Når man ikke vil høre …

Citater af Ole Hasselbalch 1988-2010

”Tiden er inde til et moralsk opgør med dem, der misbrugte deres placering og danskernes traditionelle gode vilje til at tro det bedste om deres medmennesker til at skaffe os de nu herskende tilstande på halsen. De savlende repræsentanter for godhedsindustrien. Deres selv-blindede politiske medløbere, Alle de mange, der var med til at fremstille manglen på ansvarlighed og anstændighed som det modsatte. Og dem, som med frase-humaniteten væltende ud af munden meget belejligt skaffede sig selv gode indtægter på at holde menneske-importen i gang.”

Danskeren nr. 1 2010 

”Di-da-da’ernes og Skov Christensen’ernes skyld er større end nogen andens herhjemme i historisk tid. Der er et påtrængende behov for et moralsk opgør med dem. De tilsidesætter jo i moralens navn al moral med helt uoverskuelige konsekvenser til følge for det samfund, de lever i.

Lad os tage dette opgør.

Anhold det ligeglade snæversyn og den betændte moral. Afslør den falske anstændighed. Smid det afsporede menneskesyn i al dets ildelugtende nedrighed tilbage i hovedet på dem, der har opfundet det.

Ingen abstrakte idealer eller behov for at føle godheden og internationalt vidsyn svulme i årerne udgør nogen undskyldning for at ødelægge sine medborgeres tilværelse.”

Danskeren nr. 1 2010

”Norsk og hans parti (De Konservative, red.) har et moralsk problem. Det består i, at de har påført samfundet en omfattende vold, som let kunne have været undgået, hvis de konservative havde haft denne verdens realiteter for øje i stedet for at hengive sig til skøntænkning.”

Jyllands-Posten 23/4 2008

”Februarbegivenhederne (infatidaen i de danske gader i februar 2008, red.) er konsekvensen af elendig statsledelse i en ny folkevandringstid. En ledelse som nu er i færd med at sætte det hidtil rolige og trygge danske samfund over styr.

…

Det, vi ser, mine damer og herrer, er langt mere alvorligt, end ret mange er i stand til at forestille sig. Det mest alvorlige er imidlertid, at de fleste ganske vist nok har deres kontante mening om tingene, men at de færreste gider gøre noget selv, så længe brandene, hærværket og overfaldene blot går egen dør forbi.

…

Det næstmest alvorlige er, at politikerne stadig danser dødedans med snak om ”integration” og ”dialog”, uagtet den anden part blot tager manglen på vilje til at sende dem, der skaber problemerne, hjem hvor de kom fra, som udtryk for danskernes manglende vilje til at forsvare sig selv.”

Jyllands-Posten 10/3 2008

”Der er … ikke mere respit for langsom opfattelsesevne eller vankelmod. Den, der ikke forstår grundlaget for de goder, han nyder, og er villig til at handle i henhold hertil, er dømt til at miste dem. Det står ikke skrevet nogetsteds, at Vesten og vor samfundsmodel vil vinde.

Det er således ødelæggende at fortsætte med at støtte etableringen af en kultur her, hvis tilhængere som gruppe betragtet ikke har og efter al menneskelig erfaring heller ikke nogen sinde vil forstå, hvad forudsætningerne er for den fred og velfærd, de nyder. En sådan "integration" er det samme som tilbagerykning af den vestlige samfundsordning på vor egen jord. Vi har både ret - og over for vore efterkommere pligt - til at beskytte os mod sligt.

… respekt for islams dårligdomme … er (ikke) egnet til at fremme islamisk selvransagelse. Islam af i dag rummer nogle alvorlige systemfejl: Den blander sig aggressivt og uden skelen til midlerne i andre menneskers tilværelse på samme måde som totalitære politiske ideologier. De øvrige verdensreligioner måtte omtolkes for at de - førhen - kunne bruges på tilsvarende vis.

Der er følgelig heller ikke basis for en dialog med Islam, så længe denne tros udøvere blot betragter sådant som et redskab til vildledning.”

Jyllands-Posten 7/8 2006

” Demokratiet og de institutioner, der er knyttet hertil, har været afgørende for de vestlige samfunds fremskridt. Kun gennem den åbenhed, demokratiet repræsenterer, er det er lykkedes at nå de højeste standarder såvel teknologisk som velfærdsmæssigt. Derfor er Vesten løbet forud for andre kulturer.

Uden mulighed for at bringe alle fakta frem og alle meninger om disse fakta er der imidlertid intet demokrati. Hvad et menneske ikke véd, eksisterer ikke for ham, og han mister muligheden for at tage fornuftsbetonet stilling. Men uden demokrati vil samfundet gå i stå. Det vil end ikke kunne værne sig imod nye trusler, så vidt om at disse ikke nødvendigvis lader sig identificere i h.t et fastlåst politisk eller religiøst verdensbillede. Til gengæld vil et totalitært samfund opstille masser af indbildte trusler, nemlig dem der stemmer med deres koncept.”

Jyllands-Posten 8/2 2006

”Vi kommer derfor næppe uden om at skulle sige fra. Det vil ikke blive behageligt. Men hvis de værdier, de europæiske samfund er bygget på, skal overleve som grundlag for europæernes liv, er der i dag ingen vej uden om en repatriering af indvandrere, der ikke kan eller vil respektere den europæiske samfundsorden.

Konventionerne forhindrer det ikke.”

Berlingske Tidende 7/2 2005

”I samfundets højere lag blev der ikke mobiliseret selv den mest basale vilje til at holde den offentlige debat om det alvorlige anliggende (racismebegrebet, red.) på sporet. Eftertanke og klarhed i begreberne blev tværtimod erstattet af tyndsnak, hvis væsentligste formål synes at have været at tilføre deltagerne i racisteriet en eller anden grad af i særlig grad moralsk ophøjet skær i hinandens øjne.

Racismehysteriet bredte sig på den måde som ringe i vandet. Derfor er det i dag blevet et hit at forhindre danskerne i at være ”racister”. Og derfor er de organisationer, grupper, aktioner og enkeltpersoner, der deltager i den indtægtsgivende jagt på "racismen", efterhånden talrige som himlens stjerner - og lige så gennemsigtige som en mørklagt cykelkælder ved midnat.”

Jyllands-Posten 16/9 2003

”Den virkelighed (om indvandringen, red.), som er beskrevet oven for …, forbliver en virkelighed, som ingen bortforklaring eller statistisk omdefinition på, hvad en dansker er, vil beskytte os mod. Vi må også se i øjnene, at der ikke kan skaffes de enorme midler, der skal til for at lette indvandringstrykket gennem ulandsbistand til de respektive hjemlande. Status er, at befolkningskonjunkturerne i Mellemøsten og Afrika er løbet løbsk, og at der ikke spores nogen alvorlig vilje i området til at bringe fødselstallet under rimelig kontrol inden for den aktuelle planlægningshorisont, sådan som det f.eks. er sket i Kina med étbarns-politikken. Status er endvidere, at man aldrig kan vente sig nogen virkelig økonomisk og teknisk udvikling de steder, hvor menneskene koncentrerer sig om at være småligt misundelige på lande, der har skabt en sådan, om 5 gange dagligt at flyde rundt på bedetæpper med enden i vejret, og om at holde deres kvinder gemt under sorte lagner. Hvorledes skal man f.eks. realistisk kunne gøre sig håb om at påvirke tilhængerne af en kultur, hvis forkyndere under den 2. golfkrig fordømte forsøget på at skaffe irakerne af med den folkemorder, der har slået i hundredtusindevis af dem selv ihjel? En kultur hvis mest markante bidrag til moderne teknologi har været opdagelsen af, at det lader sig gøre at surre sig selv fast til en bombe og hive i udløseren, når der dukker nogen op, man ikke bryder sig om?

Det ligger endvidere klart, at det nye verdensproblem, børnebomben har skabt, ikke kan løses ved at anbringe disse regioners overskudsbefolkning i kulturelt set helt uforligelige lande, hvor de så kan mangfoldiggøre sig selv og deres problemer yderligere. På den måde skabes ikke grundlag for en fredelig verden, men tværtimod for det modsatte.

Den eneste vej frem er derfor at tvinge disse mennesker til at blive hjemme, indtil de indser, at de blive nødt til at bringe orden i eget hus. Både de og vi må således forstå, at det ikke er nogen guddommelig ret at kunne flytte rundt på kloden efter eget ønske og behov.”

Opgøret med Indvandringspolitikken, Holkenfeldt 3 2003

”Skov Christensen slutter sin kronik med tage afstand fra min profeti om, at danskerne vil dø sovende i deres senge, hvis de ikke snarest mander sig op til i at smide de gamle partier ud. Virkeligheden er jo imidlertid, at det ikke blot er Skov Christensen, det er umuligt at få til at tage stilling til ting, der er ude af harmoni med den sky af drømmesyner, hvormed de omgiver sig selv. Det er også de gamle partier. I konsekvens heraf er udviklingen nu kommet så vidt, at hvis skrækvisionen skal undgå at blive virkelighed, så er et massivt repatrieringsprogram nødvendigt.

Men om dette tales der ikke i de gamle partier. I stedet gør de situationen stadig mere umulig ved at uddele statsborgerskaber på løbende bånd til mængder af uintegrerbare mennesker. Ja, de himler endog forarget op, når Dansk Folkeparti synliggør for offentligheden, hvad der i så henseende går i svang.

Så meget desto mere er det naturligvis uden mening at tiltro disse partier evnen til at gøre det nødvendige, inden det er for sent.”

Jyllands-Posten 2/10 2001

”Den vigtigste forudsætning for, at vi kan beskytte os mod terroren, er, at vi ikke tillader en 5. kolonne i form af brohoveder for mellemøstlige folkegrupper her. Uanset at disse indvandrermiljøer utvivlsomt rummer masser af fortræffelige enkeltpersoner, huser de jo nemlig også voldsberedthed – hos os illustreret af de jublende palæstinensere i Vollsmose. Hvad muslimske ledere siger om denne jublen, kan vi ikke regne med, så vidt som at de rettroende mener sig berettiget til at bedrage de vantro (”taquia”). 

Det ville være naturligt at vente sig, at Europa derfor af al magt ville modsætte sig den stille invasion, som er foregået i de sidste årtier. Men sådan har det ikke været. Tværtimod synes kun Rusland og de kristne stater i Sydøsteuropa at være klar over, hvad vi står over for. I Vesteuropa har de politiske ledere, eliten og pressen derimod nærmest opført sig som tumper: Man har systematisk sat kikkerten for det blinde øje. Man har massivt beløjet og på den mest beskidte vis undertrykt organisationer og personer, der krævede ansvarlighed. Og man har pumpet enorme ”oplysnings”midler i desinformation, som bl.a. har vævet offentligheden ind i forestillinger om gennemførligeheden af en ”integration”, som ikke er lykkedes noget andet sted i verden.  …

Den gradvise opvågnen, der nu synes at være er i gang, går alt for langsomt. Skal det ikke ende gruelig galt, må der gennemføres en massiv udtynding af de muslimske miljøer, uanset dette givetvis vil udløse terror.

Denne bliver imidlertid blot meget værre, den dag muslimerne her er mange nok. Sådan har det været overalt, hvor Islam etablerede sig. Hver gang er det som bekendt endt med omfattende forfølgelse og udryddelse af anderledes tænkende.”

Jyllands-Posten 18/9 2001

”Der er ingen naturlov, der indebærer, at denne oase (Danmark, red.) skal ødelægges på grund af "internationaliseringen" og "globaliseringen". Hvis den ødelægges, er det fordi vi selv har besluttet det, så vidt som at det jo altså er os, der bestemmer, hvor mange og hvilke fremmede vi vil tillade at slå sig permanent ned her. Ingen internationale konventioner heller tvinger os til at nedbryde oasen. Lige så lidt tilsiger humanitære hensyn, at vi skal afhjælpe følgerne af konflikter andetsteds ved at importere konfliktstoffet hertil. End mindre er der nogen nødvendighed herfor på grund af et vigende dansk befolkningstal, som i realiteten blot vil indebære en aflastning af natur og miljø. Heller ikke erhvervslivets arbejdskraftbehov begrunder en indvandringspolitik, som på sigt blot vil destabilisere produktionsmiljøet - uanset at Dansk Industris Hans Skov Christensen med sit talent for fleksibel moral hører indre stemmer, der pålægger ham at hævde det modsatte.

Men hvis det skal undgås, at forholdene gradvis ulideliggøres for vore efterkommere i stadig større geografiske områder, så at de efterhånden fortrænges derfra, og at immigranter med en helt anden opfattelse med hensyn til samfundets indretning om føje år sætter sig på den totale magt, må der siges fra nu.

De partier, der har siddet ved roret i de sidste 30 år, har imidlertid fået bragt situationen derhen, hvor tiden for finere violinmusik er forpasset. Verdens realiteter er benhårde og levner ingen overlevelsesmulighed for folk, der er ude af stand til at træffe en beslutning. Især er der ikke mere tid til diskussion om en "integration", som aldrig er blevet til og aldrig kan blive til andet end ordmusik, luftsteg og vindfrikadeller.”

Jyllands-Posten 6/8 2001

”Et demokrati er uden mening, hvis dets chefredaktører er mere interesserede i at profilere sig bestemte steder i det politiske spektrum end i at fortælle, hvad der sker i denne verden. Og en journalist bliver en farce, hvis hans hovedsagelige interesse er at undgå at bruge hovedet.

…

Agter d’herrer og damer på redaktionerne at udfylde den rolle, som er en demokratisk presses i en verden under hurtig forandring?

Eller foretrækker de en problemfri tilværelse?”

Jyllands-Posten 5/1 2001

”Hvis man er i stand til at frigøre sig fra skønmaleriet og de smarte slogans, er det …  let at nå til den konklusion, at de europæiske toppolitikere er i færd med at lede Europa ud i en ny mørketid.

Der er derfor behov for, at vore egne politikere i de toneangivende partier begynder at tale med de mennesker, de repræsenterer, i stedet for med kollegerne fra de andre lande omkring det såkaldte europæiske bord”

Jyllands-Posten 27/10 2000

”Den 12/9 gjorde Jyllands-Postens Orla Borg opmærksom på, at Danmarks Statistik i 1997 fremskrev antallet af indvandrere og efterkommere i år 2000 – der pr. januar i år lå på 378.165 – nogenlunde korrekt.

Mere end 10 år forinden anslog de undersøgere, der opererede under Den Danske Forenings auspicier, at tallet ville være på ca. 400.000 i år 2000 (jf. særnummer af foreningens blad, september 1989, s. 3).

Foreningen turde vel herefter være berettiget til en elefantorden for godt håndværk og stædig fastholdelse af de beregningsresultater, kendsgerningerne tilsagde, uanset alle gode og humanistiske kræfters forsøg på at få stukket tingene ind under gulvtæppet.”

Jyllands-Posten 19/9 2000

”For almindelige mennesker er det naturligvis ejendommeligt, at en minister kan finde på at spørge efter oplysninger, der ligger lige for næsen af hende. Men på Christiansborg er det afgørende ikke, om oplysninger findes i forvejen, endsige om her vil være en halv eller en hel million uindpasselige fremmede i år 2020. Det afgørende er derimod, hvad de partier, man skal bruge for at sikre regeringsmagten, har sat sig i hovedet. Hvis virkeligheden om 20 år er anderledes, end sådanne partiers forestillingsverden tillader, ja så er det det ikke virkeligheden, der tæller. Det er derimod de kunstgreb, der kan tilsløre tingene for vælgerne og holde dem i folden.

…

- Politikerne i de gamle partier er ikke mere tilgængelige for argumentation med facts. De er i dag så vant til at blive fodret af professionelle lobbyister og kommunikationseksperter, at følelsespåvirkning og slogans har fået en vigtigere rolle end korte og koncise henvisninger til kendsgerninger. Sådanne vil tværtimod, hvis de ikke harmonerer med fraserne, blive opfattet som udtryk for ekstremisme. …

- På centrale poster sidder i dag personer, som helt har mistet fornemmelsen af, hvad der skal til for at opretholde et velfungerende samfund. Og som vel at mærke tillige er så overbeviste om egne meningers rigtighed og høje moralske stade, at de trods idelige henvisninger til anstændighed, demokrati og menneskerettigheder er gledet ud i en rent totalitær opførsel over for dem, der modsætter sig den muslimske invasion i Vesteuropa.”

Jyllands-Posten 13/9 2000

” Den socialdemokratiske partiledelse siger det, der til enhver tid falder for. Hvad virkeligheden er, savner betydning.

Heri ligger en af det 20. I århundredes største danske tragedier for jævne mennesker: Det parti, som blev skabt for at hjælpe dem, er kidnappet af personer, der i den grad har fortabt sig i frasernes verden, at de mener at kunne ændre virkeligheden blot ved at beskrive den anderledes.”

Jyllands-Posten 4/1 2000

”Kæmpebeløb er opsuget i en proces, som ingen ende vil tage. Prisen betales af vore svageste medborgere. Gennem indpresning af mængder af udlændinge i de sociale boliger i områder, de mere velsituerede simpelt hen undviger ved at flytte bort, og gennem tvangsindslusning af udlændinge på arbejdspladserne er der påført den mest udsatte del af den danske befolkning omfattende skader. Vel at mærke ikke blot i form af tab af muligheder og livskvalitet, men også i håndgribelig, fysisk form gennem "nydanskernes" ofte meget grove kriminalitet.

Socialdemokratiet har aldrig gjort noget forsøg på at opgøre disse skader endsige afveje dem over for den gevinst for den globale solidaritet, der måtte være opnået. Ej heller har partiet søgt klarhed over, hvad fremtidsperspektivet er, hvis den nuværende udvikling fortsætter.”

Jyllands-Posten 28/12 1999

”Det er demokratiets vilkår, at når de, der har magten, ikke handler, som situationen kræver, vil der vokse nye partier og bevægelser frem, som appellerer til vælgerne ud fra den virkelighed, disse oplever. Dette burde ingen kunne undre sig over.

Ej heller kan man sådan set undre sig over, at det siddende styre forsvarer sig med de midler, der står til rådighed - herunder ved hævde, at de opdukkede konkurrenter lider af alskens dårligdomme og mangel på moral.”

Berlingske Tidende 2/11 1999

” Bortset fra marginaliserede personer som f.eks. borgmester Per Madsen har jeg uden for Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti … set ikke mødt nogen, som var ordentligt orienteret om de fænomener, der grundliggende styrer indvandringen. Og selv politikere, der fremstilles som fortalere for en strammere indvandringspolitik, har været forbløffende uvillige til at diskutere de nødvendige forudsætninger for en effektiv stramning. Ligeledes har også sådanne politikere gang på gang fornægtet kendsgerninger - typisk med henvisning til, at disse blot var "hetz", "myter" o.s.v. Noget ønske om at efterse dokumentationen husker jeg ikke at have mødt.

Derimod har jeg - også fra de påstået ansvarlige politikere på området - igen og igen mødt undvigelser i form af demonstrativ undsigelse af personer, der ikke sluttede sig til det skønmaleri, der blev søgt fremstillet for offentligheden.

… Sagen er …, at stort set hele Danmarks intellektuelle elite har svigtet. Den har ganske enkelt ikke interesseret sig for den problemstilling, der nu er i færd med at løbe os over ende. Såfremt de intellektuelle kom i nærheden af det varme emne, har de tværtimod i stedet - normalt - brugt talentet på at befæste egen placering i det tempel for retmenende, som lader til ret massivt at have erstattet integritet og selvstændighed i disse kredse. Dette er sket gennem bevidstløs videreekkoen af søde løgne”

Jyllands-Posten 22/9 1999

”Tendensen er … den, at samfundets elite vil have proppet sine egne, "politisk korrekte" meninger ind i hovedet på den jævne mand. Og hvad disse meninger går ud på, bestemmes i stadig mindre grad efter forudgående undersøgelse af, hvad faktum er. Det bestemmes derimod i et samspil mellem politikerne, pressen og en kreds af "anerkendte" opinionsdannere samt professionelle institutionelle holdningspåvirkere (f.eks. miljøorganisationerne og de humanitære ditto).

…

Danmark er af den grund i færd med at udvikle sig fra demokrati til, hvad der kunne kaldes "manipulati". Altså et samfundssystem, hvor det afgørende ikke er, hvordan verden faktisk ser ud, men derimod en autoriseret opfattelse af verden. Og hvor målet for politisk virksomhed ikke er at skabe sympati for bestemte tolkninger af denne verdens indretning, sådan som den nu bedst muligt har ladet sig kortlægge gennem undersøgelse, samt for bestemte politiske løsninger på de problemer, der fremstår i lyset heraf. Nej, målet er at forme offentlighedens billede af tingene, så at det kommer til at passe ind i den af eliten valgte politik.

…

Her og nu er det … andre ting end kendsgerninger i gammeldags forstand, der tæller, og andre kvaliteter end sandhedssøgen, der påskønnes. Dagsordenen sættes ikke mere gennem vælgernes stemninger og behov, men snarere gennem de vælgerstemninger, pressen udmaler inden for de rammer, den politiske korrekthed tillader journalisterne, og gennem lukket diskussion i de kredse, der har magten til at bestemme, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er.”

Berlingske Tidende 12/7 1999

”For det første må den, der har ukorrekte meninger, regne med at blive afskåret fra en sædvanlig placering i medierne, som gør det muligt gennem disse at fremlægge tingene på en måde, der gør det sagte begribeligt for offentligheden. Det er f.eks. ikke skeptikerne over for den herskende fremmedpolitik, der inviteres til hyggesnak i TV. Og det er heller ikke deres skrifter, der citeres, anmeldes, kommenteres, ja blot omtales - medmindre sådant da kan vendes imod forfatterne.

For det andet må folk med forkerte meninger regne med at blive afskåret fra deltagelse i sædvanlige politiske debatfora. Ukorrekte synspunkter på fremmedområdet defineres således normalt som irrelevante ved arrangementer i de gamle politiske partier såvel som på "debat"møder i f.eks. de elektroniske medier. En placering i en sådan sammenhæng kan derfor som regel kun opnås, hvis man enten på forhånd afstår fra at rejse de mest centrale spørgsmål eller i al fald vil acceptere at blive hængt ud som højreekstremist. Der ønskes nemlig i virkeligheden kun indforstået at sludre. I et større humanitær foretagendes nedskrevne informationsstrategi lægges ligefrem vægt på, at organisationen "så vidt muligt undgår deltagelse i arrangementer, programmer og debatter, der lægger op til en usaglig konfrontation ... med repræsentanter fra organisationer med ekstremt flygtningefjendtlige holdninger" - hvilket selvsagt udelukker drøftelse af de kildne spørgsmål. Princippet er i øvrigt praktiseret så langt, at organisationen f.eks. har presset et regeringsbærende parti til ikke at tale med en fremtrædende kritiker af den misbrugte humanitet for at høre, hvori hans indvendinger består.

For det tredje må den ukorrekte regne med at blive udsat for personhetz af så uhyre grovhed, at den nærmest får mediejagten mod præsident Clinton til at ligne en Morten Korch film. På det tekniske plan er der tale om metoder, som meget langt svarer til dem, nazisterne anvendte mod jøderne i Det 3. Rige - forholdet er for øvrigt påvist af en dansk jøde, der har sammenholdt elementerne i Stürmer-hetzen med hetzen mod Pia Kjærsgaard.

…

For det fjerde må den, der ikke deler opfattelsen af denne fortræffelighed, regne med at blive tillagt en sådan mangel på dømmekraft og kvalifikation også i alle andre henseender, at det går ud over hans erhvervsmuligheder. En kunstner, som synger på Pia Kjærsgaards fødselsdag, må f.eks. forudse sine engagementer andetsteds beskåret, og en videnskabsmand må se mulighederne for at gøre en indsats inden for helt andre felter begrænset.

For det femte må en aktiv, politisk ukorrekt person forudse at blive udsat for korporlig overlast fra politiske ekstremister, som - i al fald indtil for nylig - stort set har kunnet regne med, at de uantastet af ordensmagten kunne gøre, hvad de lystede, så længe de blot holdt sig inden for, hvad retmenende journalister var i stand til at fremstille som legitim "antiracistisk" virksomhed.”

Jyllands-Posten 9/10 1998

”Når eliten først er blevet så overbevist om egne holdningers fortræffelighed, at den end ikke viger tilbage fra at (mis)bruge samfundets midler til at trække sine egne modediller ned over hovedet på jævne mennesker med nazipropagandametoder, kan man vente sig hvad som helst.

EkstraBladet 15/4 1998

”Nu er det jo imidlertid således, at nye politiske bevægelser, som samfundsudviklingen skaber, sjældent er elskede af den til enhver tid siddende politiske elite med tilhørende anonyme lederskribenter af høj etisk standard. For sådanne personer vil selvsagt hellere have lov til at blive siddende ved magten i fred uforstyrrethed. Derfor prøver de normalt at gøre ubelejlige nye bevægelser politisk ukorrekte.”

Jyllands-Posten 7/5 1997

”Udlændingepolitikken hviler på ansvarsløshed og ligegyldighed over for fundamentale problemstillinger. Dertil er den dybt umoralsk. Den negligerer jo nemlig også hensynet til dem, den hævder at hjælpe. Det er meningsløst at definere de mennesker, der tilfældigvis finder herop, som mest bistandsværdige. Én eneste selvudnævnt flygtning koster lige så meget at forsørge her i landet som 66 afrikanske børns tryghed. …

Som forholdene er, burde vi bruge alle for hånden værende midler på at hjælpe med at stabilisere forholdene i den 3. verden og dermed demontere befolkningsbomben. I stedet bruger vi pengene på at opbygge en befolkningsbombe i vor egen baghave.

…

Jeg venter ingen større opslutning til det, jeg skriver. Begivenheder, synspunkter eller viden, som et menneske ikke kender til, er for hans vedkommende ikke-eksisterende. For langt hovedparten af læserne eksisterer grundene bag det, jeg siger, ikke. Præmisserne i denne sag finder man nemlig ikke let på bibliotekerne. De præsenteres ikke i statsbetalte kulørte foldere. De reklameres ikke af smokingklædte mænd i TV-shows. Og de er slet ikke egnede til at holde konversationen flydende ved et selskab nord for København. Sandheden er i dag noget, der under personlig risiko må opledes i et dissidentmiljø, som pæne mennesker udmærket véd, de skal holde sig fra.

Og jeg venter mig slet ikke noget fra Politikens redaktion. Denne kronik blev kun lukket ind efter chefredaktørens tilkendegivelse om, at min såkaldt forkerte mening vil sætte Politikens rigtige til at stråle så meget desto herligere i kontrast.

Det kan den jo meget let komme til.

Hvis man i de kommende uger ikke ser mere fra mig, selv om jeg måtte blive overhældt med møg og groft misrefereret, behøver det nemlig ikke være fordi, jeg fattes svar. Grunden kan være den simple, at jeg er blevet forment adgangen til at svare.

Jeg skriver ene og alene for, at læserne ikke ad åre skal kunne hævde, at de ingenting vidste.”

Politiken 12/1 1996

”Vi vil komme til at stå over for et alvorligt sikkerhedsproblem”

TV2’s høring i 1995 om indvandrere og flygtninge

”… der er ingen som helst udsigt til, at en "integration", som ikke er lykkedes noget som helst andet sted i Europa - eller i verden - skulle lykkes hos os. Hvad er det overhovedet for "integration", beroligelsesprædikanterne taler om? De fortæller, at det gælder om at indpasse indvandrerne i det danske samfund, men at vi skal respektere deres medbragte kultur. En sådan politik må imidlertid have til forudsætning, at denne kultur ikke fundamentalt set strider mod vor. Og det gør den jo. …

Det lader til, at medierne nu, med JyllandsPosten i spidsen, så småt er ved at indse den nærmeste fremtids talmæssige realiteter. Det indses f.eks., at vi står over for et samlet antal fremmede skolebørn på 10 - 12 %. Men der gøres ikke noget ud af at slå fast, at procentandelen vil blive ved med at vokse og vokse, så længe der ikke gøres andet, end der hidtil er blevet gjort. At "spredning" af indvandrerne blot vil føre til problemer i stadig flere lokalområder. At den "integration", der tales om, ikke løser noget som helst, hvorfor kun et hjemsendelsesprogram kan redde landet. Og at vi for øvrigt overhovedet ikke har nogen forpligtelse til at "multietnisere" den mikroskopiske plet på jordoverfladen, der i dag kaldes Danmark, samt at udviklingen i denne retning ene og alene skyldes vort Folketing.

Denne ejendommelige nærsynethed i medieverdenen gør det helt udsigtsløst at håbe på, at politikerne vil vågne. Hvorfor skulle de gribe ind for at undgå problemer, som medierne end ikke har sat på dagsordenen?”

Jyllands-Posten 21/12 1994

”Masseeksporten af arbejdspladser samt masseimporten af socialudgifter og etniske konflikter kan … meget vel føre til socialt, økonomisk og politisk sammenbrud. Men om dette tales der ikke meget. Fortielser, bortforklaringer og udenomssnak - det man kan kalde non-information - hersker.

Fagbevægelsen har ikke været i stand til at omstille sig til de nye realiteter men forsøger at definere nutidens problemer, som var de en genspejling af fortidens. På den måde kan gamle løsningsmodeller tages frem af skabet og støves af. Men dette fører ingen steder hen. Forslag, der f.eks. påpeger, at man ikke kan låne sig til velfærd, og at kollektive overenskomster ej heller er garanti for samme, er imidlertid non-information.

I de forudprogrammerede kadrer, hvorfra de gamle politiske partier rekrutterer deres ledere, er der tilsyneladende heller ikke plads til at fordøje den ændrede situation. På den økonomiske politiks område begyndte advarselslamperne ellers allerede at blinke i 70'ernes begyndelse med Fremskridtspartiets fødsel. Denne fødsel blev imidlertid ikke opfattet som en advarsel men derimod som en fornærmelse, der berettigede til hysterisering af den nyfødte. Senere vedgik Niels Helveg Petersen, at de gamle partiers demonstrative afstandtagen fra nødvendige løsninger, fordi de var blevet foreslået af Fremskridtspartiet, har kostet statskassen flere hundrede milliarder kr. Non-informationen havde med andre ord fejret triumf.

Og også på indvandringspolitikkens område har non-information domineret udviklingen. Ifølge den herskende indforståelse mellem de toneangivende politikere, medierne og den massive hob af moderigtige opinionsdannere må denne problemstilling overhovedet kun diskuteres ud fra ganske bestemte forudsætninger med hensyn til, hvad "kendsgerningerne" er, og hvilke løsninger der er stuerene. Desværre levnes der imidlertid ikke inden for denne autoriserede ramme plads til at påpege endsige løse de egentlige problemer. Indvandringspolitikken er nærmest blevet en slags legetøj - en skueplads hvor politikere og medier nogenlunde frit definerer og bortdefinerer problemer og behov, og hvor det afgørende som regel ikke er at opnå en ansvarlig stillingtagen men derimod at tage et stik hjem selv.”

Jyllands-Posten 25/1 1994

”Medens andelen af fremmedsprogede elever i kommuneskolerne i landets hovedstad stille og roligt er i færd med at passere 25 % for opadgående, er journalister, redaktører og kommentatorer ivrigt optaget af at finde et eller andet, der kan bebrejdes dem, som gør opmærksom på det helt uholdbare i en sådan udvikling.

Pressen er fallit i en af de mest kritiske politiske sager overhovedet.”

Danskeren nr. 3/1993

”Realiteten er, at immigranterne fosser ind, og at deres nøjagtige antal formentlig slet ikke mere lader sig opgøre. Samtidig fosser pengene ud af de kommunale kasser gennem bistandssystemet, som jo ikke er indrettet på at skulle være understøttelsessystem for alverden.

Samtidig er realiteten, at der fra politikerne blot kommer uklare udsagn om, at vi "har et medansvar" og om "integration". Hvad sidstnævnte egentligt er, og hvordan det skulle løse noget som helst, får vi ikke at vide. Det højeste vi kan gætte er, at politikerne er utilfredse med, at det endnu ikke er lykkedes at placere immigranterne i det danske arbejdsliv - eller rettere at få smidt tilpas mange danskere ud i arbejdsløshed og erstattet dem med indvandrere i stedet.

Tal dog rent ud!”

Jyllands-Posten 11/4 1993

”Realiteten i dagens situation er, at de driftigste elementer fra alle mulige lande maser sig ind i Danmark i en tilsyneladende endeløs strøm. Og politikerne har valgt at varetage disse menneskers interesser ikke blot på bekostning af andre og mere nødlidende fremmede, der er blevet hjemme, men også på bekostning af danskere, som ikke har tilsvarende personlige ressourcer og pågående lobbygrupper til at sikre sig bevågenhed.”

Jyllands-Posten 3/12 1992

”17/9 spørger jeg i JP J. Schleimann, hvor længe man skal sidde tavs med sine advarsler om indvandringens konsekvenser, inden man kan få lov til at ytre sig uden i JP's lederspalter at blive udnævnt til "kalkunsk hane", der skaber racehad. Samme dag svarer Schleimann, at jeg har mistet proportionssansen.

Kære Schleimann: I videnskabens verden er det således, at man er forpligtet til at skrive det, man ser, uanset om det sete ligger så langt fra, hvad pressens tjenere og samfundets elite har for øje, at alene afstanden får dem til at stejle.

Jeg er i det daglige omgivet af søde unge mennesker, Jørgen Schleimann, som har et berettiget krav på at kunne leve et lige så godt liv, som De og jeg hidtil har levet i dette land. Det vil de unge ikke komme til, hvis folk som jeg holder mund med det, vi ser, og det fremtidsperspektiv, det indebærer. Jeg synes, at De bør forstå, at jeg føler mig forpligtet over for disse unge. Og jeg synes mildt sagt, det er upassende, at Jyllands-Postens lederspalter bruges til at hælde benzin på det kætterbål, nutidens inkvisition i den anledning forsøger at tænde.”

Jyllands-Posten 19/9 1992

”Modstanden mod indvandringen vil ende i ekstremisme. Nøjagtig som det er sket i de lande, der har haft masseindvandringen længere end os. …

… argumentationens folk (vil) gradvist blive fortrængt fra den politiske scene, og initiativet vil glide over til dem, der anvender helt andre metoder i kampen om retten til landet”

Berlingske Tidende 5/9 1991

”På denne baggrund og i lyset af, at muslimerne med usvigelig sikkerhed vil opnå flertal herhjemme i næste århundrede, såfremt tilstrømningen fortsætter i den nuværende takt, er det nødvendigt at tale lige ud:

Det er en forbrydelse at døve den danske befolknings fornemmelse af fare ved at eftersnakke forfalskede oplysninger og beroligelsestale om befolkningsudviklingen. Den, der handler sådan, medvirker nemlig til at udskyde den stillingtagen, som er pinende nødvendig, hvis det ikke skal blive for sent at undgå en katastrofe for vore efterkommere.

Intet kan i dag undskylde en sådan handlemåde – ej heller at der handles i tillid til rigtigheden af andres fup-oplysninger. For sandheden er tilgængelig for alle og let at finde for enhver, der gider undersøge forholdene uden på forhånd at have besluttet sig for, hvad resultatet af undersøgelsen skal være.”

Berlingske Tidende 8/6 1991

”Hvis landets fremtid skal afhænge af mennesker som Birte Weiss, vil man kunne argumentere til dommedag uden at opnå noget som helst andet end at se Danmark gå tabt. For Birte Weiss giver sig ikke af med at lytte. Hun har nok at gøre med at hælde skidt og møg ud over dem, der som undertegnede argumenterer i stedet for at forberede de håndgribeligheder, hun med sin adfærd legitimerer som den eneste farbare vej.”

Berlingske Tidende 21/4 1991

”VI står med et enormt moralsk problem. Hvor langt skal vi strække vor egen tolerance, med risiko for at blive intolerancens døråbner? Hvor langt kan vi anstændigvis strække os, når vi betænker, at det ikke er vore lyksaligheder, der står på spil, men kommende generationers rolige liv her i landet?

DET er lettest at lade tingene ske, lade muslimerne komme og lade dem oprette deres kulturcenter. At lade det gå ligesom i 70erne, hvor gæstearbejderne ikke blev sendt hjem, fordi det ville være for ubehageligt. Dengang da de på forunderlig vis i al ubemærkethed mangedobledes, trods arbejdsløsheden. Det skete uden vort ønske, men i kraft af vor passivitet.

SKAL vi med den skyldighed, som denne passivitet måtte pålægge os, lade udviklingen fortsætte? Eller skal vi sige stop? Skal vi sige det ligeud, som dog turde være en selvfølge, nemlig at Danmark altså er vort land, på samme måde som vore gæster har deres. Og at vi ønsker at bevare de idealer og moralske værdier, der er bygget op hos os, for vore efterkommere.

DETTE valg må hver eneste af os gøre inden for de kommende år.

NOGLE vil helt undlade at vælge. Dermed har de accepteret det, der sker. De passive vil være på islams side. Alle de, der ikke gider, ikke har tid, ikke finder tid eller som blot ikke får bekvemmet sig til at gøre noget ved sagen, har valgt.

BLANDT resten, de der træffer et aktivt valg, vil en stor del lade sig lede af den almindelige tale om kulturberigelse, tolerance, respekt, humanitet og andet godt. Dette er de under den herskende demokratiske ordning i deres fulde ret til.

MEN de skal huske en ting. Og det er, at hvis udviklingen løber uantastet videre, sådan som den er kommet i gang nu, så er det kun et spørgsmål om tid, førend landet kommer i hænderne på mennesker, der er principielt fjendtlige over for vor form for demokrati, vore frihedsidealer, vore principper for menneskenes ligestilling og en masse andet af det, der er vort.

EN holdning - eller mangel på holdning - som muliggør et sådant forløb, kan med fuld føje karakteriseres som landsforræderisk.”

B.T. 22/2 1990

”Hvem har ret? Dette spørgsmål kunne sættes som overskrift på meget af det, der foregår på den politiske scene. At følge den politiske debat er som at se de blinde slås. Alle sætter en ære i at præsentere "kendsgerningerne". Men ingen er tilsyneladende i stand til at gøre det uden påviselige fejl. Der hersker forvirring om indholdet af de begreber, man betjener sig af, og et iøjnefaldende ukendskab til de respektive modstanderes synspunkter. Et privat forslag om at nedsætte et uafhængigt ekspertudvalg til at skabe opklaring er blevet afvist med foragt og mange skældsord mod forslagsstillerne. Kendsgerninger blandes derfor med ønsketænkning, gætterier og misforståelser til en uigennemtrængelig tåge. På denne bygges vor fremtid.

Hvis en marsmand dumpede ned i Danmark, ville situationen nok forekomme ham mærkværdig. Han ville se et land med en samfundsordning, som i princippet hviler på ønsket om, at beslutninger træffes på det sikrest mulige grundlag. Denne styreform er imidlertid afskaffet på et bestemt livsområde. Her går de sædvanlige forvaltere af politiske beslutningsprocesser rundt og ser betydningsfulde ud, sammenknyttet i et usynligt broderskab, hvis væsentligste formål er at undgå klarhed. Til erstatning for viden på tabuområdet anvendes ord, som intet sikkert eller fælles indhold har, men som lyder godt.

Rollen som fremfindere af oplysninger på det forbudte område er i dette mærkelige land overtaget af private, i deres fritid, hjemme på køkkenbordet og under de vanskeligst tænkelige omstændigheder. Men det, de finder frem, bruges ikke til noget. Med støtte i de magiske ord og de deraf skabte forestillinger nægter ordmagikerne nemlig at sætte sig ind i det.

Og i det demokratiske lands informationssystemer må det fremfundne ikke indgå. De fleste medier gør, hvad de kan, for at holde det ude eller fordreje det. Det må ikke fremlægges på bibliotekerne. Fremfinderne får deres plakater revet ned. De må ikke inviteres til diskussionsmøder på gymnasier m. v. Regeringen i det demokratiske og informationssøgende samfund har endog været i stand til at bevilge penge til "oplysnings"-formål på en sådan måde, at udelukkende repræsentanter for ordmagikerne kan få glæde af dem.”

Jyllands-Posten 2/1 1990

”Vi tilhører et fredeligt folk. Vi har et sprog, en kultur og en demokratisk tradition, som vi er glade for. Vi vil gerne have inspiration fra fremme kulturer - så længe det er os selv, der bestemmer farten.

Men Danmark er også et lille land i en stor verden, hvor der ikke skal meget til, førend det, der er vort, går tabt. Sker det, vil det ikke nytte at fortryde de smukke men urealistiske tanker, forhåbningerne, der ikke holdt stik, og den laden-stå-til, som førte os ud i uføret.

De, der er gået til modstand imod indvandrings- og asylvanviddet, er ikke onde mennesker. Det er bare mennesker, der ønsker, at danskerne skal      have lov til at være i fred, og at de skal have lov til selv at bestemme deres fremtid. Derfor kræver denne nye modstandsbevægelse, at der gives befolkningen klar besked om, hvad situationen er - med andre ord at vi får tingene op på bordet.

Er det ikke et rimeligt krav?

Man har på det område, jeg beskæftiger mig med i denne bog, netop berøvet danskerne muligheden for at se, hvad der foregår, og for at diskutere det frit. Man har snydt os og forlangt, at vi skal tage løgn for sandhed, fortielse for fuldstændighed og undertrykkelse for frihed. Man har krævet, at vi på dette grundlag tavse skal gå til den slagtebænk, hvor nationen skal henrettes.

Jeg tilhører en kreds, der føler, at vi vil bevare det, der er vort, og at det ikke er så svært at finde ud af, hvad der er vort, som de mennesker siger, der ud fra egen åndelige afmagt fortæller, at der ingen dansk kultur er, at vort sprog er lån fra andre og vore værdier latterlige. Vi finder, at disse mennesker vel kan tale for sig selv, men ikke for os. Og vi finder især, at de ikke skal have lov til at berøve os andre vort hjem, vor tryghed, et sted, hvor vi kan være i fred med vore vaner og uvaner, på godt og ondt, i det fællesskab, som hidtil har været danskernes.

Og vi tror ikke en døjt på, at freden og husordenen vil kunne bevares i et stort ”multikulturelt” samfund af den art, som nogen fabler om at skabe herhjemme. Hvorfor skulle vi tro på det? Viser ikke alle erfaringer fra lande, hvor meget fremmedartede kulturer har trængt sig massivt ind, at sådant ender med ballade?

Vi vil gerne have inspiration fra andre kulturer og samkvem med dem. Men vi vil ikke løbes over ende af en masseindtrængen med alle de konflikter, dette medfører på længere sigt.

Vi vil derfor have løst det problem, vore ubetænksomme og passive politiske ledere er i færd med at skabe for freden og roen i danskernes hjem, vort hjem. Men vi vil have en dansk løsning. Vi vil ikke have en løsning af den art, som nu tegner sig f.eks. i det Frankrig, hvor le Pens Nationalfront huserer. Vi vil have en løsning, alle kan leve med.

Hvis dette skal nås, haster det imidlertid. Det må ikke glemmes, at vi står over for en bombe med lang udløsning.

De fulde virkninger af det indtag af immigranter, vi allerede har fået, vil jo nemlig først vise sig om nogle år, når de af dem, der nu er børn, bliver voksne, og når de af dem, der endnu ikke har opnået familiesammenføring, får deres familier herop.

Og de fulde virkninger af de statsborgerskaber, der nu uddeles med så let hånd, vil først vise sig i takt med, at vore ”nye landsmænd” gifter sig med personer hjemmefra, sådan som de jo helst vil, og som de vanskeligt vil kunne hindres i, når de har fået indfødsret. Et stort antal familiesammenføringer venter allerede på os i forlængelse af de statsborgerskaber, der indtil nu er uddelt. Hvis først familiesammenføringssnebolden for alvor begynder at rulle blandt mennesker, vi har givet rettigheder som danske borgere, kan det blive uhyre vanskeligt at få den stoppet igen.

Personligt er jeg bange for, at løsningen ikke kommer uden betydelige konflikter, voldelige sammenstød og store menneskelige ofre, selv om det teoretisk set stadig ville kunne nås. Danske politikere har jo nemlig ikke tradition for at være forud for udviklingen. Derimod har de i høj grad tradition for at gøre for lidt og handle for sent - og for at lave noget, som på overfladen ser godt ud, men som grundlæggende ikke betyder så meget. For de er vant til, at tingene ordner sig på en eller anden måde.

Adfærden hos langt hovedparten af politikerne giver da heller ikke nogen grund til at tro, at de har begrebet selve problemstillingens natur - endsige har forstået, hvad der allerede i dag skal til for at afværge det, der er ved at ske.

Jeg tror heller ikke, at befolkningen har fattet alvoren - selv om der tydeligvis er en betydelig uvilje mod den nuværende politik. Men danskerne har jo i øvrigt ikke tradition for at reagere ved stemmeurnen således, som deres virkelige problemer tilsiger - selv ikke hvis det ligger uigendrivelig klart, at situationen er alvorlig. Danske vælgere regner med, at ”nogen” sørger for deres ve og vel, og stoler meget længe på deres politiske ledere.

…

Når engang med tiden … selv Det radikale Venstre er ude af stand til at holde virkeligheden på afstand længere, er det jo også tænkeligt, at så mange immigranter har fået valgret, at de vil være nok til at blokere de nødvendige stramninger.

- Og hvis politikerne griber ind, hvad kommer indgrebet så til at gå ud på? Det kan jo f.eks. meget vel være, at indgrebet ikke vil have karakter af et forsøg på at stoppe kilden til vanskelighederne, men at det derimod vil søge at fjerne symptomerne på dårligdommen. Det kan således meget vel være, at (flertals)politikerne borer sig fast i deres tænkevægring og reagerer f.eks. som det er sket i Frankrig. Det kan være, at de berøver modstanderne imod immigrationen retten til at tale deres sag og opnå repræsentation i de folkevalgte forsamlinger under påskud af, at de er »racister«. At politikerne med andre ord vil reagere ved at skabe et falsk demokrati, hvor de besværlige politiske strømninger gøres ulovlige, således at de ikke kan finde afløb inden for folkestyrets organer.

…

Verden tilhører vel til syvende og sidst heller ikke dem, der nægter at se i øjnene, hvordan virkeligheden ser ud. Eller dem, der ikke kan beslutte sig til at leve.

Endsige dem som mener, at fred og tryghed er noget, som kommer automatisk ind i munden som stegte ænder, fordi andre sørger for det - og som måske er fulde af gode råd, men ikke kan tage sig sammen til selv at føre dem ud i livet.

Og verden tilhører slet ikke dem, der ikke tør.

Verden tilhører de aktive, dem der vil!”

Viljen til Modstand, Tidehvervs Forlag 1990

”Hvis man fremskriver befolkningsudviklingen herhjemme på grundlag af den indvandring, der foregår i disse år fra de overbefolkningsramte lande, kan det beregnes med matematisk sikkerhed, at den nuværende befolkning (med efterkommere) vil blive i mindretal inden midten af næste århundrede.

De nyindvandrede vil ikke blive integrerede i det danske samfund. Dertil er de alt for mange og har alt for afvigende kulturmønstre. Tænk blot på erfaringen fra Bulgarien, hvor det efter flere hundrede år endnu ikke er lykkedes at integrere muslimerne. Og tænk på Libanon, som er en oprindeligt kristen stat. Tværtimod vil de etablere deres egne samfund her - med egne skoler, institutioner osv. - først i form af ghettodannelser i de store byer. Disse samfund vil efterhånden gøre sig gældende på bekostning af vort og under tilsidesættelse af vor kultur og vore frihedsidealer. Dette vil avle voldsomme konflikter. I f.eks. England er der allerede hele byområder, hvor kvinder ikke længere kan færdes frit på grund af de der herskende muhamedanske kulturnormer.”

Dagbladet 23/8 1989

”Meget af det, der foregår på indvandringsområdet, (er) i virkeligheden … en ny klassekamp. Det er nemlig en kamp mellem på den ene side dem, der har magten, intelligensen og økonomien til selv at bestemme, hvilken virkelighed de vil have inde på livet, og på den anden dem, som kun har muligheden for at leve i de omgivelser, de nu en gang er sat i.

Denne kamps udfald vil afhænge af, om tilstrækkeligt mange medborgere med den nødvendige økonomiske og åndelige frihed i tide vil gå ind i forsvaret for de svage i vort samfund i stedet for at hengive sig til deres nye eksotiske interesser. Det er derfor ingenlunde givet, at kampen vil blive vundet af den rigtige side.

Set i dette perspektiv er der ikke meget at fejre på Grundlovsdag 1989. De beskyttede, dannede klasser lever deres eget liv og bestemmer selv, hvad der er beskyttelsesværdigt, og hvad der overhovedet er et problem for folket. De undser sig ikke for at forråde dette folk i forsøget på at opretholde det indbildte verdensbillede, som er forudsætning for bevarelse af respekten omkring deres egen status.

Disse landssvigtere vil næppe takke nogen for at forsøge på at bryde det kortsynethedens og skabelontænkningens monopol, som de repræsenterer. Tankeløst overvejer de formentlig end ikke det perspektiv, der ligger i, at jo længere den nuværende udvikling får lov til at fortsætte, desto mere radikale midler skal der til for at stoppe den. Skrupelløst hjemtager de tværtimod fordelene ved enhver nok så lille udsættelse i erkendelsesprocessen og forøger derved byrden for dem, der til sin tid vil skulle løse problemerne.

For det er jo kun en udskydelse der finder sted. Selv nok så mange smukke ord vil ikke i det lange løb kunne ændre ved den udvikling, som nu forløber med stormskridt.

Stop dem, disse samfundets utænkende spidser. Og gør det nu, medens det endnu kan ske ved stemmeurnerne!”

Tale ved Gentofte Bibliotek 5/6 1989

”DET, DER ER ved at ske nu, er, at vor generation af blot og bar forkælelse nægter at se visse ubehagelige kendsgerninger i øjnene på befolkningsudviklingens område og derved fører landet i en retning, hvor vor folkelige integritet og enhed kommer i risikozonen. I stedet sidder denne generations meningsdannere af de pæne, dannede klasser og puttehygger sig med en ganske urigtig opfattelse af, at det er dårlig tone og slet opførsel at stille spørgsmål.”

Berlingske Tidende 11/11 1988

”Jeg tror, at politikerne fra de gamle partier har fået kolde fødder. Deres handlinger viser, at de anser det for ubekvemt, hvis der spredes for meget lys over denne sag. Dette skyldes formodentlig, at lyset vil afsløre, at de allerede for 20 år siden burde have grebet ind.

Er det f.eks. ikke berettiget at spørge disse politikere om, hvad i alverden vi skal med en stor bestand af gæstearbejdere og indvandrere uden flygtninge-baggrund, når vi har arbejdsløshed? Kan nogen i ramme alvor mene, at det er udtryk for racisme eller fremmedhad at stille dette spørgsmål?

Hertil kommer så de - for at sige det lige ud - vanvittige konsekvenser af en lovgivning, som ikke tager højde for den nye situation. Det er, f.eks. påvist (Jyllands-Posten 4. og 25. 9) at en tamilsk familie med syv medlemmer, der har valgt at flytte fra Sri Lanka, hvor en plantagearbejder tjener 10 kr. om dagen, til os i stedet for stammefrænderne på det indiske fastland, kan opnå en månedlig indtægt i henhold til danske bistandsregler på 22.700 kr. efter skat. Til sammenligning koster et 'faderskab', der sikrer et barn på Sri Lanka en forsvarlig opvækst 75 kr. om måneden (tidsskriftet 'Udvikling', særnr. om Sri Lanka 1985).

Det er muligt, at jeg har uret i dette. Men hvis jeg har uret, hvorfor nægter man så at sætte undersøgelser i gang, som kan bevise, at jeg har uret?

Så længe dette bevis end ikke forsøges ført, må jeg gå ud fra, at befolkningen føres bag lyset.

Derfor må jeg opfordre til modstand. Kort og godt: Forlang klarhed.

Det er uværdigt, at borgerne i et frit land nægtes de oplysninger, som er nødvendige for, at de kan bedømme deres egen fremtid.”

EkstraBladet 5/11 1988

”Kan det virkelig være rigtigt, at der i en periode med arbejdsløshed og dramatisk voksende økonomiske vanskeligheder for landet uddeles statsborgerskaber til store persongrupper, som tydeligvis aldrig kan være kommet her ved tilfældigheder endsige som flygtninge? Kan det virkelig være rigtigt, at man blot ved simpelt hen at komme her og være her kan kvalificere sig til statsborgerskab? Og kan det være rigtigt, at de, der endnu ikke er statsborgere, bare kan blive her, selv om der er arbejdsløshed?

…

Politikerne har magten til at lade som om, indfødsretslovgivningen ikke er forældet. De humanitære organisationer har også magten til at skabe vanskeligheder for dem, der stiller spørgsmål, og som ikke blot vil acceptere, at det, der var godt for mange år siden, også er godt i dag.

Men hverken politikere eller humanitære organisationer har magt til at få problemerne til at forsvinde op i den blå luft. De har heller ikke magt til at få mig til at afstå fra at sige, at de begår svig over for det danske samfund.

Og svig er nu engang svig hvad enten den begås af åndelig dovenskab, frygt for at få pletter på sit pæne tøj eller - som det undertiden ses hos repræsentanter for indvandrerlobbyen - fordi sagen simpelt hen er blevet en hobby, en slags spil eller en fiks ide.”

Jyllands-Posten 24/5 1988