02.01.2007

Kai Sørlander og Dronningen har ret.

Forfatter: Poul Vinther Jensen



 

 For kort tid siden, blev forkvinde for Forum for Kritiske Muslimer, Sherin Khankan interviewet af Nyhedsavisen. Her gør hun sig til talskvinde for " det demokratiske kalifat"

 

Sherin Khankan (f.1974),er af syrisk-finsk afstamning, og er Cand mag. i religionssociologi og filosofi.

Hun er fortaler for begrebet "euro-islam", der skulle repræsentere en mere moderat og med demokratiet forenelig version af islam.

I forbindelse med Salman Rushdies  og andre intellektuelles advarsel mod islamismen, udtalte hun til Morgenavisen Jyllands-Posten den 2.3.2006 følgende:

 "Vi er i en presset situation, og flere føler sig derfor nødsaget til at identificere en fjende, som de kan rette vreden mod.

Manifestet er med til at skabe et fiktivt modsætningsforhold mellem dem og os, mellem religion og demokrati.

Islamisme i sig selv er ikke en trussel eller en bestemt helhed, som man kan skære over en kam. Vi skal kunne rumme folk, der anskuer Koranen som politisk ideologi. Gruppens kritik er lige så absolut og unuanceret som den totalitære form for islamisme."

 Hvis ikke Sherin Khankan kan se forskel på Salman Rushdie og den kreds der står bag hans Manifest, og totalitære islamister, ja, da kan hun spare sig alle sine anstrengelser, for at opnå en fællesnævner imellem europæisk tænkning og islam.

 Det er der også  andre der mener.

 Den 16. december skriver filosoffen og forfatteren Kai Sørlander en artikel i Nyhedsavisen under overskriften "Islam kan ikke forenes med demokrati"som et svar til interviewet med Sherin Khankan.

 Kai Sørlander mener ikke det er muligt at skabe "et demokratisk kalifat" i Vesten og skriver bl.a. følgende:

 " Det interessante er, at da hun bliver spurgt, om hun ser et mulimsk land, der lever op til hendes forestilling om et demokratisk kalifat, så svarer hun benægtende. Derimod fremhæver hun, at det danske samfund på mange måder er tæt på en islamisk velfærdsstat.

 Først undrer man sig. Hendes bedste eksempel på et demokratisk kalifat har intet med islam at gøre. Det har sine rødder i protestantisk kristendom.

Og så tænker man efter. Hvorfor er det netop et land, der har sin historie i protestantisk kristendom, der fremstår som det bedste eksempel på realiseringen af de idealer, som for Khankan definerer det demokratiske kalifat?

Hvorfor er det ikke et islamisk land?"

 Sherin Khankan, har den opfattelse, at et demokratisk kalifat er et symbol på et samfund, der ophæver alle former for skel. Skel mellem kønnene, mellem religionerne, mellem rige og fattige, hvide og sorte.

Hertil stiller Sørlander det spørgsmål, hvorfor er denne ophævelse af skellene bedre realiseret i det protestantisk kristne Danmark end i noget muslimsk samfund.

 Kai Sørlander giver selv følgende svar:

 " Det er naturligt at undersøge, om det skyldes forskellen mellem religionerne. Så hvad er egentlig politisk set den afgørende forskel mellem de to religioner? 

Ser vi på den protestantiske kristendom som reelt eksisterende historisk fænomen, så er det afgørende træk, at den selv sekulariserer det politiske. Den  trak tæppet bort under paven som politisk magt, og det førte til, at ingen politisk magt kunne påberåbe sig særlig religiøs sanktion.

 Dermed åbnede den for en rationel udvikling af det politiske, som medførte idealet om politisk ligeværdighed og dermed demokratiseringen.

 Ser vi med ganske de samme historiske briller på islam, så er det afgørende træk helt modsat. Den sekulariserer ikke det politiske.

 Den indeholder derimod ideen om, at lovene i samfundet skal bestemmes på grundlag af Koranen og overleveringerne om Muhammed. Og i denne lovgivning findes der faktisk love, som gør forskel på mænd og kvinder og på muslimer og vantro. "

 Jo, Dronning Margrethe den II har så ganske ret når hun i sin Nytårs-tale skriver:

 "Ethvert land, ethvert folk er præget af sin kultur og sin historie. Det præg bærer ethvert menneske med sig, hvad enten han eller hun forbliver hjemme eller rejser ud i verden, måske for at slå sig ned et helt nyt sted. Der, på det nye sted, måske i en helt anden verdensdel, vil den tilrejsende møde et nyt land og et andet samfund, betinget af netop det lands beliggenhed og historie, dets kultur og dets skikke."

 

Kilder:Morgenavisen Jyllands-Posten den 2. marts 2006.

 

         Nyhedsavisen den 16. december 2006./Kai Sørlander

 

         Dronning Margrethe den II Nytårstale den 31. december 2006.

                 

         DR Nyheder/Indland.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2018
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

Liberalfacismen>>>

DANSK KULTUR I KORTE TRÆK>>>



Reconquista>>>