Det blev bragt i Vendsyssel Tidende d. 19/1 1975, men det virker stadig forbavsende aktuelt og tjener på udmærket vis til at sætte dagens debat i perspektiv.

Forfatteren overlod dette og andre skrifter til Den Danske Forening i begyndelsen af 1990'erne.

Tidligere forlagsredaktør, tidl. Assisterende presse- og kulturattache i Paris og dansk repræsentant i Unesco J. Stenberg-Rasmussen har sendt os dette indlæg:

For nogen tid siden sad jeg på Christiansborg og talte med en folketingsmand.

Vi talte om rigets almindelige tilstand, og det har jo længe ikke været fornøjelig underholdning, men det blev i ganske særlig grad foruroligende, da han i samtalens løb udtalte:

”Der går en lige linie fra bestræbelserne på at mindske det danske fødselstal mest muligt ved hjælp af piller, aborter mv. over forsøget på at ødelægge dansk ungdom med narkotika og videre over indkaldelsen af titusinder af asiater og andre os vildt fremmede folkeelementer, til et snigende, halvt hemmeligt arbejde her i folketinget på at gøre det lettere at opnå dansk indfødsret.

Formålet er at skabe grundlag for en fuldstændig omstyrtelse af det danske samfund og rive dets rødder i den historiske fortid over.”

Hvad folketingsmanden der sagde, ligger nær op ad og bekræftes i ikke ringe grad af, hvad der allerede længe har kunnet anes i København. Den er ikke mere entydigt en dansk, nordisk eller blot europæisk by, men frembyder et nærmest halvasiatisk befolkningsbillede, og det er vitterligt, at de fremmede trods arbejdsløsheden ikke sendes hjem, men tværtimod bliver flere, samtidig med, at arbejdsløse danskere i hundredevis må søge arbejde i udlandet.

Hvor mange fremmede, her faktisk er, har ingen rede på. Myndighederne har for længst indrømmet, at de ikke mere har kontrol over dem, og det er umiddelbart iøjnespringende, at det i sig selv enorme tal på ca. 60.000, der er seneste officielle opgørelse, ligger endog meget langt under virkeligheden.

Til dette kommer, at folketinget er ved at gøre det til vane uden offentlig debat hvert halve år at give udlændinge i tusindvis indfødsret efter blot fem-seks års ophold i landet, og der virkes for at give dem, der endnu ikke har fået dansk statsborgerskab, kommunal stemmeret på grundlag af deres blotte tilstedeværelse.

Alt dette tyder virkelig på, at vi, så godt som uden at nogen blot få snese kilometer fra København har anelse om det, er stillet over for den største folkelige og nationale fare, vi har kendt i vor historie, en udfordring så truende, at det slesvigske problem i sammenligning aldrig har været andet end lidt splid i familien. To gange har vi sagt nej til at få Sydslesvig tilbage med den begrundelse, at vi ikke ville have mindretalsproblemer i landet. Dette standpunkt kom under den anden verdenskrig til at kost adskillige dansksindede livet, men i dag er Danmarks politiske ledelse åbenlyst rede til at lade et gigantisk mindretal af os historisk, kulturelt, religiøst og racemæssigt vildt fremmede, hvoraf for øvrigt kun en ringe del har noget som helst med begrebet ”arbejdere” at gøre, sætte sig fast i landet. Sker det, så overgår der os en national katastrofe, som efter al erfaring er uoprettelig.

Derfor må det danske folk forlange af sine politikere at blive gjort nøje bekendt med, hvad det er her foregår, og det må stå uafviseligt klart, at hver enkelt af os har ret og pligt til at øve direkte indflydelse på afgørelsen af, om Danmark også i fremtiden skal være en folkelig enhed, eller vi og vore efterkommere herefter skal strides om hjemstavnsretten i landet med et mindretal på flere hundrede tusinde mennesker, der er os så fjerntstående, at de aldrig vil kunne glide umærkeligt ind i det danske samfund.