20.09.2019

Masseindvandrings-æraens ”Fagre nye verden”

Forfatter:

Ny bog af Ulla Dahlerup

 

Ulla Dahlerup:

Storhedsvanvid. En fremtidsgyser.

(Skriveforlaget, 2019. 449 sider. 319 kr.).

 

En ny skønlitterær retning er efterhånden opstået – skildringen af den skæbnesvangre kolonisering af Europa fra den tredje verden med alle de personlige og samfundsmæssige konflikter, det medfører.

  Ligesom da den problemdrøftende moderne litteratur dukkede op for snart 150 år siden, med fx Henrik Ibsen, og den samfundskritiske med fx Jeppe Aakjær og Martin Andersen Nexø, reagerer den etablerede meningselite imidlertid med forargelse og afstandtagen, ja, betvivlelse af at det overhovedet er litteratur, endsige betydelig litteratur.

  Men de bedste i den nye genre vil så vist også blive læst i kommende generationer som profetiske for kerneproblemerne i en ny epoke. Og først og fremmest vil sikkert de figurer i dem, der nu tolkes som odiøse, blive en slags helteskikkelser, som en ny Pelle Erobreren, der kæmper for sit folks retfærdige sag imod multikulturel forsumpning.

  Det gælder også hovedpersoner i Ulla Dahlerups spændende roman. I år 2039 kæmper de imod islamiseringen i Danmark. Landet er tildels forsumpet pga. ”overskudsbefolkninger, der siver ind overalt ligesom ophobet vand efter tunge skybrud”. En følge af den historisk nye og ”vanvittige ide”, at fremmede statsborgere fra krige i andre verdensdele skulle have ”ret til asyl og socialhjælp i Europa, hvor de intet har at gøre”. En koalition af Enhedsliste-ætlinge og islamister har magten i Danmark. Et hidtil uset lighedsmageri er indført med strenge straffe for såkaldte nationalister og racister. Som en af disse siger til en rød minister: ”Socialismen, som vil bekæmpe fattigdom, havde jo længe savnet fattigfolk i en velfærdsstat. Med masseindvandringen fik I en blodtransfusion og blev som besatte af begær – og nu har I magten i et fattigt, totalitært samfund, sikken en sejr!” Det var kraften i ”det marxistiske had”, kendt fra Sovjet, der nu skabte angst og gjorde det umuligt at argumentere imod indvandringen. Men de røde undervurderede islams magt.

  Private boliger reguleres statsligt for at få plads til de mange fremmede (ordet ”fremmede” er dog blevet forbudt). På et tidspunkt måtte man imidlertid af rent praktiske grunde sige stop for indvandring, men med de allerede indvandrede folkemasser og deres stadig mere talrige afkom arbejder regeringen videre på at skabe det nye multietniske menneske. Dansk Folkepartis ledere har magthaverne fået skudt. Endnu voldsommere er det gået for sig i Sverige, hvor borgerkrigen raser med kamp i gaderne.

  Man følger flere dramatiske handlingsforløb i bogen, mest en særpræget UNHCR-mission, anført af en FN-kaptajn, der repræsenterer det vestlige humanistiske storhedsvanvid, som er alle ulykkernes rod. Kaptajnen demonstrerer ”godhedens” velkendte skrupelløshed og paradoksale kynisme ved ikke at vige tilbage for et terrorangreb mod sine egne for at få fornyet sympati for flygtningearbejdet.

  Det storpolitiske billede i romanen skifter drastisk, da det nye osmannerriges konflikt med Grækenland fører til en generel fatwa til muslimer om at udvandre for at deltage i jihad, og det islamisk/røde tyranni i Danmark væltes med blodige konsekvenser for magthavere. Der oprettes et institut, som skal afprogrammere hjernevaskede danskere. ”Zombier er øgenavnet for borgere, der har troet så længe på det multietniske samfunds succes, at de ikke kan holde op med det.” Udsendelsen af muslimer fra Danmark foregår hurtigt: På tre dage kører tog 536.000 ud af landet i ro og orden. 345.000 lejligheder er blevet ledige i København.

  Den lettelse og glæde, muslimernes masseudvandring vækker blandt det gennem generationer så stærkt prøvede og tungt belastede danske folk, er nok det mest bevægende i romanen. ”Har du set det, de er væk!” råber en stemme. ”Langsomt forvandles utrygheden til en lattermild stemning. I store bølger strømmer danskerne til. De unge sætter i løb (…). Små børn hopper af ustyrlig glæde i efterladte møbler på fortovene. De internt fordrevne danskere vender nu tilbage til et Nørrebro uden gadeskyderier. Det er en overrumplende lykkelig dag.” For, som en af romanens sympatiske skikkelser konkluderer, ”nationalstaten er vores og alt, hvad vi har, vi er forpligtede på det nære. Tiden med Vestens humanistiske storhedsvanvid er omsider forbi.” Efterfølgende konstaterer bogens helt, journalisten Morten Skriver, at en af de store aktører i de tunge multietniske år var løgnepressen: ”Når man i dag læser papirsaviser, ser tv-udsendelser eller hører radio fra 1983 og årtier fremad, så er skammen på fagets vegne næsten ikke til at bære. Sådan en presse må aldrig opstå igen.”

  Kort sagt bliver der sagt mange sandheder undervejs i handlingen. Om denne i detaljer er realistisk eller ej, er så et andet spørgsmål og egentlig også sekundært. De mange nye skønlitterære dystopier har vidt forskellige bud på det konkrete handlingsforløb, men de generelle rammer er skræmmende ens og realistiske, når nutidens tendenser forlænges med blot forholdsvis få år. Ulla Dahlerup har leveret en af de mere velskrevede advarsler om konsekvenserne af den aktuelle kurs, og hun gør alle de unødvendige lidelser mere håndgribelige for læseren, og politikkens absurditet indlysende ved at sætte den i relief af den hykleriske humanitære bestræbelse, den begrundes med, skønt den mest af alt skal opfylde et psykologisk behov og tomrum i notorisk uperfekte mennesker.

                                                                                                                                                     Peter Neerup Buhl

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2018
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

Liberalfacismen>>>

DANSK KULTUR I KORTE TRÆK>>>



Reconquista>>>