Om den langstrakte indtrængen, Danmark har været udsat for i de seneste årtier, og det landsforræderi, der ligger bag, sagde frihedskæmperen, nedkastningschef Jens Toldstrup i 1991:

”Landsforræderi”

"Ordene landsforræder og landsforræderi har en fæl klang. De bør anvendes med forsigtighed og omtanke. Men hvor længe kan man komme uden om dem?

En landsforræder er, som ordet siger, én, der forråder sit land, begår landsforræderi. Det vil sige én, der bidrager til at bringe sit land i fremmed vold eller går den fjendes ærinde, som er trængt ind i landet.

Under de vilkår, der indtil for ikke så længe siden gjaldt for landets og folkets liv i forhold til omgivelserne, ville landsforræderi sædvanligvis bestå i med råd og dåd at hjælpe en anden magt, som regel en nabomagt, der søgte at underlægge sig landet eller dele af det eller at skaffe sig rådighed over dets handlinger eller frembringelser.

Gerningen og dens virkninger for én selv og ens landsmænd var let at gennemskue. Gerningsmanden lod sig som regel uden større tvivl udpege, fordømme og straffe.

Vor traditionelle opfattelse af begrebet landsforræderi og af landsforrædere svarer til dette normalbillede af virkeligheden, som den tidligere tog sig ud. Men virkeligheden har ændret sig, og i takt med den ændrede virkelighed må vi ændre vor opfattelse, så den svarer til landsforræderiets nuværende indhold.

Allerede den 2. verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark 1940-45 bragte forvirring i de tilvante begreber. En del danskere optrådte i forhold til besættelsesmagten på en måde, der svarede til det gamle begreb om landsforræderi. Men billedet sløredes ved, at hovedparten af landets ledere, politikerne, optrådte i en dobbeltrolle, hvor de på samme tid, som de hævdede at varetage nationens interesser, samarbejdede med besættelsesmagten på en måde, der fik dem til både at bekæmpe den danske modstandsbevægelse og at opmuntre til en del af de handlinger, de efter krigen stemplede som landsforræderi. Det måtte hos menige danskere skabe tvivl om, hvad der var landsforræderi, og hvem der egentlig var landsforrædere.

Først fremmedpolitikken gennem den sidste snes år har dog gjort det uomgængeligt at nyvurdere begreberne for at klargøre, hvad der i dag må kaldes landsforræderi, og hvem der står for det. Nutidens indvandringspolitik bidrager i virkeligheden til, ikke i en enkelt kortvarig handling, men gennem et langvarigt begivenhedsforløb, at bringe Danmark eller til en begyndelse dele af det i fremmedes vold. Resultatet søges besmykket med fint klingende fremmedord som "multietnisk" eller "multikulturelt" samfund, men de kan dog ikke skjule virkeligheden, der er den, at Danmark gradvis udleveres til fremmede folkeslag, og at danskerne fortrænges og mister først eneretten til deres eget fædreland og siden måske muligheden for at være i det som danske.

Virkeligheden i dette svarer til, hvad der tidligere under andre forhold betragtedes og betegnedes som landsforræderi. Denne, politik er et forræderi mod Danmark og det danske folk. Den er landsforræderi."