Det er sært i disse afradikaliserings-tider, som der åbenbart også er gode måder at være yderligtgående på. Senest fik den 16-årige klima-aktivist Greta Thunberg stående bifald fra EU-parlamentet, og nu skal hun mødes med paven. I sin tale i EU-parlamentet anbefalede hun europæiske politikere at ”gå i panik” over klimaændringerne og at handle, som om der er ild i deres hus.

Når man går i panik, handler man som regel uhensigtsmæssigt, men det er jo for et herskende segment ligegyldigt, når bare hensigten er god nok. Indvandringskritikere har aldrig anbefalet panik, skønt den kan virke begrundet, men metaforen (som dog stadig oftere også er konkret virkelighed) at vort hus brænder, har træffende været brugt om det konfliktfyldte multikulti-samfund, vore samfundshersere har fået indrettet til os.

Klima”forkæmpere” har det nemmere end indvandringskritikere (som burde kaldes danskhedsforkæmpere), fordi de mindre direkte behøver at tale imod konkrete grupper – og gør de det alligevel, er målet for kritikken såkaldt rige og hvide, der næppe har krav på beskyttelse… Sveriges enlige klimademonstrant sættes på en piedestal, mens Danmarks enlige demonstrant imod islamiseringen, Rasmus Paludan, dæmoniseres, og mange taler åbenlyst om det ønskværdige i at gøre ham tavs. Skønt han med sin humoristiske fremfærd faktisk virker mere menneskelig end den indædte fanatiker Thunberg. Paludan viser, at vor tids nødvendige strid lige så godt kan være den ”glade strid”, og der vil kun komme ulykker ud af at imitere de politisk korrektes panik og fanatisme.