København er i øjeblikket inde i en periode, hvor der er kort vej til pistolen. I den forgange weekend var der skud fire steder i byen, - en blev dræbt.

Miljøet omkring de bevæbnede, er ikke dansk. En trist udvikling, men dog forudsigelig.

En del af prisen for det multietniske samfund.

I Nyhedsavisen mandag den 6. november skriver Frederik Roed i rubrikken "Den gale pen" følgende: 

" Så skete det igen. Skuddrama på indre Nørrebro, nogle hundrede meter fra hvor jeg bor med min kæreste og vores to små børn. Sidste gang skete det lige nede om hjørnet. Mindst 11 skud blev affyret fra en maskinpistol mod en gruppe mennesker, der stod udenfor restaurant Cleopatra. Og der var også Rust-sagen og den italienske turist Antonio Currá.

 Jeg plejer at ryste det af mig, som interne bandeopgør, der ikke rammer os. Nedtone sagen overfor familiemedlemmer i Jylland, der forestiller sig Bagdad, en veritabel krigszone, hvor børnenes flyvedragter som et minimum omgående bør skiftes ud med skudsikre veste. Jeg plejer at forsvare Nørrebro, fordi jeg elsker denne fantastiske bydel, fyldt med kontraster og puls. Risikoen for en ulykke på en jysk motorvej er sikkert 10 gange større argumenterer jeg.

Men alligevel kan jeg godt begynde at mærke den lille utryghed, der langsomt sniger sig ind på vores hverdag.

Der er simpelthen ved at være for mange ganske almindelige dage på Nørrebro, hvor cykelruten til og fra skole og børnehave skal lægges om på grund af nye skudhuller, afspærrede gader og hundepatruljer på legepladsen."

Kilde: Nyhedsavisen mandag den 6. november 2006.