10.07.2019

DDF klager over DR

Forfatter: Søren Lind Jensen



Klage med krav om berigtigelse og beklagelse

I Deadline lørdag d. 22. juni, hvor Folkefesten ved Mossø løb af stablen, havde en ekstremt forudindtaget TV-vært ved navn Steen Nørskov fundet tre såkaldte ”eksperter” frem, som naturligvis skulle give arrangementet et fordækt skær. Der kom ingen velunderbyggede fakta fra de tre, kun meninger og et enkelt pip fra en pensioneret lektor fra RUC om, at andelen af ikke-vestlige indvandrere i Danmark er stigende. Hvilken overraskende nyhed!

Indledningen til DRs Deadline lørdag d. 22. juni 2019 lød som følger: ”Nogle af de kendteste ledere af Europas yderste højre mødtes i denne skov ved Skanderborg i dag.” (Den 96 år gamle norske modstandsmand Jan Høeg og Marie Krarup var iblandt talerne – ”det yderste højre”, javel, ja!) Deadline-værten siger, at Martin Sellner fra Generation Identitær Østrig og Tommy Robinson talte til arrangementet, hvorefter der blev vist billeder af de to og videoklip med Robinson fra England. Problemet for DR er imidlertid, at både Sellner og Robinson blev forhindret og derfor ikke ”mødtes i denne skov ved Skanderborg”. 330 festdeltagere kan bevidne dette. De pågældende journalister, der uden nogen som helst research lader en sådan usandhed gå over skærmen i en public service-kanal, bør som minimum stå til en reprimande!

Forhistorien er, at jeg fem dage før arrangements afholdelse telefonisk blev kontaktet af vagthavende redaktør på DR-nyheder, Joakim Frøsig. Han bad om, at DR kunne få adgang til Folkefesten bl.a. for at interviewe Tommy Robinson. Til det svarede jeg, at både hans og Martin Sellners deltagelse hang i en tynd tråd pga. personlige forhold, men at jeg først kunne melde tilbage om de to herrers evt. deltagelse en eller to dage før Folkefestens afholdelse. Jeg sagde i øvrigt til Joakim Frøsig, at DRs deltagelse i Folkefesten kun kunne foregå på samme betingelser, som alle andre deltagere, nemlig ingen fotografering eller filmen, dog med den undtagelse, hvilket også fremgik af Folkefestens ordensregler, at hvis de potentielle emner til interviews indvilligede heri og med en neutral baggrund som søen eller skoven, så ville det være i orden

Fredag d. 21. juni var jeg igen i telefonisk kontakt med Joakim Frøsig, som jeg forklarede, at de to ovennævnte herrer havde meldt afbud. Til det sagde Joakim Frøsig, at så måtte han finde på at bringe noget andet nyhedsstof – underforstået – så havde Folkefesten ingen interesse for DR.

Desuagtet kom en DR-kassevogn med kameraudstyr forbi, 20 minutter før arrangementet skulle begynde om lørdagen. Journalisten spurgte mig – som en af arrangørerne af Folkefesten – om de måtte komme ind for at filme og lave interviews. Egentligt okay, at DR havde ændret mening. Jeg sagde imidlertid til den unge journalist: ”Eftersom en del deltagere ikke ønsker at blive filmet eller fotograferet bl.a. pga. mulige repressioner på deres arbejde, har vi som arrangører garanteret dette, men I er naturligvis velkomne til at komme ind og kigge jer omkring og tale med og interviewe folk – blot uden at filme jfr. ordensreglementet for Folkefesten. Hermed kan I jo også forvisse jer om, at der intet fordækt foregår. Disse regler gælder for alle deltagere i Folkefesten.” Det tilbud ønskede journalisten og kameramanden dog ikke at gøre brug af.

Man kan kun gisne om, hvorfor de ikke ville benytte sig af det tilbud? Måske fordi de så ud fra deres optik naturligvis ikke kunne få den vinkling på aftenens Deadline, som på forhånd var lagt til rette.

Dette blev i Deadline manipuleret til: ”Folkefesten var lukket land for journalister, i hvert fald hvis man kom fra DR og havde et kamera med.” Ved at have accepteret tilbuddet om at komme ind og kigge, lytte med og stille spørgsmål til deltagerne, kunne de så have meldt tilbage til studiet, at Martin Sellner og Tommy Robinson – af forskellige grunde i øvrigt – havde meldt afbud til arrangementet, således som jeg også havde fortalt Joakim Frøsig. Men nej, den journalistiske dovenskab vandt, og i Deadlines ”rapportage” blev det så til, at de Tommy Robinson og Martin Sellner talte til arrangementet. Et forrygende anskuelighedseksempel på, hvor jammerligt det står til i den journalistiske kaste. Man gider ikke engang tjekke mere, om de ”nyheder”, man udsender, rent faktisk har fundet sted. Der er ikke kun tale om indolens, men om grov journalistisk pligtforsømmelse, som over for de ansvarlige som minimum bør udløse en indkaldelse til tjenestelig samtale med en advarsel til følge.

Radio 24syv havde i øvrigt til arrangementet d. 22. juni fået en journalist akkrediteret, som gik rundt og tog interviews, og det forløb uden problemer. Hun interviewede mig i øvrigt tre-fire minutter, hvilket dagen efter blev udsendt i æteren. Sidste år, hvor arrangementet blev afholdt uden for Jægerspris, dækkede en journalist for Information Folkefesten.

Jeg afventer en beklagelse og en berigtigelse fra DRs side, for så vidt angår de fremførte usandheder i Deadline d. 22. juni om, at Martin Sellner og Tommy Robinson talte til arrangementet i en skov uden for Skanderborg samt at Folkefesten var lukket land for DR.

Efter en beklagelse og berigtigelse fra DR vil jeg ikke foretage mig yderligere.

Skulle dette mod forventning ikke ske, bærer jeg sagen videre til Pressenævnet.

 

Med venlig hilsen

Søren Lind Jensen – Formand for arrangementskomitéen FF19

 

 

 

Læs INDSIGT-UDSYN her

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller støt vores arbejde økonomisk.

 

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810