Det radikale storhedsvanvid-Danmarks ulykke.

Arne Lago von Kappelgaard

Som intet andet dansk politisk parti, lever Det Radikale Venstre til fulde op til de tre store  S-er: Selvglade, Selvgode, Selvretfærdige, som de i deres selvfedme går rundt og skilter med, hvor de kan komme af sted med det.  Med vanlig radikal arrogance og bedreviden, bliver der set ned på andre, der har en anden mening. Dette akrobatagtige og indbildske parti, hvis varemærke er at være en indædt modstander af alt som har jordforbindelse.
At være radikal er nemlig en følelse, en sjælelig tilstand, såre dobbeltbundet og krævende, både for balancenerven, ordforrådet og den aldrig svigtende og til enhver tid fleksible samvittighed.
Her råder det radikale - i egen optik - visionære menneskesyn, hensynsfuldheden, solidariteten, indsigten, sømmeligheden, fornuften og ikke mindst godheden og ubøjeligheden, så man kan føle sig så selvretfærdigt varmt og vel til mode. 
Hensigten er, at de kan føle sig uhyre ophøjede, kosmopolitisk visionære, tolerante, rummelige, inkluderende e.t.c., men også det kroniske storhedsvanvid, den radikale oppustede bedreviden, verdensfrelseri, anti-dansk politik, muslimsk-logrende, fromme meninger og indbyggede bedrefølelse, og frem for alt varmtluftsballonen "humanisme" og "det gode menneskesyn," som de radikale ikke mener man kan overlade til ”hoben.” De er typiske repræsentanter for skolelærer-og præstedøtresegmentet.
At være radikal er noget særligt, og noget mere end de andre, da de mener at besidde en indsigt og klarsyn som ikke er andre forundt, og som har belæring behov. At puste sig op med utopier og ønskedrømme, som ender med at blive en livsløgn, fordi man nægter at se realiteterne i øjnene. De radikale  kan altid kendes på glorien og den fornærmede hønserøvsmund.
De radikale mener at have frikort til at nedgøre og stigmatisere dem, som de ikke deler synspunkter med. Meget ofte bringer det mindelser om middelalderens djævlebesatte  mennesker, der også blev skingre, virkelighedsfremmede og farlige. De ynder at føre sig frem som der Schulmeister, der skal belære andre.
De radikale er som den trætte fader, der alligevel finder at han bør gøre sin pligt over for de håbløse tungnemme børn, der ikke ved deres eget bedste. Det tragiske og triste er, at det har så store omkostninmger for den etniske dansker.
Opblæst nar er et godt ord at betegne de radikale, men tosse er bedre. Disse intellektuelle tosser er nemlig en del af den herskende elite og deres ideologi. De er om nogen, eksponent for det korrekte mennesyn, uanset omkostningerne, politisk/menneskeligt.
Det vil sige, en ideologi der har sat rammerne for, hvordan den politiske virkelighed skal forstås. Det multikulturelle samfund er af det gode, og andre forestillinger er forkerte. Eller sagt på en mere direkte måde: Kultureliten forsøger systematisk at få kontrol over bevidstheden om den multikulturelle udvikling ved at gøre disse tanker politisk korrekte. Tossen er derfor en del af den elite, som forherliger multisamfundet og den idealistiske humanisme, og som på den baggrund kaster smuds på danskernes eget syn på deres kultur. De ”hjemligt-hadende” radikale nedgører danske normer og værdigrundlag, for de mener at kende verden så meget bedre, end deres forbenede og forstenede landsmænd, der i radikal optik bevæger sig i slammet som et andet kældermenneske, sagt af rendestenens ukronede konge, Carsten Jensen.
Det næsten lugter, at lufte ”danskheden”, men har man den frækhed ikke at være enig i vurderingen, så bliver man beskyldt for et mørkebrunt menneskesyn der er ”udansk. Okay, hvis noget er ”udansk”, så må der også være noget ”dansk”! Den såkaldte ”elite”, er at betegne som de europæiske folkeslags bødler.

Derfor siger kultureliten, må de forskrækkede danskere vænne sig til, ”at sådanne hjemløse grupper kommer. Vi kan ikke undgå dem”, eller hvad der nu måtte trænge sig på. Der er tilsyneladende altid en såkaldt human forklaring eller det ”gode menneskesyn”på, at vi stiltiende skal se på vort eget lands gradvise undergang. Det er det tragiske. Og når EU forbeholdene er væk, kan vi heller ikke undgå alle de bådflygtninge, der skal fordeles rundt i de forskellige EU lande. Og når det sker, træder der en en ny tosse frem og siger: ”Vi kan ikke undgå dem”.

Det store spørgsmål er selvfølgelig: Hvem er disse mennesker- Lektor Besserwissen og Generalsekretær Uberklug, stud.dit eller cand.dat -  der sidder rundt omkring og kommer med gode råd, og skal belære – for vi har åbenbart belæring behov - og gøre sig til dommer over os andre. Hvem er disse intellektuelle humanister, der elsker menneskeheden og især muhamedanere som deres egen mor. Hvem er disse tosser, disse kolde karrierehjerner, der bruger deres titler til at afvikle dansk kultur og indføre multikulturen.

Svaret er, at de er en del af den store brogede flok af professorer, lektorer, sociologer, antropologer, journalister, grupper som ”Bedsteforældre for Asyl/Forældre mod Politivold/Bibliotikarer for Fred, Venligboere” og andre, lad os kalde dem ”the enablers” fra den pludrende klasse, slipsløse, ubarberede karriere-kanariefugle, som viser gummisko i DR-2 Deadline, fortrinsvis af radikal og venstreorienteret observans, der kun har deres karriere at tænke på. Det er professionelle humanister med nagelfaste værdier, som kan udelukke enhver der er uenig fra det gode selskab. Mange sidder i livsjob betalt af staten, eller i job som får massiv statsstøtte. Deres ærinde er fedterøveri, opmærksomhedssøgende, behagesyge, popularitetsjagende og ikke at forglemme trangen til at pleje forfængeligheden. Sværere er det ikke. Mennesker der derfor har indset, at det nok er klogets og mest sikkert at flyde med strømmen og ikke komme i modvind ved at tænke forkert, og skade nogens noble følelser..
Når den ubændige trang til at nedgøre anderledes tænkende opstår, som kan man jo altid oratorisk  urinere på den arbejdssomme dansker, der er blevet svigtet af de politikere, der først burde tænke på egne borgere, men det er der selfølgelig ikke så meget prestige i, for en radikal med det store udsyn og de vældige tanker. Må vi få en trommehvirvel.
At skulle lægge øre til hele det etablerede ekspertudvalg af mediefolk, med de såkaldte rigtige meninger, udtale sig som såkaldte neutrale orakler, der skal hjælpe os borgere  med at få noget indsigt i problemstillinger, så vi på demokratisk vis kan træffe velovervejede beslutninger, er en skændsel, som man får opkastningsfornemmelser af.
Vi blev beskyldt for at være xenofobiske smånazister med manglende udsygn, åndsevnerne rakte ikke til at overskue det magiske multi-kulti projekts storhed, og vi var lavtlønnede småkårsfolk med dårlig uddannelse fra Danmarks yderområder, ej heller førte vi åndfulde samtaler på et højt akademisk plan (ifølge vores kritikere) ved Verner Panton bordet, omgivet af klassiske designermøbler og Købke på væggen og Rifbjerg og Carsten Jensen i reolen. Med andre ord, ”rene linier, stilrent og godt design”.
Nej,- vi er dem med kakkelborde og Ikea-møbler, Giro 413-lyttere, hjorten ved skovsøen under sofagruppen, samt Mågestellet i skænken. Vi er de ikke-omstillingsparate.Vi er dem der ikke har råd til at være kreative rent skattemæssigt, så er stigmatiseringen på plads. Derfor, tag en tur ud på landet eller i byernes ghettorer og snak med de etniske danskere som er klemt og som må leve med daglige ydmygelser og chikane samt det der er værre. Her bor de stadig, de som byggede landet, de som skabte vores velfærd og velstand. Her bor de, som medieoverklassen betegner som ”hvidt skrald.” Her bor de mennesker, som er med til at kvindelige ikke-vestlige indvandrere ikke behøver at stå op om morgenen, for at passe et arbejde!
Ufatteligt, at danskerne ikke sætter hælene i.

Skyld, skam og forargelse hældes ned over vore syndige hoveder, hvis vi tillader os at stille spørgsmål, stille krav/betingelser og trække grænser om det betimelige i den førte politik. Vi kan konstatere, at naivitetens brede vej, tankeløst er blevet betrådt i alt for mange år.

Sagen er nemlig den, at i Danmark har de radikale i uskøn forening med de fleste af Folketingets partier – selv de såkaldte konservative - udøvet massevoldtægt mod egen etnisk befolkning, og det samme er sket i de lande vi ynder at sammenligne os med, nemlig ved at være dem, der holdt offeret (etniske medborgere) nede, medens voldtægten foregik. For sagen er, at danskernes gode vilje og parathed til at hjælpe, i den grad er blevet misbrugt af vores selvfede politikere, og vi ser en befolkningsudvikling ikke alene i Danmark, men i hele Europa, som befolkningerne lægger afstand til. I Danmark har der aldrig været folkelig opbakning til den førte politik på udlændingeområdet. Det har været et diktat fra den politiske og pludrende klasse, som jeg ikke på nogen måde ønsker at hæfte for, når eksperimentet med Danmarks fremtid begynder at skride.
Har man øjne at se med, og øre at høre med, så er man klar over, hvor alvorlig situationen er for Danmark, ja, i øvrigt for hele Europa.
Europa har bevæget sig derhen, hvor det er at sammenligne med en gammel luder, uden på nogen måde at ville genere udøverne af denne gamle profession. Danmark/Vest-Europa har udviklet sig til et flydende ansigtsløst samfund, hvis magtkorrumperede establishment er helt ude af trit med landets etniske borgere. Man er mere interesseret i at behage de udefra kommende, end i landets egen befolkning, hvor en mindre og mindre del, skal forsørge resten, der er på diverse overførelsesindkomster.
Vi er nået dertil, hvor ”gæsterne” er begyndt at diktere værten hvor bordet skal stå. Vi er snart paria i eget land, godt hjulpet på vej af nosseløse politikere og diverse lalleglade koran disciple. At skade Danmark, har fra partiets start i Odense 1905, været en hovedhjørnesten i Det Radikale Venstre´s politik. De Jelvedske medløbere som Vestager, Helveg, Stampe, Hersom, Allerslev, Carsten Nielsen, og overløberen Rohde, der alle anser sig som bedre og mere uddannede  mennesker end de fleste, er i realiteten ikke andet end opkog  af landsforræderen, den radikale Erik Scavenius og han hentede næring til sin omklamring af Werner Best fra Corfitz Ulfeldt. Partiet har et iboende quislinge gen. De radikales mål er en likvidering af egen historie, og afvikling af vestlige værdinormer. Her gælder det om at skide på Danmark og sværte dem til der er uenige. Vi smykker os ikke med flaget, og vores politik er ikke pakket ind i Dannebrog, som ”Hendes Hellighed” Margrethe Vestager har udtalt.
At være radikal er ikke en politisk overbevisning, men en karakterbrist. Det illustreres bedst af seneste stunt (12.8.2013) fra Margrethe Vestager, hvor hun på kvalmende vis udtaler disse udsagn: ”Vi tror. På Fremtiden. Vi lytter. Før vi beslutter. Vi samarbejder. Med dem der vil.” De radikales overrabbiner Morten Helveg Petersen fortsætter i samme skure, her op til EU-Parlamentet (2014), med følgende slogan: Vi tror. På Europa.”
Og man kunne have fortsat med ”Vi elsker. Mest os selv.”
Dette er et klassisk eksempel på de radikales selvsmagende og selvbefamlende masturbation, iklædt den pludrende klasses aldrig svigtende oratoriske udgydelser, tilsat lidt kändis-liderlighed og forsøg på at frembringe patos.
Partiet har altid været løbedreng for usselheden, nedrigheden, undermineringen og løgnen, for at pleje egne snævre partiinteresser, medens de foregiver at give den som moralske foregangs mænd.
Men skal vi være så tolerante, at vi tolererer vores egen undergang? For at blive i den radikale optik, ”sådan er det jo,” udtalt  15.8.2012 på de radikales sommergruppemøde af Margrethe Vestager. Disse fire ord, blotlægger partiets DNA: Arrogance, ufølsomhed, bedreviden og en elitær bedreviden i forhold til mennesker af dansk oprindelse og etnicitet.