdom kunne komme i vejen, ellers stillede han altid op, hvis nogen spurgte. Det var fuldt fortjent, at han blev foreningens andet æresmedlem.
 
”Mine fire piger!” er en sætning, som jeg har hørt mange gange, fra Pouls mund. Det var grunden til det hele. For Poul var hans fire piger manifestationen af Danmark. Det var kærligheden til dem, der drev ham, præcis som det beskrives i Humboldts sonet. Han var, med en skelnen lånt fra George Orwell, ikke nationalist, men patriot.
  For hvor en nationalist mener, at hans land er objektivt mere værd end andres, mener en patriot, at hans land er det bedste for sig selv og sine. Han vedkender sig en naturlig partiskhed, uden at frakende andre retten til det samme, for deres vedkommende. Det er at have nok i sig selv og sit, i den mest positivt tænkelige mening af udtrykket. Erobringstrang og herselyst ligger en patriot fjernt.

Æret være Pouls minde! Og intet opsummerer ham bedre, end de to ord, han altid skrev, i de mails, han sendte, mens vi arbejdede sammen i foreningen:

Altid Danmark!

Tomas Kierstein

Formand for DDF