18.09.2019

Hjernespindet ”populisme”

Forfatter: Peter Neerup Buhl

Anmeldelse af en bog af Anna Libak

 

Anna Libak: Forstå populismen! (Gyldendal, 2018. 190 sider).

Når debatten kører i tomgang, kan det i stedet for at skifte emne hjælpe at skifte ord. De seneste år har angiveligt været præget af især populisme, fake news, identitetspolitik… Kan ske, at intensiteten af visse tendenser går op og ned i historiens bølgegang, men der er jo intet væsentligt nyt i disse fænomener. Svælget mellem elite og magthavere har altid været der; tidligere førte det endda til revolutioner, mens det nu mest manifesterer sig som protestpartier, der sjældent opnår en femtedel af stemmerne. Men politikere, der søger at indsmigre sig efter tidsånden, er et konstant fænomen over hele spektret. Fake news: klagesangen over pressens forvrængninger var allerede udbredt i 1800-tallet, der er bare først nu kommet elektroniske kanaler, hvor mange flere kan istemme den (og komme med egne versioner). Identitetspolitik: de faktisk ret små, højrøstede grupperinger, der nu er meget i fokus, får kun den magt, de får, fordi den klassiske mainstream-identitetspolitik jo er svækket. Nazismen var den ekstreme udgave af flertallets identitetspolitik, og den gjorde – i hvert fald i toneangivendes øjne – al hævdelse af almindelig europæisk identitet som selvstændig værdi odiøs, og dette tomrum er selvsagt blevet udnyttet.

  Men pointen er, at beskæftigelsen med alle disse angiveligt nye, store problemer i debatten får debatten til at handle om – debatten! Mens håndtering af de ganske konkrete problemer reelt skydes i baggrunden. For til alle sider skygger ”diskursen” for det, man dårligt tør kalde den objektive virkelighed (fordi denne af nogle endda ses som et vilkårligt udtryk for nævnte diskurs). På gadeniveau opleves dog allerede nu, at den rent fysiske virkelighed sjofles af ordmenneskene – men en dag vil alle opleve og på egen krop føle, at penge og ressourcer faktisk kan slippe op, at en nation ikke blot er et ”forestillet fællesskab”, og at vold og radikalisme ikke blot er definitionsspørgsmål.

  Grundlæggende indskriver Libaks bog sig i den herskende fortælling, at der faktisk er et distinkt, aktuelt ”populisme”-fænomen. Hun understreger, at populisme ikke er selve politikken, men en politisk metode, hvis udøveres selvforståelse bygger på, at ”de er blevet krænket og fornedret af overmagten”. Men igen: Om hvilke bevægelser gennem verdenshistorien kan man ikke sige dette? Tag nu fx arbejderbevægelsen, der simpelthen kom frem på, at man var blevet krænket og fornedret af de herskende. Jamen det var jo et reelt klagepunkt, kan man indvende. Eller var det blot vilkårene i et ressourcefattigt samfund med en stadig ret primitiv teknologi? Det er vel ikke entydigt. I hvert fald kan mange menige europæere med lige så gode argumenter hævde rent faktisk at blive krænket og fornedret i dag.  

  Ifølge Libak karakteriseres populismens metode af, at man taler ”for nogle mod nogle andre” frem for ”for noget mod noget andet”. Mange indvandringskritikere gør dog netop et stort nummer ud af, at man fx er ”imod islam”, ikke ”imod muslimer”, men selvfølgelig er det sagligt korrekt, at man er imod, at konkrete personer er i landet, og man anklager bestemte ansvarlige i toppen af samfundet for suppedasen. Men er der noget nyt i det? For nu at blive ved arbejderbevægelsen, talte man på en helt bestemt klasses vegne imod ”kapitalisterne”, ”udbytterne” osv. – i historien er samfundsmæssige konflikter altid blevet personliggjorte. Hver gang Libak og andre forsøger at udpege noget specifikt ved ”populismen”, synes det kort sagt at opløses mellem fingrene, og forsøget ligner selv en – ud fra egne definitioner – ”populistisk” stigmatisering af et segment med legitime klagepunkter. Debattens genstand er igen debatten i stedet for sagen selv.

  Rent sagligt tænker Libak rigeligt meget inden for det etablerede systems kasser. Som om alternativet er ”EU eller kaos”. Der kan dog netop tænkes mange alternativer til det nuværende internationale system; det bliver ikke nødvendigvis en jungle af selvhævdende nationalstater. Men Libak vil død og pine skabe løsninger via de selvsamme internationale institutioner, under hvilke den nuværende suppedas er opstået. Dét standpunkt kan hun ikke nå frem til med logik. Al den stund, der er svært at spå, især om fremtiden, bygger det i sidste ende på ideologiske præferencer, om man tror det mest realistisk at omvende de eksisterende ”eliter” eller at erstatte dem med noget nyt for at nå bæredygtige løsninger i tide.

  Disse indvendinger til trods er der vel at mærke mange gode indsigter at finde i Libaks bog. Hun er langt over gennemsnitsniveauet i det parti, hun forgæves stillede op til Folketinget for, Venstre.  Hvis hun havde fået magt som agt, ville meget kunne løses, fordi hun i det mindste forstår den saglige kerne i ”populisternes” klager, skønt hun altså på velkendt vis mest kommer dem i møde for at redde de herskendes liberaldemokratiske institutioner (der dog tit er ”liberalfascisme” bag ”retssamfundets” facade). Men hun havde jo netop ikke fået magt som agt, men havde ligesom en Marcus Knuth og til dels Støjberg den funktion at give vælgerne illusion om, at Venstre tager dem alvorligt. Ligesom Socialdemokratiet har en Sass Larsen (og for så vidt DF havde en Mogens Camre).  Det er desværre kommet dertil, at gode kandidater til Folketinget skader mere, end de gavner, fordi deres fornuftige signaler skygger over den førte politiks elendighed.

                                                                                                                                                                                                   

Bestil bøger her - fra
Den Danske Forening

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

                 det frie ord>>>

OPGØRET >>>



Reconquista>>>