I Hjemmet nr. 4, 1910 kan læses følgende reportage:

Fra negerslavernes tid

Der må skelnes mellem slavehandel og slaveri. Slavehandel er for længst forbudt overalt, hvor den hvide race hersker, og slaveriet er senere blevet ophævet, men – det er ikke helt udryddet endnu overalt.

I Afrika florerede slavehandelen meget stærkt i halvfemserne, og man anslog omsætningen af negerslaver til Arabien, Marokko og endog Tyrkiet til ca. 100.000 om året. Det var araberne, der drev slavehandelen, og den, der skriver disse linjer, har f.eks. i det Røde Hav i året 1888 set engelske krigsskibe på jagt efter arabiske slaveskibe. Tyskland støttede England ved at tage del i jagten, men det er kun nogle ganske få år siden, at man nu og da spurgte nyt om slavehandlernes virksomhed.

Til general Gordons navn er knyttet beretningen om de anstrengelser, han gjorde, for at undertrykke slavehandelen i Syd-Sudan, hvor hele egne blev affolkede af de arabiske slaverøvere, der myrdede flere, end de bortførte.

Overalt, hvor europæerne kommer frem i Afrika, enten det så er tyskere, englændere eller franskmænd, gør de en forbitret jagt på de arabiske slavejægere.

Franskmændene er ikke mindre ivrige end de andre europæiske kolonisatorer dernede. De ejer jo et vældigt stykke af Vest- og Centralafrika, og da en kolonis rigdom ikke blot består af jorden og dens produkter, men også af mennesketætheden, kan man forstå, at de både af denne grund og af rent humane hensyn fører en hensynsløs krig mod enhver slavebaron, de får fingre i. Fem minutter til en aftenbøn og så til vejrs i et hampereb om en gren. Efter mange års forgæves jagt fik man også i fransk Kongo fat i en af de værste og mest berygtede slavejægere, ”Sultan” Samory. Den franske sergent Bratières med sine folk, der overrumplede ham, gjorde også kort procesmed ham. Da Samory var af fornem æt, fik han dog en gunstbevisning. Han blev ikke hængt. Derimod blev han skudt.