Muslimernes offerrolle hænger efterhånden rigtig mange langt ud af halsen. Det er altid andres skyld.

Og samtidig med, at det er foruroligende, så er det egentlig også ganske imponerende, at 1,5 milliarder mennesker så gennemgående har en udadprojicerende tankegang.

Hvordan kan det være ? Hvorfor er disse mennesker lavet sådan ?

Når muslimske børn og unge opdrages og socialiseres, så sker det på en sådan måde, at identifikationen med islam er enorm.

Det gælder både drenge og piger, men hos drengene er det særlig tydeligt. Identifikationen med Muhammed er opdraget så hårdt ind, at han som rollemodel - identifikationsmodel - er blevet inkorporeret som en del af personligheden.

Drengene ser ikke bare op til Muhammed, eller er store fans. Nej, de er Muhammed.

Når Muhammed i så høj grad gennemgående er en del af dem, så bliver de også personligt stødt, når nogen fornærmer Muhammed.

Dette er hensigtsmæssigt for islam, at hver enkelt på et splitsekund tænder af i helligt raseri - det beskytter systemet.

Alligevel - det er næsten ikke til at forstå, at så mange mennesker kan blive så koordinerede, synkroniserede og ensrettede i deres tankegang, at de bliver til en superorganisme.

Men det kan ikke være anderledes.

Tænk hvis Mohammad og Ahmad samvittighedsfuldt selvransagede og kiggede selvkritisk indad, og indrømmede deres fejl, så ville det være det samme som at kritisere islam.

Det ville være det samme som at kritisere Muhammed, og det system som Allah har dikteret.

For de er jo islam. De er jo Muhammed.