27.10.2006

En læser korrigerer:

Forfatter: Flemming Rickfors

Ikke Allehelgensaften, men Disablot

I anledning af forsidebilledet har en læser sendt os følgende forklaring på den oprindelige fejring af forfædrenes minde:

 

Gudinden Dísar

I afsnittet ”Válmíki: Rámáyan” viser jeg hvor floden ”Drisad-vati” (gudinden Dísar’s vatn) løb i det nordlige Indien.

Flertalsformen ”dísir” genfindes i Yajur Veda som ”Dhísanas” (flertal), f.eks. i Kanda IV:

”...Må Dhísanas, gudinderne forbundet med Al-guderne...”
 

Der er næppe tvivl om, og ingen synes er være uenig heri, at det er samme kvindelige gudinder vi genfinder i det nordlige Indien og i urnordisk. Folkevandringerne er årsagen. Yajur Veda er en yngre Veda end Rig Veda, ingen synes at vide præcis hvor gammel, og indeholder en beskrivelse af alle ofringsritualerne.

I Egils Saga afholder Kong Eirik Blodøkse og Dronning Gunnhild fra Norge i 900 tallet e.Kr. om aftenen et gilde og fejrer gudinden Dísa.

Snorre skriver år 1220-30 i Gylfaginning (Snorre Edda):

”Þá fór Skaði upp á fjall ok bygði í Þrymheimi, ok ferr hon mjök á skíðum ok með boga ok skýtr dýr. Hon heitir Öndurguð eða Öndurdís”.

Som jeg oversætter til:

”Da fór Skaði op i fjeldet og byggede i Þrymheim, og farede hun meget på ski og med bue og skød dyr. Hun hedder Öndurguð eller Öndurdís”.

Senere i Skáldskaparmál (Snorre Edda):

31. Himinskenningar

Svá sem kvað Bragi 1  skáld:

Hinn er varp á víða
vinda Öndurdísar
of manna sjöt margra
mundlaug föður augum

Der er oversat til:

”Han som kastede skigudinden faders (Tjasses) öjne op på vindenes vide bækken (himlen) over mange menneskers bolig”.

1 Snorre gentager ordret sætningerne fra den norske skjald Bragi enn gamli Boddason, ca år 800-850 e.Kr., der findes i Ragnarsdrápa. Her skrives ”Öndurdísar” som ”avndvr disar”.

 

Snorre skriver år 1220-35 e.Kr. i Ynglinga Saga (Heimskringla):

8. Lagasetning Óðins

Um hann orti Eyvindur skáldaspillir þetta:

Þann skjaldblætr
skattfæri gat
ása niðr
við járnviðju,
þá er þau mær
í Manheimum
skatna vinr
og Skaði byggðu.
Sævar beins
og sonu marga
öndurdís
við Óðni gat.

Som Grundtvig (1879 udgaven, s. 11) oversætter til:

”Den herre god,
i kamp ej vov,
af Ase-Rod,
i Jætte-skov
oprandt i fordum Tide.
Der Skade glad
i Mandhjem sad
alt ved Valfaders Side;
der Bod hun vandt,
der Bjærg hun fandt,
den Stridsins-Dis hin snare;
og, Odin kjær,
hun fødte der
så prud en Sønne-Skare”

Jeg er ikke enig i Grundtvig ’s nudanske oversættelse, og vi kan se at han oversætter ”öndurdís” til ”Stridsins-Dis hin snare”.

Ordene “Öndurguð” og “Öndurdís” oversættes altid til “sneskos-gudinden, sneskos-guden, ski-disen, ski-gudinde”. Dette sker fordi de to henvisninger fortolkes som et heite for Skade , der netop er beskrevet som stående på ski. Det er så vidt jeg kan se en helt forkert oversættelse.

Det er Snorre , og Snorre alene, der knytter gudinden Skade til begreberne “Öndurguð” og “Öndurdís” 1. Skade er dog ikke oprindeligt gudinden Disar , der er langt, langt ældre. Fra Gylfaginning (Snorre Edda) kan vi se at Snorre heller ikke selv er sikker på denne sammenhæng.

1 Hvem Skade muligvis var viser jeg i ”Bilag K: Skaði og Amage – Skåne og Amager”.

 

Ordet “Öndurdís” mener jeg er sammensat af ”Önd” (ånde, livsånde) + ”Dísar” (navnet på en gudinde), og betydningen er ”Dísar’s livsånde”.

Snorre Edda (Skáldskaparmál, 84. Kvennaheiti) giver os to heite for kvinden, hvori "dís" (disen) indgår: "dís" og "jóðdís" (fødselsdisen?).

Snorre gengiver Bragi enn gamli Boddason’s sætninger som en kenning, dvs. noget vi skal kende. Som i oldengelske tekster er sætningerne opstillet som en gåde, hvortil kenningsvein (læredrengen/pigen) skal give svaret.

Lad os nu oversætte kenningen som jeg mener den skal forstås:


Hinn er varp á víða
vinda Öndurdísar
of manna sjöt margra
mundlaug föður augum


Den der varper vidt
vinden af Dísar’s livsånde
over mangen bilagte mænd
bækken af faders øjne

(jeg har oversat ”sjöt” fra ”sjatna” eller bl.a. at ”bilægge”).

Snorre skriver at svaret på denne kenning er ”Himin” (Himlen), men det mener jeg kun kan være sandt ifald vi opfatter "Himlen" i dens oprindelige indoeuropæiske betydning som "overdækkende sky" (*kem-/*kam).  Thor , symbolet på vore forfædre, er sin oprindelige forståelse en sky- og tordengud. Jeg mistænker at svaret på kenningen faktisk skal være "Thor".

“Mundlaug föður augum” eller “bækken af faders øjne” skal forstås som “alle fædres strøm af tårer/flood of tears”. Fædrene sørger over tabet af deres bilagte sønner og døtre.

Når man tørrer øjnene efter at have grædt på engelsk siger man ”wipe away your tears” eller ”varp væk dine tårer”. Derfor er kenningen formuleret med brugen af ordet ”varp”. Det er dette svaret til kenningen gør.

Når vi laver en dyb udånding i koldt vejr, og kan se vor egen ånde, tager vor ånde/livsånde form at ”let tåge”. Denne tåge kaldes ”dis” og dette ord på gotisk (”dis-”) betød ”fra hinanden”.

”Öndurdísar” betyder derfor stadig ”Dísar’s livsånde” men skal visuelt opfattes som ”disens livsånde”, hvor disen rejser fra den døde krop.

Hvor uenige alle trosretninger er om alt er der dog en ting alle oprindelige tro synes enige om; mennesket på Jorden har en sjæl.

Som vi hørte ovenfor havde forståelsen ”sjæl” (”sawol” oldengelsk, ”sala” oldnordisk og ”saiwala” gotisk) oprindeligt betydningen ”kommende fra eller hørende til søen/havet/vandet”.

Alle oprindelige trosretninger er også enige om at denne ”sjæl” visuelt er ”en let tåge” eller ”dis” (i tegneserieudgaven disen der bliver til et spøgelse), og at denne forlader den døde krop når vi har trukket vort sidste åndedræt på denne jord.

”Öndurdísar”, ”Dísar’s livsånde” eller ”disens livsånde” er derfor en henvisning til de bilagte mænd og kvinders sjæl, der nu rejser bort til den næste verden. Det er kenningens svar der tilser at dette sker.

At vi i vor oprindelige forståelse forbinder sjælen med at vende tilbage til søen/havet/vandet efter livet på denne jord forklarer hvorfor en flod, ”Drisad-vati” (gudinden Dísar’s vatn), bliver navngivet efter denne forståelse. Det er formentligt sket på et sted hvor der ofte fysisk er blevet set tågedis.

I FriðÞjófs Saga (kap. XII) fra 12-1300 tallet e.Kr. findes følgende sætning:

”I Disar-dalen vi viste vort værd,....”

”Disar-dalen” der i denne saga ligger i Norge antyder også at ”Disar” kan være en henvisning til en elv/vatn, der må have løbet gennem dalen.

At ”Dísar” er en kvindelig gudinde, og bredt forstået kvindelige magter/ ånder, er konsekvent med at det ligeledes er forfædrenes kvindelige krigere (oprindeligt ”engle”, på sennordisk ”valkyrja”), der henter de faldne fra valpladsen til valhallen 1.

1 I den tibetanske buddhisme er ”driza” ånder der opfattes som ”ædere af lugte”, formentligt underforstået fra de døde, og derfor sikkert af samme oprindelse. Se Keith Dowman: The Sacred Life of Tibet, 1997.

 

Det uden tvivl sandt at kvinder besidder egenskaber der gør dem langt bedre til at varetage denne vigtige opgave, og forklaringen til dette berører jeg i afsnittet ”Visdom fra fortiden – Shamanens håndværk”.

Forståelsen for den kvindelige gudinde Dísar videreføres i pigenavnet Ásdísar.

Det er forståelsen af at vor sjæl efter vor død på denne Jord vender tilbage til søen der gør at vor begravelsesskik har rejsen med båd (trækiste eller langskib), hvor den ligbrændte krop sendes samme vej som sjælen for at begge igen skal forenes i den næste verden.

I Exeter Book (Riddle 43) findes en kenning, hvis svar er ”krop og sjæl”. Vi ser her klart forståelsen for at krop og sjæl er brødre, dvs. de er sidestillet og den ene kan ikke undvære den anden. Det er ligeledes klart at de begge vender tilbage til det samme sted:

”.... broþor oþrum;.... þonne hy from bearme begen hweorfað...”

Som jeg oversætter til:

”...den andens broder;....når her fra lyset begge vender (tilbage)...”

(”broþor oþrum” = ”den andens broder”, ”bearme” = lyset, ”hweorfað” fra ”hverfa” (vende)).

 

Derfor har Ragnar Loðbrók i midten af 800 tallet e.Kr. denne bemærkning i Krákumál/Ragnars sögu loðbrókar (vers 29) medens han i ormegården afventer sin død:

”...Heim bjóða mér dísir...” 

Som jeg oversætter til:

”...hjem byder mig dísir...”
 
 

Det jeg mener vi her skal opfatte er at Ragnar her ser de flere ”Dísar” som de kvindelige magter/ånder, der i deres oprindelige form som ”engle” vil bringe ham hjem til de store haller i himlen når tiden er oprinden.

Det er ligeledes af samme årsag at Hamðir i Hamðismál (hin fornu) (vers 28, Ældre Edda) kvæder at årsagen til at han dræbte sin ven Erpr skyldes ”hvöttumk at dísir” eller ”tilskyndet af dísir”. Det er med andre ord igen de kvindelige magter/ånder, måske her i deres skikkelse af kvindelige krigere i svaneham, engle, der har forårsaget hans gerning.

I Reginsmál (vers 12, Ældre Edda) fornærmer Hreiðmarr ungmøen Lyngheiðr ved at kalde hende ”dís ulfhuguð” eller ”dís ulvesind”. Vi gør derfor ret i at opfatte en ”Dísar” som en ung kvinde. Fornærmelsen ”ulvesind” skal opfattes som ”farlig” og er normalt et kompliment.

Senere kvæder Hnikarr til Sigurðr (vers 25):

“…tálar dísir,
standa þér á tvær hliðar
ok vilja þik sáran sjá”.
 

Som jeg oversætter til:

“…. svigfulde dísir,
står der på to sider
og vilje dig såres skal”.
 

Det er stadig de kvindelige magter/ånder. Her er det dog tydeligere vore kvindelige krigerinder, skjoldmøerne, hvis ånd er på hver side og ønsker ham ondt. Vi kan ikke undlade at tænke på valkyrier i denne forbindelse.

Grímnismál (Grimnirs Mål, vers 53, Ældre Edda) knytter dísir til engle/valkyrier ved at sige om Kong Geirröðr’s forestående død:

”...þitt veit eg líf um liðið;
úfar eru dísir,
nú knáttu Óðin sjá,..”
 

Som jeg oversætter til:

”...dit ved jeg livet omledet;
talrig er dísir,
nu formår Odin selv,...”
 

Kong Geirröðr’s jordeliv er nu kommet til sidste tæppefald. Dette gør at der er mange dísir, der her skal opfattes som hjælpende ham til Odin, der her opfattes som forfædrenes konge i himlen.
 
I Þórbjörn hornklofi’s Haraldskvæði (vers 13) fra 900-tallet e.Kr. kaldes Dronning Ragnhild’s tærner (ambáttir) for ”dísir dramblátar” eller ”hovmodige dísir”. Dronning Ragnhild var gift med Harald Hårfagre.
 
I Helgakviða Hundingsbana hin fyrri (vers 16-17, Ældre Edda) kommer skjoldmøerne ridende fra Himlen, med størknet blod på deres brynjer og stråler fra deres spyd:

”Sá þar mildingr meyjar ríða
hávar und hjálmum
á Himinvanga;
brynjur váru þeira
blóði stoknar,
en af geirum
geislar stóðu”.
 
 

Disse skjoldmøer, der er vore kvindelige krigerinder, kaldes ”dísir suðrœnar” eller ”sydlige dísir”. 

I Gudrúnarkviða I (vers 19, Ældre Edda) kvæder Guðrún at hun føler højere æret end bl.a. ”Herjans dísir” eller ”Hærgerens dísir”. ”Hærgerens Hal”  er ”Valhal”, og derfor skal vi her opfatte ”dísir” i den sen-nordiske valkyrie rolle, som Odin’s budbringere.
 
Ordet ”dísar” findes på oldengelsk som ”ides”, og benyttes i bl.a. Beowulf-kvadet:

  • Ides Helminga (sætning 620) eller ”dísar Helmunge”. Dette er en beskrivelse af Kong Hrothgar’s (Scyldinga-æt nr. 17) Dronning Wealhþéow. At dronningen slægtsbeskrives som ”ides Helminga” viser efter min mening at hun er fra Wuffinga-ætten i Øst-Anglen, og datter af Wilhelm/Helm (ca. 457-497 e.Kr.). Brugen af ”ides” i Beowulf er derfor den oprindelige forståelse af ”ånd”.
  • Ides Scyldinga (sætning 1168 og 1170). Dette er igen en henvisning til  Dronning Wealhþéow og viser, som slægsregistrene bekræfter, at Wuffinga-ætten er skjoldunger. Sammenlign med det identiske ”dís skjöldunga” (oldnordisk) i  Helgakviða Hundingsbana önnur (Ældre Edda, vers 52), et navn givet til Sigrún.


 

Fejringen af vore forfædres afrejste sjæle under Disablót finder sted under Høstfesten og Efterårsjævndøgn den 21. september. Kristni Saga (kap. 11) viser dette:

"eitt haust var gört disablót mikit hjá Álfi konungi, gékk Álfhildr at blótinu, en um nóttina er hón rauð hörginn"

Som jeg oversætter til:

"Ved høst var gjort stort disablót ved Álfi kongen, gik Álfhildr og blótede, til dette benyttede hun Røde-hearg"

 

Vi ser et andet eksempel på hvornår et Dísablót blev afholdt i Víga-Glúms Saga (kap. 6). Tiden er medens Haakon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri var konge (kap. 2) dvs. ca. år 930-960 e.Kr. og stedet er i herredshøvding (”hersir”) Vigfús’ gård i Vors, Norge:

”Þar var veisla búin að veturnóttum og gert dísablót og allir skulu þessa minning gera ...
Og er á leið kveldið er menn voru komnir ...”

Som jeg oversætter til:

”Der var nabogilde [hen]ad Vinternætterne og der blev gjort Dísablót og alle skulle dette minde gøre ...
Og som kvælden skred frem og menneskene var kommen...”

Vetr-nætr” (Vinternætterne) er 11-18. oktober og tidsrummet er derfor kort tid før dette tidspunkt. Bemærk ordvalget ”minning” (minde). Det er vigtigt at fremhæve dette ord i en oversættelse da ordet er tæt knyttet til hele formålet med et Dísablót – at mindes forfædrenes afrejste sjæle. Vi ser at Dísablót er et gilde der finder sted om aftenen.
 
Det er derfor også et Dísablót gilde Snorre beretter om i Hákonar Saga Aðalsteinsfóstra, Heimskringla (kap. 17) om Haakon den Gode/Hákon Aðalsteinsfóstri (920-960, konge ca. 930):

”Um haustið að vetri var blótveisla á Hlöðum og sótti þar til konungur”

Som jeg oversætter til:

”Om høsttid (hen)ad Vinter(halvåret) var der blót-gilde på Laden og dertil drog Kongen”

Snorre bekræfter i kap. 19 ved brugen af ”minni” (mindet) at formålet med et Dísablót var at drikke en skål til gudernes/forfædrenes minde:

"Drakk hann þá öll minni krossalaust 1, þau er bændr skenktu honum".

Som jeg oversætter til:

"drak han da øl mindet korsløst, som bønderne skænkede ham”.

1 Haakon den Gode er som kristen blev tvunget til at følge bønderne i den forne sæd og drikke en mindeskål til alle guderne uden at slå korstegnet.

 

Fejringen af vore forfædres afrejste sjæle under Disablót er videreført som Allehelgensaften/Halloween (fra ”allhallow-eve”, dvs. samme betydning som på nudansk). ”Allehelgensaften” er det keltiske Nytårsaften 31. oktober, der følger Høstfesten. Det er på denne aften af kelterne påkalder sig deres døde, dvs. en hel identisk fejring af Disablót. Den keltiske skik kommer ind i kristendommen og udbredes med det keltiske tidspunkt for fejringen af forfædrene. De to dage der følger er begge opfundet af kristendommen for at omskrive de førskristne fejringer. 1. november kaldes ”Allehelgensdag” og 2. november ”Alle Sjælesdag”.  Om ”Alle Sjælesdag” skriver Salmonsen (2. udgave 1915): ”Den fejres til Minde om de hensovede Troende...”. Struense var klar over at begge dage omhandler samme fejring af forfædrenes afrejste sjæle og slog dagene sammen til 2. november med virkning fra år 1770 e.Kr.

Ikke overraskende indeholder den tilsvarende fejring i Estland kaldet "Mardipäev" (St. Martin's Dag - 10. november) store dele af den oprindelige hedenske fejring. Esterne fejrede, og fejrer stadig, forfædrenes afrejste sjæle fra 1. november til 10. november. I den estiske landsbrugskalender er dette tidsrum samtidig overgangen fra Sommer-halvåret til Vinter-halvåret.

Ifald alle urfilosofier er enige om at mennesket har en udødelig sjæl må det være rimeligt at stille sig spørgsmålet om ”sjælen” er en fysisk ting, der derfor kan have en vægt. Hvor tosset dette end må lyde ved første tanke synes vor filosofi at mene at ”ånd” er den tågedis vi fysisk kan se under specielle forhold, og som populært lever videre i spøgelser. ”Tågedis” er fysisk ”fugt i luften” og det er en størrelse vi kan måle.  De jordnære skyer vi kender som ”tåge”, og som befinder sig lige over jordoverfladen, består af små svævende vanddråber (eller ved iståge iskrystaller). Der findes 4 former for tågedannelse, jvf. Danmarks Meteorologiske Institut (”Tågesnak en sensommermorgen”, 18. august 2005):
 

  • Vanddamp tilføres luften (luften mættes med vanddamp)
  • Luften afkøles ved advektionståge (varm og fugtig luft strømmer hen over en kold jord- eller havoverflade og derved afkøles til mætningspunktet)
  • Luften afkøles ved udstrålingståge (luftens temperatur på grund af udstråling falder til under mætningspunktet)
  • Mosekonebryg/Sørøg (vandet i sø, mose og eng er betydeligt varmere end omgivelserne. Vanddamp vil stige op og, tilført luft fra overfladen, fortættes til tåge).

Omsætter vi naturfænomenet for ”Tågedis” til et varmblodet menneske hvor Døden Indtræder må ”Mosekonebryg” ikke overraskende vise os hvorledes vi skal opfatte ”ånd”; nemlig som ”varmt vanddamp der stiger op og bliver til tågedis når det tilføres luften”. Der ligger i denne forståelse en direkte opfattelse af at ”noget forlader den menneskelige krop” ved Dødens Indtræden. Dette ”noget” der tilføjes luften burde derfor være en fysisk ting, der kan måles f.eks. som "gram vanddamp pr. m³ luft".

Et forsøg på at måle ”sjælens vægt” blev gennemført af Duncan Macdougall, M.D. of Haverhill, Massachusetts og offentliggjort i ”American Medicine” (April, 1907) med titlen ”Hypothesis Concerning Soul Substance Together with Experimental Evidence of The Existence of Such Substance”. Der kan skydes huller så store som ladeporte i fejlmulighederne i undersøgelsen af de seks patienter han undersøgte, og vejede, da døden indtraf.

Hvad ikke synes at kunne antastes er at de to første patienter omkring tidspunktet for Dødens Indtræden havde et måleligt vægttab på ”three-fourths of an ounce” (21 gram), der ikke kan forklares. På den tredje patient  blev der målt et vægttab ved Dødens Indtræden på ”half and ounce” (14 gram), og efter få minutter på ”additional loss of one ounce” (28 gram). Jvf. disse meget primitive og mangelfulde eksperimenter har sjælen derfor en vægt på ”21-42 gram”. Eksperimenter at samme slags er ikke siden blevet gennemført. Jeg er dog langt fra overbevist om at vi straks skal forkaste tanken om at ånd og sjæl ikke kan måles, og derfor bevises som værende til i en naturvidenskabelig sammenhæng.

 

Bestil bøger her - fra
Den Danske Forening

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

                 det frie ord>>>

OPGØRET >>>



Reconquista>>>