20.07.2004
Suzanne Brøgger er bekymret
Forfatter: Poul Vinther Jensen
- men tolerant på andres vegne
omkring den fremmedbyrde,
hun ikke selv har inde på livet
I et større interview i Information 3/7 2004 med forfatteren Suzanne Brøgger under overskriften ” Emancipationen har nået en endestation” kommer forfatteren langt omkring.
Et af budskaberne er, at det moderne samfund og dets frie markedskræfter nok giver mennesket frihed, men at der samtidig sker en fremmedgørelse, der ifølge Suzanne Brøgger gør mennesket ensomt og truer det fælles ansvar, som vi har overfor hinanden i et moderne velfærdssamfund og retssamfund.
Suzanne Brøgger siger bl.a:
”Vi taler om 'slummificering' af et helt land, og den hænger sammen med, at arbejderkulturen og almuekulturen, som betød en social kontrol, er forsvundet.”
Jeg er ganske enig i, at det moderne industrisamfund har hærget ganske kraftigt i det mange mennesker har sat højt: ”Nemlig det trygge og overskuelige lokalsamfund, hvor arbejdsliv og fritid hang sammen i en forståelig enhed.”
Men den tid kommer ikke tilbage.
Vi lever på godt og ondt i et globalt marked, hvor de frie markedskræfter hersker. Det er den pris, vi må betale for at være med i den vestlige kulturkreds, som vi tilhører.
Vi må leve med, at koncernbestyrelser ved møder i London eller New York og andre steder kan slette tusinde arbejdspladser i et lokalområde i Danmark med et pennestrøg. Det er kontante vilkår, men det er dem, der er gældende i 2004.
Den slags store ændringer har det danske folk været ude for mange gange op igennem landets 1000 års historie. Men vi har i kraft af den folkelige enhed formået at skabe livsvilkår på fornyede betingelser.
Men vi kan som et selvstændigt folk ad politisk vej rette op på mange af de buler og ar, markedskræfterne skaber. Kort sagt: De liberale kræfter skal holdes i tømme af socialiteten! Det har heldigvis været noget bærende i dansk politik i de seneste fire-fem generationer. Denne socialt ansvarlige tradition kan kun etableres i et samfund, der har noget til fælles.
Det har det danske folk: Nemlig et fælles fædreland med en tusindårig historie, og et værdisæt, når det gælder begreber som ret og uret.
Det er noget afgørende, som forfatteren og kommentatoren Ralf Pittelkow skrev i sin seneste bog om nationalstaten. Vi- følelsen er noget vigtigt og centralt i et samfund, der bevidst ønsker at have et fællesskab. Især i et land som Danmark, hvor skatteopkrævningen sammenlagt andrager (mindst) halvdelen af folks indkomster.
Det er ganske enkelt ikke politisk muligt at opkræve så meget skat i et land, der er opdelt i forskellige etniske grupper med hver deres værdibegreber.
På et spørgsmål fra intervieweren: ”På den ene side ser du en emancipation, (frigørelse fra afhængighed) om end på markedets betingelser, men på den anden side står vi også over for stærkt reaktionære tendenser. Hvordan mener du, det hænger sammen?”
” Det er det, jeg mener med det fortrængtes tilbagevenden.” - Behøver det antage de former, det gør, med fremmedfjendskab og nationalisme?
”Det er de forurettedes, de underlegnes tur, der er tale om revanchisme. Der er nogle, der har følt sig trådt på, og nu vil de have andre ned med nakken.
Bortset fra, at det er grimt at se på, så er det måske historisk forståeligt: Udviklingen går en vej, som mennesker ikke kan holde ud, og som man ikke kan stemme sig ud af.”
Det var de vise sten fra Suzanne Brøgger ude fra den vestsjællandske landlige idyl.
De tager fejl, Suzanne Brøgger.
For det første er de kredse, der har advokeret imod multietniseringen ikke forurettede eller underlegne. Vi er heller ikke reaktionære. Hvad angår revanchisme, er det et begreb, der ligger os aldeles fjernt. Men vi hævder fremdeles, at den forankrede nationalstat med en enhedskultur er vejen frem til fred og fordragelighed imellem folkeslagene.
At det i kulturradikale kredse i dag er ”in” at plædere for det multikulturelle, gør ikke noget indtryk. Det er blot en internationalistisk facade, man kan udstille ved sammenkomster blandt ligesindede og i det offentlige rum ved passende lejligheder.
Eller som lederen af Den Danske Filmskoles manuskriptlinie, Mogens Rukov, udtalte i et interview til JyllandsPosten 9/7 2004: ” Debatten er blevet en ”synes-debat”. Jeg synes dit og dat”.
Hertil er at sige: Ganske enig. Det er virkeligheden og atter virkeligheden, der tæller og sætter en dagsorden. For Mogens Rukovs 19-årige datter er det den, at hun ikke længere tør gå med sin davidstjerne.
Dette er blot en af ”frugterne” af indvandringen fra den islamiske verden!
De, Suzanne Brøgger, sætter jo heller ikke Deres egen person ind i det multietninske projekt. De deler ikke kår med de af vore landsmænd, som er bosat i ghettoerne i Gjellerupparken i Århus, Voldsmose i Odense, Nørrebro, Vesterbro, Ishøj, Karlebo og andre steder.
Der er, for nu at bruge Jørgen Bukdahls vending, ” ikke remtræk til virkeligheden”.
Det er det folkelige og nationale, der skal holde sammen på fremtidens højteknologiske samfund. Er dette ikke til stede, ender det med, at vi bliver en flok "emanciperede" enkeltindivider uden mål og ansvar for noget fælles. Heller ikke et mellemfolkeligt ansvar for den tredje verden, der just ikke har de bedste udsigter for fremtiden.
Derfor kan Den Danske Forening ikke kan holde ud at se på, at Danmark er ved at forandre sig fra en enhedskultur til et opløst multikulturelt samfund: Et ghetto-samfund i boligområder, i skoler og mange andre steder.
Vi har bemærket, at denne udvikling er opløsende og negativ i enhver forstand. Vi er bedrøvede over at være tilskuere til, at prisen for denne udvikling først og fremmest betales af vore dårligst stillede landsmænd. Derfor arbejder Den Danske Forening for, at dette multietniske projekt bliver stoppet og afviklet med civiliserede repatrieringsplaner.
Det er alene et spørgsmål om politisk vilje. Det kan man stemme sig til i et frit og demokratisk folkestyre.
|