30.04.2019
Resolution
Forfatter: Peter Krogsten
Generalforsamlingen i Grundlovsforeningen Dansk Kultur har vedtaget følgende resolution:
Generalforsamlingen i Grundlovsforeningen Dansk Kultur har vedtaget følgende resolution:
Foreningen ser med stor bekymring og afsky på det stigende antal indgreb mod helt fundamentale borgerrettigheder og de gamle politiske partiers forsøg på at kvæle en for dem ubehagelig debat.
Vi er dybt bekymrede over pressens følgagtighed og mener, at udtryk som ”Borgernes vagthund” nærmere peger på pressens rolle som politikernes værn imod borgerne end pressens rolle som borgernes værn imod politiske overgreb. Den nyligt vedtagne L95 kræver, at borgere pålægges objektivt ansvar og dermed selv skal bevise, at ytringer ikke stammer fra en fremmed efterretningstjeneste – i praksis Ruslands.
Vi nærer den dybeste foragt for pressens medvirken til politisk korrekthed og til den massive skjulen af ubehagelige sandheder, herunder problemer forårsaget af årtiers forfejlede indvandring.
Det er en kilde til stor bekymring, at internationale aftaler – konventioner – misbruges og bevidst misfortolkes, og at dybt skadelige aftaler som FN’s Marrakech-aftale og EU’s tilsvarende, forsøgtes lusket igennem uden offentlig debat, og at pressen var helt tavs om dem. Ingen af aftalerne findes i en officiel oversættelse til dansk, da hverken regeringen, EU eller FN mente, det var nødvendigt.
Begge aftaler ligestiller økonomiske lykkeriddere med ægte flygtninge. Begge aftaler taler direkte om meningscensur. Og begge aftaler kriminaliserer kritik af den førte politik.
Ytringsfrihed, herunder ret til at kritisere såvel partier som enkeltpersoner, garanteres i Grundloven, da ytringsfrihed er af fundamental betydning for demokratiet. Begge aftaler indeholder grundlovsstridige elementer, og bør alene derfor opsiges med øjeblikkelig virkning.
På Grundlovsforeningen Dansk Kulturs vegne.
Peter Krogsten, næstformand
|