DET DÅRLIGE SELSKAB

Se rigtig godt på venstre halvdel af det billede, jeg har lagt op. Der kan du se portrætter af 31 danskere, 26 nulevende og fem afdøde (den sidste række). De er ”Det Dårlige Selskab”, og flere af dem er folk, hvis venskab man gør klogt i ikke at skilte med, såfremt man måtte have ambitioner om en dag at måtte ende med kors og bånd og stjerner på. Og det er med sikkerhed ikke karrierefremmende, selv for de mindre ambitiøse.

Sidder du til middag med journalister eller meningsdannere, så skal du lære at holde din kæft. Det kan gå frygtelig galt, hvis du af vanvare - i et splitsekund af skæbnesvanger synaptisk uopmærksomhed - kommer til at omtale én de værste fra selskabet positivt. Ja, selv en uskyldig bisætning hvor noget, der svagt kunne antyde, at du nærer bare et minimum af sympati, enten for vedkommende eller for noget den pågældende har skrevet eller ytret, kan få alvorlige konsekvenser.

Og skulle katastrofen indtræffe: at du bliver grebet i at udvise sympati eller respekt, så kan du være helt sikker på, at du om et lille øjeblik vil befinde dig som centrum i en veritabel shitstorm, og at en eksistentiel kamp for dit fremtidige sociale liv er på vej til at bryde ud.

Persongalleriet i venstre side har nemlig et uacceptabelt menneskesyn. De er ”onde og indskrænkede”. Det står egentlig ikke rigtig til diskussion. I hvert fald ikke i visse toneangivende kredse, og det er ikke noget, jeg sidder og finder på. Det er ganske vist. Jeg har oplevet det på egen krop, ja… jeg har faktisk mistet en meget nær ven og en hel bekendtskabskreds, fordi jeg ikke kunne udholde en kvalmende politisk korrekt og komplet ukvalificeret diskussion om professor Bent Jensens seneste bog, som ingen ved bordet havde læst. Men det havde jeg, og de fik læst og påskrevet. Jeg havde det helt godt bagefter, det var befriende at få luft. Og jeg mistede en ven og nogle bekendte, men de var alle journalister, så tabet var til at bære.

Jeg har truffet, ført samtaler eller korresponderet med alle fra ”Det Dårlige Selskab” undtagen Niels Lillelund, Sune Dalgaard og Mogens Glistrup. Flere af de portrætterede personer er gode bekendte, nogle enkelte er nære venner. Jeg har læst stort set alt, hvad de har skrevet, og gjort mig det til en vane at bestræbe mig på at se eller høre dem, hvis jeg er vidende om, at de skal i de æterbårne medier. Jeg kender med andre ord disse mennesker ganske godt, og kan derfor med en vis vægt postulere, at selvom de er endog særdeles forskelige, og var eller er indbyrdes uenige om mangt og meget, det gælder især de liberale og de konservative, så er der fire ting, der forener dem. Fire ubestridelige fællesnævnere:

1) De er anstændige mennesker, der alle er placeret i, hvad man med et lidt diffust begreb, kan kalde den borgerlige lejr.

2) De er højt begavede.

3) De har alle dedikeret størstedelen af deres voksenliv til at engagere sig aktivt i samfundsdebatten... og sidst, men ikke mindst...

4) Samtlige 31 har, ofte med vidt forskellige udgangspunkter og indgangsvinkler, nået frem til en erkendelse af, at det multikulturelle eksperiment, som politikerne har kastet nationen ud i - uden nogensinde at spørge danskerne om lov - ikke alene er en filosofisk umulighed, men også et livsfarligt og katastrofalt projekt, der kun kan ende galt.

Ordene er mine. Jeg ved godt, at der er delte meninger om årsagssammenhænge, delte meninger om, hvad man kan gøre for at forhindre katastrofen, og også delte meninger om, hvor galt det kan eller vil gå, men formuleringen dækker efter min bedste overbevisning disse 31 menneskers syn på de sidste 36 års udlændingepolitik.

Der findes en perlerække af andre væsentlige debattører, jeg kunne have taget med: Flemming Rose, Bent Blüdnikow, Rune Selsing, Søren Hviid Pedersen, Mikkel Andersson, Martin Ågerup, Jacob Mchangama, Aia Fog, Iben Tranholm, Johan Chr. Nord, afdøde sognepræst Rolf Sloth Henriksen, Lars Seier Christensen og adskillige præster fra Tidehverv m.fl. Disse personer er i øvrigt også at finde på den borgerlige fløj fra centrum-højre ud til de nationalkonservative, og to af dem, Rose og Blüdnikow, burde begge for længst have fået en særdeles fortjent cavlingpris, men det kommer naturligvis aldrig på tale.

HVOR ER VENSTREFLØJEN HENNE?

Den indsigtsfulde læser vil have bemærket en vis politisk slagside, når det kommer til ros. De kan med rette spørge: ”Hvor er den værdipolitiske venstre- centrum-venstrefløj henne i udlændingedebatten, hvorfor omtaler du ikke dem?”

Mit korte svar er: ”Fordi de indtil for ganske nylig har været komplet irrelevante, og det vil flertallet af dem være et rum stykke tid endnu.” (Og så siger jeg undskyld til Mattias Tesfay og journalisten Carsten Gronemann og ganske, ganske få andre, som har markeret sig med selvindsigtsfulde kommentarer om venstrefløjens positioner i værdidebatten på et tidspunkt, hvor det var langt mere risikabelt, end tilfældet er i dag). Selvransagelsen på venstrefløjen er dog begyndt, og det er den også hos de borgerlige ministre, der havde vagt i 1983, året hvor vi overlod Danmarks skæbne til andre end os selv.

Venstrefløjens irrelevans er ikke noget, jeg postulerer ud af den blå luft eller på grund af simpel confirmation bias, selv om jeg naturligvis også har en sådanne. Sammenligner man de spaltecentimeter, som de to modpoler har produceret, og dermed den tankekraft og energi, de store fløje i den danske samfundsdebat har brugt på at debattere multikulturalismen og de mange afledte følgeproblemer som dette skæbnesvangre politiske projekt har ført med sig, såsom presset på ytringsfriheden, den glidende afvikling af de tilkæmpede liberale frihedsrettigheder, eroderingen af velfærdsstaten, den åbenlyse demografiske afvikling af danskheden, og så videre og så videre og så videre, ja så er forskellen både kvantitativt, men især kvalitativt, så kolossal, at det er en objektiv kendsgerning, at den værdipolitiske venstrefløj har svigtet både sig selv og dem, de gerne vil beskytte, nemlig de dårligst stillede danskere og de indvandrere, der gerne vil Danmark og moderniteten.

OPPORTUNISTERNE SKIFTER MENING SNART

Venstrefløjens fatale fravær i den vigtigste debat i Danmarks tusindårige historie har stået på i mere end 30 år. Det er først nu, hvor multikulturalismens fallit er åbenlys for ethvert selvstændigt tænkende væsen, at de ærligste og modigste så småt er ved at vågne op til livsnødvendig dåd. Og tro mig: om ganske få år vil opportunisterne følge trop. De har nemlig ikke andet valg. I takt med at multikulturalismens negative konsekvenser begynder at ramme middelklassen, vil den politik Nye Borgerlige står for i dag blive en politisk nødvendighed fra venstre til højre. Så der kommer helt af sig selv, baseret på opportunistisk selvopholdelsesdrift, et bredt funderet og ægte skift i udlændingepolitikken, som vil lægge sig snorlige op ad de tre ufravigelige krav Nye Borgerlige går til valg på, og ikke det nyttesløse og symbolpolitiske ”paradigmeskift”, der fables om her i forstadierne til den kommende valgkamp. (Suk, hvor er det gennemskueligt…).

Dette politiske skift vil – til orientering - ikke komme i form af en undskyldning og et knæfald om forbrødring og tilgivelse. Nej, det vil tværtimod komme i form af et aggressivt angreb på de selvsamme folk, hvis holdninger og politik, venstrefløjen skridt for lille skridt vil kopiere, for til sidst og gøre til sin egen. Det var tonen i debatten, det var de fremmedfjendske kugler smeltet og støbt af dem fra ”Det Dårlige Selskab”, der skabte problemerne, og nu skal vi rydde op, omtrent sådan vil det lyde. Årsag og virkning vil blive vendt på hovedet. Vi ser allerede konturerne af denne taktik i dag i integrationsdebatten, en debat, der er så dum, at jeg personlig har svært ved at fatte det.

DEN SYGE DANSKE PRESSE

Hvorfor venstrefløjen har ageret som den har gjort, er en helt anden og selvstændig historie, som jeg ikke skal komme ind på her, men det er faktisk ikke særlig indviklet at forstå, og når jeg i private diskussioner har fremført ovenstående synspunkter, er jeg som regel blevet mødt med vantro blikke. ”Hvad fabler du dog om… der har da været en heftig debat om indvandring, integration og asylpolitik i årevis”, lyder det.

Ja. Det er korrekt. Der har da været en "debat", men ved I hvad? den har været af så ekstrem ringe kvalitet og substans, fordi den ensidigt har bestået af argumentationsløs udskamning fra venstre mod højre, og i mindre grad fra højre mod venstre, sidstnævnte som regel fra den rabiate del af højrefløjen, hvis udtalelser straks bliver udlagt som den ekstreme højrefløjs fællesgods. Hør nu her: Venstrefløjens ekkokammer er ti gange så stort som det borgerlige ekkokammer, og det er hundrede gange så svært at åbne døren, så der kan trænge ilt ind til hjernebarken i de forvirrede, selvhadende kulturradikale hjerner, eksemplificeret ved, at Politikens nu tidligere chefredaktør, Bo Lidegaard, kunne slippe afsted med at sig noget så surrealistisk som, at "ytringsfriheden ikke er truet", selv om manden i de alt for mange år, han sad i hjørneværelset, hver eneste evige dag, måtte igennem en bombesluse for at passe sit job, fordi en søsteravis havde trykt nogle tegninger af en 1400 år gammel profet.

Eksemplerne på dæmoniseringen af højrefløjen fra en stadigt mere og mere desperat venstrefløj, der ikke har anet, hvordan den skulle tackle Murens Fald og det islamiske monster af et tankesæt, de har lukket ind i landet, er legio. Poul Nyrups "stuerene-bliver-I-aldrig" tale fra landets fornemste talerstol kommer til at gå over i danmarkshistorien som en af de dummeste udtalelser af en statsminister nogensinde, og Carstens Jensens absurde selvmodsigelse i dagbladet Politiken i kølvandet på Breivik-tragedien (hvis handlinger de perverst gjorde højrefløjen ansvarlig for) om den infame "Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker" var to pinlige lavpunkter, men de blev begge undergået af Informations løgnehistorie om Henrik Gade Jensens nazi-forbindelser.

Lad os lige foretage et kort stop ved den historie. Den siger meget om forskellen på fløjene. Artiklen om kirkeminister Tove Fergos nazi-sympatiserende spindoktor er nemlig helt uden sammenligning den mest kyniske og bevidst løgnagtige ”afsløring” i dansk pressehistorie. Den kom til verden som led i en uhæderlig og konspiratorisk kampagne i Information om Danmarks ekstreme højrefløj, som blev startet og styret af avisens psykopatiske daværende chefredaktør David Trads. Flere af aviskampagnens journalister har siden hen fået betydningsfulde topposter i dansk presse. Og Trads, der i en normal verden, ville have været diskvalificeret fra nogensinde at sætte sin fødder på en journalistisk redaktion igen, har bagefter været chefredaktør, problemfrit været i stand til at få sine egne radioprogrammer, været fast og feteret gæstekommentator på TV2 og fast blogger i landets førende medier, hvor han har fortsat sine bevidste løgne og uvederhæftige personangreb. Manden anses derfor af mange almindelige medieforbrugere som en seriøs stemme i den offentlige debat. Det er simpelt hen syret.

OMRINGET AF FJENDER

Jeg bruger så meget tid på Trads, fordi tølperen er et logisk bevis på, at der eksisterer en fundamental ubalance i de danske medier. Godt nok har mange fra ”Det Dårlige Selskab” haft – og har stadigvæk - en offentlig stemme, de har simpelt hen qua deres indlysende kvaliteter været umulige at komme helt uden om, men deres deltagelse i debatten hos main stream medierne er altid blevet præsenteret som kontroversiel og oppositionel og ofte mistænkeliggjort.

Min påstand er, at medlemmerne af ”Det Dårlige Selskab” har fået og fremdeles får alt for lidt plads i forhold til deres kvaliteter og i forhold til deres politiske antagonister. Desuden bliver flere af dem efter min bedste overbevisning brugt som politiske figenblade, forstået på den måde, at landets chefredaktører kan affærdige kritik, som den jeg retter her, med at disse mennesker da er særdeles synlige som kronikører og bloggere. Og på den måde kan de med et minimum af fortrængning få ro på samvittigheden, og fortsætte deres ensidige vinklinger, samtidig med, at de kalder alt det, de ikke kan lide for ”Fake News”. Et meningsløst modeord benyttet til et mageløst selvbedrag.

Tænk nærmere over det … hver eneste gang du har set en fra ”det dårlige selskab” i en debat, har vedkommende altid været ”kringsat af fjender” med journalisten i rollen som første-skarpretter og en fire-fem stykker fra det kulturradikale segment klar til ivrigt at følge op med yderlige hug mod det ”dumme sorte svin”, der er kommet i studiet. Hvis du ser en fra ”Det Dårlige Selskab” i et interview eller debat, kan du være næsten sikker på, at han er blevet bevidst underbriefet eller vildledt af journalisten, og at der er lagt i gryden til et ”hatchet-job”.

INFAME BESKYLDNINGER

Pressens gustne metoder, og den konsekvente mangel på både selvransagelse og rationelle argumenter for multikulturalismens velsignelser hos eliten bør dog ikke komme som en intellektuel overraskelse. For hvordan i alverden kan man argumentere for en velfungerende nations ødelæggelse? Svaret giver sig selv. Det kan man naturligvis ikke, og det er derfor, at hele og halve løgne, fordrejninger, udskamning og begrebsforvirret brunpensling har været de eneste våben i venstrefløjens og pressens sørgelige arsenal. Og nogle af afsenderne, kan du finde på den højre halvdel af det billede, jeg har lagt op. Her tænker jeg på Carsten Jensen, David Trads og Georg Metz.

Den direkte anledning til denne post, er det triste faktum, at hvis jeg stopper et tilfældigt menneske ude på gaden, så er det overvejende sandsynligt, at vedkommende vil have sympati for de politikere og samfundsdebattører, der findes på billedets højre halvdel, og enten føle afsky eller have svært ved offentligt at tilkendegive sympati over for persongalleriet til venstre. Det er til at blive rundtosset over. Og forklaringen skyldes i meget høj grad, som beskrevet ovenfor, den statsstøttede danske presse.

Igen med en lidt bred pensel: De danske redaktører – også på de ”borgerlige” aviser og æterbårne medier -har lige siden 1968 dyrket den falske fortælling om ”den onde egoistiske højrefløj” og den ”gode altruistiske venstrefløj”. Fædrelandskærlighed er konsekvent og uærligt blevet ligestillet med 30’er-nationalisme, bekymring for indvandring som xenophobi eller racisme, skepsis over EU som provinsiel og ubegavet isolationisme, og troen på det kapitalistiske system som arbejderfjendsk. Listen er lang, jeg kunne blive ved med falske sammenligninger. Adskillige af de engagerede og kompetente mennesker fra ”Det Dårlige Selskab”, har i årevis været udsat for de mest infame beskyldninger fra den anden fløj, og beskyldningerne er blevet villigt viderekolporteret af de ensrettede kulturradikale lemminger, der går under navnet journalister.

Tænk over, hvad eksempelvis Pia Kjærsgaard har været udsat for af perfiditeter, fra journalister, fra politiske kollegaer og fra voldelige mennesker på åben vej, blot fordi hun har haft den frækhed at være bekymret for sit fædrelands fremtid. Hun lever i dag under politibeskyttelse. Søren Krarup har været udsat for samme skammelige behandling, han blev døbt ”Mørkets Fyrste”, og det var længe, og er formenligt stadigvæk, socialt diskvalificerende, hvis man i selskab med journalister udtrykte bare minimal forståelse for præstens positioner. Jeg er overbevist om, at kun en pædofil ville få en koldere skulder af ”den talende klasse” end en Krarup-beundrer.

DAGBLADET POLITIKENS FORBRYDELSE

For slet ikke at tale om professor Ole Hasselbalch, universelt anerkendt som en af Danmark skarpeste juridiske hjerner, alligevel kunne professoren kun få taletid i pressen, når han skulle forsvare sig mod de usandheder og fordrejninger, der igennem mere end 30 år har været skrevet om Den Danske Forening. Eksempelvis Politikens løgnehistorier om det ”mystiske og magtfulde højreekstremistiske ORG”, som avisen i øvrigt byggede på delvis fabrikerede oplysninger, som de havde købt af voldsaktivisterne fra REDOX, velvidende, at oplysningerne var tilvejebragt via hacking og tyveri. Politiken købte altså stjålne oplysninger fra en notorisk upålidelig og inhabil kilde, og de hang mennesker ud med navns nævnelse baseret på disse oplysninger. Værre kan det næsten ikke blive. Konsekvenserne for de ansvarlige fra Politiken blev da også særdeles alvorlige … just kidding. …. der var naturligvis ingen negative konsekvenser, kun de anerkendende skulderklap fra kollegaer. (Holder lige en pause, har fået kvalme)

Jo, du er frit bytte, hvis du anses som en del af ”Det Dårlige Selskab”, jagtsæsonen er på 365 dage om året, (364, når det er skudår), og selvfølgelig 24 timer i døgnet, og der er ingen begrænsninger for valg af våben, og slet ingen nedre grænser for, hvor lavt pressen og de toneangivende intellektuelle vil synke for at få ram på dig.

OPDIGTET ATTENTATFORSØG

Er dette en polemisk overdrivelse? Nej, det er det ikke. Tag nu attentatet mod Lars Hedegaard. I dagene umiddelbart efter skudepisoden, som Hedegaard kun overlevede, fordi han som barn havde mistet hørelsen på højre øre efter et fyrværkeriuheld, og derfor ikke reagerede selvdestruktivt, da Basil Hassan's første skud susede forbi det defekte øre, var det ualmindelig udbredt i vide kredse blandt de politisk korrekte, at attentatet var fup og fidus. Det havde aldrig fundet sted, og var noget den opmærksomhedskrævende islamofobiske historiker havde opdigtet for at fremme sin modbydelige fremmedfjendske agenda.

Det blinde, ubegavede og fordomsfyldte had til Hedegaard blev tydelig demonstreret, da Martin Krasnik, dansk presses wunderkind, kort efter attentatforsøget inviterede Hedegaard i DR2 på falske præmisser. Den naive historiker, der havde skidt i bukserne og fået slået sine tænder ud under selvforsvaret mod den gale islamist få dage forinden, havde sine parader nede og anede ingen uråd. Han stolede på, at han alt andet lige som en selvfølge ville blive behandlet med empatisk respekt, situationen taget i betragtning. Hedegaards tillid til Krasnik skulle vise sig at være helt og aldeles ubegrundet. De aftalte punkter blev ikke berørt, i stedet skulle en synlig rystet Hedegaard tage stilling til løsrevne citater fra diverse obskure kilder, som han ikke havde haft mulighed for at forberede sig på. Det uhørt feje bagholdangreb kulminerede, da Krasnik lavede sin højre hånd om til en pistol og dramatisk pegede den mod Hedegaards tinding samtidig med, at han insinuerede, at der var noget galt med ”historien”. Jeg kan for mit indre øje klart og tydeligt se de skulderklap Krasnik fik efter interviewet. ”Der fik du ham sgu, Martin … godt gået”.

Skam dig Krasnik! Skam jer DR2!

Ralf Pittelkow og Karen Jespersen har også været genstand for en uhørt svinsk behandling. De tidligere VS’ere er to af de ærligste og modigste mennesker, jeg har mødt i mit liv. De har gjort noget som forsvindende få fra den yderste venstrefløj har mandet sig op til: nemlig utvetydigt og skånselsløst ærligt at gøre op med deres politiske fortid, og de spottede i logisk forlængelse af deres samfundsmæssige engagement og fint kalibrerede moralske kompas naturligvis hurtigt, at indvandringen fra den islamiske verden er Danmarks i særklasse største udfordring. Den indsigt kostede de facto Karen Jespersen hendes politiske karriere. Efter bruddet med Venstre og afskeden med Indenrigsministeriet stiftede parret Den Korte Avis. Prisen har været høj, de har mistet alle deres gamle venner, og for at føje spot til skade er de stadig forhadt blandt visse tankeløse borgerlige, der ikke begriber, hvilken imponerende integritet dette par har udvist. Det kræver virkelig meget at sige nej til at spise ”skovsneglen”

KOMPLETTE IDIOTER

Jeg er nu blevet ”politiker”, og det er ikke en profession, man skal opsøge, hvis man er i besiddelse af psykisk glaskæbe. Jeg må dog indrømme, at jeg i de sidste par måneder flere gange har måtte gribe mig selv i af være grebet af en stadigt stigende vrede. Ikke over at blive kaldt racist, fascist og højreekstremist. Det hører jeg konstant. Ordene er i dag totalt meningsløse, de betyder jo bare ”skiderik”. Det er så bimlende ubegavet at benytte dem, og det udstiller kun afsenderen, som det vedkommende er: en komplet umælende og irrelevant uvidende idiot. Læser du med Stine Bosse?

Jeg er også så småt begyndt at vænne mig til, at man i en politisk valgkamp bare kan benægte kendsgerninger, manipulere med tal fra Danmarks Statistik, bevidst fejlcitere en politisk modstander, skruppelløst tillægge andre falske motiver og så i øvrigt udtale sig i kategoriske vendinger om noget, som man beviseligt ikke har en klap forstand på. Og så er jeg så småt også begyndt at vænne mig til, at tilhørerne jo kun hører, det de ønsker at høre. Fordomme og ubegrundede idiosynkrasier blokerer for enhver fornuftig samtale. Jeg gider ikke trætte med eksempler.

Næh min vrede, eller måske snarere forbløffelse, skyldes, at et flertal af danskerne ikke ved, hvor afgrundsdyb stor en forskel der er mellem de personer, som er afbildet til højre i billedet, og dem til venstre. Intellektuelt og moralsk.

(navne og beskrivelser ikke med i denne version)