Det er ingen hemlighed, at forholdet imellem Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti er mere end slidt. Det er kommet til udtryk mange gange de forløbne fem år, hvor Dansk Folkeparti har været afgørende for ministeriet Fogh Rasmussen´s politiske muligheder.

 Her på det seneste, har fhv. statsminister Poul Schlüter givet et stort tilskud til at øge afstanden og respekten imellem de to partier.

Til Dagbladet Information har den fhv. statsminister i et stort interview med Mette Klingsey 28-29 oktober udtalt følgende: 

"Pia Kjærsgaard står for en politisk kultur, der er rædselsfuld, og som jeg bestemt ikke kan støtte. Den er poppræget. Hvis man forestillede sig, at Dansk Folkeparti en dag fik flertal selv og kunne gennemføre deres politik - det ville være forfærdeligt. I forhold til EU ville Danmark blive så isoleret og så klædt af. Og på det økonomiske område ville det hele sejle."

 Det skal man høre fra den statsminister, der igennem et årti, lod Det Radikale Venstre bestemme, hvordan Danmark´s udlændingelovgivning skulle udformes og forvaltes.

 Det var i denne periode, under ministeriet Poul Schlüter, at multietniseringen af Danmark for alvor tog fart. Schlüter, hans politiske horisont gik ud på at sætte skatten ned. Ifølge interviewet med Mette Klingsey, er det stadig det afgørende for den fhv. statsminister.

 Søren Krarup har ganske ret når han til Weekendavisen udtalte følgende:

 "At De Konsevative er  en `blandning af kommerciel interesse, pæn borgerlighed og så lidt lighedsideologi."

 Man kan stille Poul Schlüter det sprøgsmål om det er så "rædselsfuldt", at et politisk parti som Dansk Folkeparti, forsøger at stramme lovgivningen omkring den massive indvandring til Danmark?

Har man ikke andet en lav skat i tankerne i Det Konservative Folkeparti?

Hvad med Danmark? 

Hvis Poul Schlüter følger med, kan han ikke undgå at se, hvilken katstrofekurs Europa er ude på med den kolossale islamiske indvandring. 

Se blot til Frankrig, hvor et-årsdagen for optøjerne blev fejret med at sætte fire busser i brand efter at passagerer og chaffører var blevet tvunget ud af dem.

I Marseille en enkelt bus, hvor en 25-årig kvinde blev stærkt forbrændt.

Ifølge Le Monde, blev der ialt sat ild til 277 køretøjer. Fransk politi var på gaden med 4.000 mand.

Året  før, blev over 10.000 biler brændt af, og omkring 300 bygninger blev angrebet med brandbomber overalt i Frankrig.

Sådan går, når det politiske system stikker hoved i busken, og ikke tør -eller vil tage fat om problemerne. Det turde Poul Schlüter heller ikke.

 Det gør de franske politikere heller ikke.

 Det problem har den store franske avis La Depeche Du Midi, Toulouse en ledende artikel om den 27. oktober, hvor der står følgende under overskriften "Intet har forandret sig"

 " - Når tv-og fotorepotager i disse dage fører os et år tilbage, tvinges vi til at konstatere, at intet eller næsten intet har forandret sig i Frankrigs forstadsslumbyer.

Her findes fortsat koncentreret alle de åbne sår i vort samfund: Arbejdsløsheden, som det største og første onde, statsmagtens ligegyldighed, forringelsen af de offentlige tjenester, folkeskolelæreres og social-arbejdernes ekstreme udmattelse, nedslidningen af boliger og miljø, den påtvungne eller frivillige sociale forskansning hos indvandrere eller franskmænd af indvandrerbaggrund og alle de alt for velkendte konsekvenser, der heraf følger:

 Følelsen af forladthed, den fastgroede overbevisning om, at ingen social fremgang er mulig (ud over solo-eventyr inden for sport, kriminalitet eller sort økonomi), volden og undertrykkelsen, trodsigheden og racismen, den personlige identitets opbundethed på ghettomentaliteten, de famøse zoner af lovløshed, det vedvarende had, der udtrykker sig i ildspåsættelser - "for hvad skal vi ellers lave".

 Det andet Frankrig, majoritetssamfundets tavse, men forfærdede Frankrig i bykernerne og de pæne kvarterer ser (i tv) lamslået på disse landskaber, der forekommer det uhyggeligt og ubegribeligt fremmede.

 Alt dette er vidnesbyrd om en fiasko, som går måske 40 år tilbage, og som kun er blevet stadig værre med tiden. Optøjerne sidste år var på ingen måde det første varsel.

 Men trods et års sindsbevægelser, smukke skåltaler, uendelige tv-debatter, et par nedrivninger af de grimeste højhuse og nogle få stærkt mediedækkede ministerbesøg, er den forstemmende kendsgerning et år efter, at intet har forandret sig.

 Som det hedder i en indenrigsministeriel rapport: "De forhold, som for et år siden førte til voldsudbruddene består stadig". Et års fiasko altså og frem for alt en fiasko for en politik, som med kynisk overlæg synes at spille på voldens skræmmebillede forud for den optrækkende præsidentvalgkamp.

Med seks måneder til præsidentvalget må vi ikke håbe, vi får serveret den samme lov og orden-suppe som i 2002."

 Ved at læse denne ledende artikel, kan man gøre sig sine tanker om, hvor Europa er om en generation. De forhold, der gør sig gældende i Frankrig, er også snart virkelighed i de øvrige europæiske lande.

Forhold der blev grundlagt i begyndelsen af 60-erne, og som har fået lov til at udvikle sig siden. Passive politikere som Poul Anker Jørgensen, Poul Schlüter, og Poul Nyrup Rasmussen, bærer et medansvar herfor.

Kilde: Dagbladet Information weekend 28.-29. oktober 2006.