En saglighedens stemme er forstummet

Professor emeritus, jur. dr. Ole Hasselbalch 1945 – 2019.

Med Ole Hasselbalchs død er en saglighedens stemme forstummet. OH, som han brugte at underskrive sig i korrespondance med folk, som han kendte og arbejdede sammen med, tilhørte et absolut mindretal i vor samtids ofte alt for usaglige diskurs. Men ikke alene dét adskilte OH fra det gængse og middelmådelige. Oven i købet inkarnerede han samtidig et dybt engagement og ikke mindst et mod, som er og til alle tider har været sjældent.

Havde det ikke været for engagementet og modet, kunne OH have nydt sin stillings privilegier, som så mange af hans samtidige standsfæller gjorde og fortsat gør. Men integriteten fik ham til at opgive sin relative anonymitet og kaste sig selv for løverne. ”Støt Søren Krarup – af rationelle årsager!” skrev OH i efteråret 1986 i en annonce, som han indrykkede i flere store dagblade. Dermed kastede han sig hovedkulds ud i den diskurs, som ikke var nogen debat, men derimod en giftig polemik. Det var nemlig allerede blevet tydeligt gennem den smædekampagne, som rettedes mod Søren Krarup og dennes kreds af støtter.

OH blev født i befrielsesforåret. Hans forældre havde været involveret i modstandskampen, og hans opvækst prægedes af dét, som Søren Krarup engang beskrev som den nationale besindelse, der prægede efterkrigstiden. OH betragtede ikke Danmark som en forretning, men som det danske folks hjem, og han så det som en ufravigelig pligt at forsøge at levere arven videre i så god en stand som muligt. Det var ilden!

Hvad angik det praktiske og foreliggende, var han rodfæstet i det, der til tider er blevet beskrevet som halvtredsernes positivistiske tilgang til fakta; en tilgang, som endnu prægede universiteterne, da OH var jurastuderende. Han veg aldrig fra fakta, når han analyserede et problem. Hvad man kunne ønske sig, var i første omgang uden relevans. Det afgørende var de faktiske forhold og det mulige. Det var isen!

OH var en flittig skribent af kronikker af juridisk og samfundskritisk tilsnit til aviserne, og hans bogproduktion fylder flere hyldemeter. Hans pen var syleskarp. Han stod bl.a. fadder til ordet    faktaresistens; et ord, han påhæftede folk, som nægter eller ikke magter at se virkeligheden i øjnene.

Som man lærte OH at kende, gik det op for én, hvad der havde formet ham; hvorfra den særegne blanding af ild og is, af brændende engagement i udgangspunktet og kølig rationalitet i metoden, havde sit udspring. Hans evne til straks at se lige ind til kernen af en problemstilling var intet mindre end unik.

Man skulle tæt på for at kunne se det. De, som ikke kendte ham – især blandt hans modstandere – betragtede ham til tider som kold. Intet kunne være mere forkert, men han reserverede varmen til privatsfæren og vennekredsen. Han var forfriskende befriet for sentimentalitet og teatralsk føleri.

OH kunne forekomme fordringsfuld over for sine kampfæller, og blev man en sjælden gang rost, følte man det som at blive slået til ridder. Når det imidlertid gjaldt – også når nogen havde personlige problemer – var han den første til at stille op. Det var ikke med floskler og gratis tilkendegivelser, på vegne af et anonymt og skattefinansieret ”vi”, men for egen regning og risiko.

I Den Danske Forenings Styrelse lærte vi at sætte pris på denne sjældne kombination af træk, som OH inkarnerede. Vi kan stadig høre hans stemme: ”Det lyder da som en god idé. Hvornår begynder du?” Først studsede man, men så fulgte fortsættelsen: ”Iværksæt du bare det, og gå forrest, så ser vi, om det har gang på jord, inden vi åbner for pengekassen og begynder at opfordre andre til at bruge deres tid på det!”

En saglighedens stemme er forstummet. En stor landsmand og en blændende begavet patriot er gået bort. Ære være Ole Hasselbalchs minde!

I mindet om en afdød ven
Den Danske Forenings Styrelse