Af alle europæiske lande, er Frankrig det land, der har bevæget sig længst ud i det multikulturelle hængedynd.

Urolighederne rundt om i Frankrig for et år siden, var beytdeligt større, end de franske myndigheder ønskede at oplyse om.

 Nu er der gået et år siden optøjerne begyndte i de parisiske forstæder den 27. oktober 2005. Situationen er den samme, myndighederne har længe frygtet årsdagen for opstanden i ghetto-forstæderne. Det gælder ikke blot Paris, men en lang række store franske byer. Indtil videre, har der været nogenlunde "ro" så godt som det nu kan være efter franske multietniske forhold. 

Men et står fast:

Frankrig, er idag ikke en sammenhængende nation, men et samfund med et utal af etniske enklaver, der ikke føler sig som franskmænd. Et samfund, hvor uroligheder kan bryde ud ved den mindste "gnist", -det er et tilbageslag for Den Franske Nation.

 Det er der en del, der har en mening om, men ikke nogen løsning.

 Den kulturradikale avis Le Monde, Paris skriver i forbindelse med årsdagen for optøjerne følgende den 17. oktober under overskriften " Déjá vu truer i forstæderne"

 " - Paris´ forstæder har i de seneste uger atter været scene for voldsomme bataljer mellem politi og ungdomsbander. Man skulle tro, at myndighederne havde lært noget efter de optøjer, der brød løs i bykvarterer og storby-forstæder over hele Frankrig forrige år. Med de aktuelt så spændte relationer mellem Indenrigsministeriet og politiets fagforening, må man imidlertid betvivle, om der overhovedet er sket fremskridt. 

Ud over at den lokale polititilstedeværelse er blevet mere muskuløs, er der øjensynligt intet sket. Bilafbrændinger og voldelige sammenstød i forstæderne er en virkelighed, der ikke er på vej til at gå væk."

 Nogel dage senere, skriver Le Monde følgende:

 " - Krisen i forstæderne begyndte ikke 27. oktober 2005 og heller ikke efter slagsmålene i Venissieux i 1981. Den første eksplosion af konflikter, som med mellemrum har rystet de kvarterer, hvor republikken huser massen af mindre heldigt stillede franskmænd:arbejdere og funktionærer, som ofte er indvandrere eller har indvandrer-baggrund (...) Krisen i 2005 tvang alle beslutningstagere til at genoverveje deres handlinger.

Loven om lige muligheder, som (premierminister) de Villepin tog initiativ til, har prioriteret kampen mod ulighed (...) Denne indsats fungerer på bedste måde, og man må håbe, at samfundet vil påtage sig ansvaret for at mindske det skel, som deler samfundet - og som er socialt, uddannelsesmæssigt og kulturelt, ikke ètnisk`."

 Denne optimisme deles ikke af den borgerlige Le Figaro, Paris. Der skriver følgende i forbindelse med årsdagen for optøjerne i Paris´: 

" Der er ikke tale om en fransk undtagelse. Overalt næres hadet til adoptionslandene af fattigdom, arbejdsløshed og en følelse af at være lukket ude.

Det omsættes til en afvisning af den etablerede orden eller til religiøs radikalisme.

Hverken Tyskland, Sverige, eller Danmark har undgået problemet. Heller ikke Holland efter mordet på Theo van Gogh, der jo blev begået af en hollænder af marokkansk oprindelse.

 I bydelen Transvaal, i det østlige Amsterdam, har den hollandske form for multikulturel sameksistens i dag vist sig at være en fiasko. Kun det unge spanske demokrati, hvor fænomenet anden - og tredje-generationsindvandrere ikke findes, synes endnu at ligge i ly."

Kilder: dato  torsdag den 26. og  mandag den 30. oktober 2006

          Dagbladet Information 18. oktober 2006.