Fredag den 10. november, udkom der på Gyldendal en mindre bog af MF. Søren Kraup. Bogen´s titel er "`Systemskiftet - i kulturkampens tegn´ 8o sider, pris 99 kr.

 Her forsøger Søren Krarup at forklare, at valget i november 2001, var et "Sytemskifte" i dansk politik, - og et folkeligt opgør med de politikere og meningsdannere, der de seneste 30-35 år har forsøgt at gøre Danmark til et indvandreland, hvor der ikke skelnes imellem danskerne og de indvandrede.

Bogen er skrevet til gymnasieeleven `Christian`, hvor forfatteren i ni breve fortæller om den udvikling der førte til "Systemskiftet" 2001.

 Det er udmærket, at Søren Krarup har skevet denne mindre bog om det politiske skifte i 2001. Men jeg kan med min bedste vilje ikke følge Krarup, når denne hævder, at:

 "Systemskiftet af 2001 var ikke så meget politisk som folkeligt - jeg er lige ved at sige åndeligt. Det var folket, tør jeg sige folkeånden, som da trådte i karakter og ændrede en linie, som bar en folkelig katastrofe i sit skød."

Det er hævet over enhver tvivl, at udlændingepolitikken var en afgørende faktor i valgkampen op til valget i 2001.

Baggrunden herfor er bl.a Søren Krarup`s mangeårige kamp imod multietniseringen, -men også Den Danske Forening´s virke samt en lang række betydende enkeltpersoner.Og ikke mindst i tusindevis af læserbreve og artikler fra danskere i hele landet.

Men rent parlamentarisk skete der ikke ret meget.

Venstre, og Det Konservative Folkeparti fører jo reelt den samme udlændingepolitik som Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF, og Enhedslisten.

At antallet af flygtninge er faldet de seneste år, skyldes et fald i flygtninge overalt i verden. Skulle dette ændre sig, vil presset på Danmark blive det samme som før valget i 2001. Der må fremdeles ikke diskrimineres imellem fremmede og danskerne!!!

Den nationale basis er borte. Det ønsker ministeriet Fogh Rasmussen ikke at ændre.

 Dansk Folkeparti er - aldeles alene - på Christiansborg, når det gælder om at ændre syn på, om Danmark er et indvandreland eller et hjemsted for Det Danske Folk.

Der er ligeså megen konventions-absolutisme tilstede på Borgen idag, som der var før valget i november 2001.

 Multietniseringen  af Danmark er da også fortsat i samme styrke som de foregående 30 år. Medierne fremturer dagligt med deres multietniske propaganda.

Tøger Seidenfaden, Georg Metz, David Trads, Bjørn Elmquist, o.m.a går stadig lyslevende rundt iblandt os, - ja, de sidder, hvor de plejer.

Hovedparten af befolkningen er mere optaget af velfærd, samtale-køkkener, friværdi, dyre rejser o.m.a.

 Bliver de berørt af den multietniske udvikling, betaler de sig ud af problemerne.

Efter næste valg kan der meget nemt være en S-R-regering, der skyller smulerne fra "Systemskiftet" ud i rendestenen.

Undskyld Krarup, jeg har ikke fornemmet nogen "Folkeånd" -eller et "Systemskifte".

Men jeg har længe håbet på, at Dansk Folkeparti slipper sin berøringsangst for at fremsætte repatrieringsforslag.

Sker det ikke, vil Danmark forblive "et offentligt herberg".

 Men nok om det:

Det er godt, Søren Krarup stadig er en vigtig stemme i kampen om Danmark. Jeg vil stærkt anbefale hans nye bog.

 I Dagbladet Information/Weekend, bragte man den 10.november et uddrag af bogen "`Systemskiftet - i kulturkampens tegn`.Det første brev til "Christian".

 Dette vil jeg gengive her:

 "Kære Christian

Jeg har fået lyst til at fortælle dig om systemskiftet i 2001 og det, der fulgte efter. Jeg synes, at begivenheden og perioden er så betydningsfuld, at jeg vil søge at belyse dens betydning og præcisere, hvad det er, der er sket.

Efter min mening. I det perspektiv, der er mit.

Og her tillader jeg mig at udvælge dig, en sagesløs gymnasiast, som den, jeg vil fortælle historien. Lad mig sige fra begyndelsen, at du har ingen pligt til at læse mine breve. Du er ingen sparringspartner i den forstand, at du er skyldig at reagere. Men jeg føler trang til at fortælle historien og trække linierne op, og her er det min erfaring, at det er en fordel at bruge brevformen.

 At fortælle i al stilfærdighed. At tale som et jeg til et du for at give et historisk og også principielt forløb kød og blod og dagligdag.

I brevet beretter man om det passerede. Et brev er en fortrolig meddelelse samtidig med, at man i fortrolighedens form kan skildre det, der er historisk og generelt. Dette er hensigten. Jeg håber, du tilgiver, at jeg har valgt dig som adressaten for disse breve om Systemskiftet.

 Du vil bemærke, at jeg her skrev systemskiftet med stort S, hvor jeg i første linie valgte det lille s. Et navn skriver man med stort og et navneord med lille, og det er min påstand, at systemskiftet i 2001 var Systemskiftet - en historisk begivenhed, der for så vidt indleder en ny epoke eller periode i historien.

 Jeg er lige ved at tro, at det er mig, der har lanceret ordet systemskifte om det, der skete i Danmark i forbindelse  med folketingsvalget i november 2001. Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg brugte i hvert fald fra begyndelsen dette udtryk, og jeg har lagt mærke til, at flere har gjort det siden.

 Det er jeg godt tilfreds med, for således understreges betydningsfuldheden eller vigtigheden i det skete. Et historisk skifte.En dybt indgribende forandring af Danmarks historie.

Systemskiftet 1901

 Du husker måske, at hundrede år tidligere indtraf et andet systemskifte i Danmark. Det var i året 1901, og det var afslutningen på Forfatningskampen. I en menneskealder havde man da kæmpet om den politiske magt i landet - om det var Folketinget med Venstre eller om det var Landstinget med Højre, der skulle bestemme i Danmark og danne regeringen. 

Denne forfatningskamp var en følge af den grundlovsændring, der skete i 1866, hvor den mere og almindelige valgret i vores første grundlov af 1849 blev indskrænket således, at de mere konservative og besiddende kræfter i landet, samlet i Landstinget, fik øget indflydelse i forhold til flertallet i Folketinget, og som sagt var det denne modsætning mellem Folketing og Landsting, mellem Venstre og Højre, der fandt sin afslutning i 1901, hvor Folketinget sejrede og parlamentarismen for så vidt blev indført.

 Reelt, for formelt blev parlamentarismen først indført med grundloven af 1953. Men i 1901 kom parlamentarismen til at herske, for hermed blev det afgjort, at det politiske flertal i Folketinget skulle danne regering - eller at ingen regering kunne blive siddende, som fik et flertal i Folketinget imod sig.

Dette var Systemskiftet i 1901. Og vi skriver det med stort S, for dette skifte er blevet et navn, som udtrykker en historisk begivenhed.

 Men skiftet var altså politisk. Det var de politiske magtforhold, der dermed blev lagt fast.

Systemskiftet af 2001 var ikke så meget politisk som folkeligt - jeg er lige ved at sige åndeligt. det var folket, tør jeg sige folkeånden, som da trådte i karakter og ændrede en linie, som bar en folkelig katastrofe i sit skød. 

Jeg har sagt det således, at det var de 10.000 læserbreve, som da ændrede Danmarks historie og afskedigede en regering, som i et ideologisk sololøb havde trådt folkets førstefødselsret til sit fædreland under fode og åbnet for en fremtid, hvor danskerne kunne blive et mindretal i deres eget land.

 Instinktivt fornemmede danskerne realiteten. I sine byer, på sine gader, i opgangen kunne befolkningen se, hvad der var ved at ske i Danmark, og i en dybt berettiget protest sagde denne befolkning nej til de ideologiske og politiske kræfter, der var i færd med at forvandle en nation til et indvandreland.

Voldtægt af danskerne

 For der jo en afgørende forskel på disse to ting.

En nation er en historisk skabt sammenhæng, beboet af et folk. Et indvandreland er et tomt landområde, hvor fremmede kan vandre ind og tage land. Sådan var Australien, Canada og USA indvandrelande (selv om det jo ikke skal glemmes, at der faktisk var en oprindelig befolkning i USA, indianerne, som af indvandringen blev gjort til et mindretal, og som nu hensidder som fanger i deres eget land i det, der kaldes reservater). Men en gammel nation som Danmark, beboet af et folk, der i over tusind år har haft hjemme i landet, kan naturligvis ikke gøres til et indvandreland, uden at der øves vold mod folket.

 Det var dette, der skete i Danmark i 1980èrne og i 90èrne. Den begivenhed, der startede det hele, udlændingeloven af 1983, var i realiteten en slags voldtægt af danskerne. Således blev den naturligvis ikke beskrevet af dem, der gav loven.

Her blev det kaldt for "åbenhed" og " fordomsfrihed" og "global bevisthed". Eller som en af de skyldige politikere, Venstres daværende ordfører Bjørn Elmquist, som siden blev radikal, sagde ved anden behandling af udlændingeloven 2. juni 1983: 

"Vi kan nu sige, at vi i hvert fald herhjemme i vort eget hus gør, hvad vi kan, for ikke at diskriminere på national basis." 

En afslørende frase. For hvis danskerne ikke må diskriminere på national basis i Danmark, så er Danmark jo forvandlet til et allemandseje, til et offentligt herberg, hvor det naturligvis er og skal være danskernes land.

Her har du den meningsløse snak eller den politiske korrekthed, som i sin dyrkelse af en abstrakt lighed begår voldtægt imod danskerne. 

At diskriminere er at forskelsbehandle. Men der er og skal jo i Danmark være forskel på en dansk statsborger og en fremmed, der ikke er dansk statsborger. Det er ikke alene indlysende, det er selve forudsætningen for, at der er noget, som hedder et dansk folk, der har førstefødselsret i Danmark. Det var denne førstefødselsret, udlændingeloven af 1983 prisgav. Deraf kommer de katastrofale følger i de to næste årtier. Og Systemskiftet af 2001 er reaktionen herpå. 

Folkets reaktion, det instinktive, umiddelbare nej til forvandlingen af Danmark fra nation til indvandreland, den folkelige afvisning af en politisk korrekthed, som vil gøre os historieløse, rodløse, åndløse. Lad mig blot tale grundtvigsk og sige folkeånden.

 Når et menneske og et folk er truet på eksistensen, er det i sidste instans ånden, der rejser sig til modstand, og i denne politisk korrekte snak om, at vi "ikke må diskriminere på national basis" er jo virkelig en dolk i hjertet på en nation og et folk.

 Nej, der skal herske lov i landet. Også fremmede skal være under loven. Men det er jo ikke dette Bjørn Elmquist & Co. sagde i 1983, for de ville ophæve, at det er som fremmede, disse er under loven. De slettede dermed forskellen på danskerne og ikke-danskerne i Danmark.

De angreb nationen og den `nationale basis. Systemskiftet af 2001 er nationens svar."

Kilde: "Systemskiftet - i kulturkampens tegn` forfatter Søren Krarup.

          Dagbladet Information/Weekend. fredag den 10. november 2006