På mange måder behandles de politiske fløje forskelligt, selv efter godt 30 års debat. Det er blevet særlig tydeligt med Paludans markante fremfærd. Her hedder det således, at uanset hvad modparten gør, ”vinder Paludan” på det. Selv hvis han ikke vælges ind, har han ”vundet”. Det bygger jo på en forudsætning om, at Paludan bare er en opmærksomhedssøgende ballademager, at politisk chikane og medieomtale er alt, ikke sagen selv. Det er en helt anden omtale, en Johanne Schmidt-Nielsen får, når hun udskifter politikerkarrieren med et ben i velgørenhedsindustrien, hvor alle venstrefløjens aflagte aktivister synes at ende. Med venstrefløjsfolk er der tale om ”ildsjæle” med ærligt ”engagement” i en sag, osv.

Paludan er også kritiseret for at være ”højrenationalist i børnehøjde”, og det problematiseres, at det er de helt unge, han retter sit budskab til. Samme indignation blev Den Danske Forening i øvrigt genstand for, da undertegnede i 2001 stod for en happening med tilbud om satirisk anti-islam-optræden for børnehaver. Her er det for mainstream helt i orden, at modsatte budskaber fremføres i børnebøger, ligesom der er ”klimadag” på skoler, ja, klimasagens ikon er et umyndigt barn, der hyldes for at gentage tidens fraser. Og som en lektor i pædagogik for nylig udtalte, er det okay at tage børn med til demonstrationer for ”gode” sager, men ikke slemme såsom imod islamisering. Hvorfra denne skelnen, når der let kan argumenteres for, at den anti-islamiske kamp er tidens mest positive fænomen?

Endelig har Paludan også været i modvind, selv blandt andre nationalsindede, når han skulle definere, hvem der er dansker. Dét antages jo i særlig grad at være indvandringskritikeres opgave. Men sagen er dog såre enkel: Dansker er den, som loven p.t. siger er dansker. Disse kriterier kan man så være uenig i og arbejde på at ændre. Men dette vilkår er ens for alle politiske farver: Hvad giver venstrefløjen ret til at ville kalde en masse uintegrerede tredjeverdensfolk for danskere? Det er et fuldt så legitimt spørgsmål som, hvad der giver nationalister ret til at benægte manges danskhed. Om resultatet bliver en snæver eller vid danskhedsdefinition, afhænger af udfaldet af den politiske kamp. I udgangspunktet står alle holdninger ved samme startlinje, men også her gives de antinationale en fordel af mainstreammedierne, og det antages, at nationalsindede har en særlig bevisbyrde. Skønt i historisk perspektiv er det dog de dansknationales modstandere, som vil forkaste den etablerede orden og derfor skylder forklaring.