Den islamiske befolkningsbombe Demografiens rolle i forholdet mellem islam og vesten

Igennem de sidste 500 år har den vestlige verden været den islamiske verden overlegen teknologisk, økonomisk og militært. I dag står den vestlige verden – i al alt fald Europa – over for en nedtur på grund af et gammelt, men meget effektivt våben: et fald i sit eget folketal samtidig med en befolkningseksplosion i den muslimske verden. I årene siden 2. Verdenskrig har den muslimske verden oplevet en enorm forøgelse i folketallet, og denne udvikling fortsætter i det 21. århundrede.

Balkan i 1990’erne var det første område i Europa, hvor muslimernes befolkningseksplosion førte til direkte overtagelse af landområder så som i det centrale Bosnien og i Kosovo. Selv Montenegro, som er et gammelt kristent ortodokst land har et stort muslimsk mindretal, som vil udvikle sig til et flertal i løbet af få årtier, hvis udviklingen fortsætter som hidtil.

Demografi er et følsomt diskussionsemne, når det gælder regionale konflikter eller terrorisme. Den politisk korrekte holdning, som dominerer de vestlige politiske systemer, i kombination med manglende historisk viden, har medført en fuldkommen mangel på interesse for, hvordan demografiske forandringer påvirker historiens gang, civilisationer og livsmønstre.

I vor tidsalder er den islamiske verden i besiddelse af det ultimative våben til forandring af Europas fremtid. Våbnet er hverken nukleart elle kemisk. Det er simpelthen befolkningsbomben.

I århundreder led den muslimske verden af vanskeligheder med at opretholde sine menneskelige ressourcer. Det område, som traditionelt var beboet af muslimer, blev udsat for forskellige invasioner (mongoler, korsfarere, interne konflikter), og området var desuden i vid udstrækning ørken, som ikke lod sig opdyrke. Derfor blev befolkningsvæksten holdt nede af miljøårsager og menneskelige faktorer, som resulterede i en nærmest uforandret befolkningsstørrelse.

I den store arabiske ekspansions æra fra det 8. til det 12. århundrede var islam religion og levemåde for 40-50 millioner mennesker, Det svarede til omkring 10 % af verdens daværende befolkning.

For at fremme deres permanente planer om invasion af Europa og Indien, assimilerede muslimerne fremmede så som kristne og jøder i deres samfund. Denne assimilation blev opnået ved at omvende andre folkeslag til islam, somme tider ved tvang, til andre tider uden. De fleste omvendelser blev opnået ved hjælp af brutal tvang, massekidnapning af især unge kristne, slaveri og lignende.

Som følge af det Ottomanske Imperiums besættelse af Balkan i det 15. århundrede, trængte islam ind i Europa helt til det sydlige Ungarn.

Afsky for arbejdsomhed og udvikling førte til det Ottomanske Imperiums forfald og fornyet opblomstring af nationer som den serbiske, græske, bulgarske og efterfølgende fordrivelse af islamiske samfund, som var blevet etableret med tvang.

På den tid blev Vesten betragtet som sejrrig: Britisk og fransk kolonialisme strakte sig over det meste af Nordafrika og Mellemøsten, og Vestens triumf var selvindlysende.

Mødet mellem de vestlige kapitalistiske stater og den underudviklede muslimske verden i begyndelsen af det 20. århundrede var en fordel for muslimerne, som lærte om nye landbrugsmetoder, medicin og industriel produktion. Dette møde medførte en dramatisk forbedring af livsbetingelserne for millioner af muslimer, som begyndte at vende den demografiske udvikling, som hidtil havde været præget af høj dødelighed. En fransk historiker, Fernard Braudel, var en enlig svale da han i 1957 advarede Europa om den tikkende muslimske befolkningsbombe. Braudel forudsagde, at de 75 millioner, som dengang beboede Mellemøsten, ville formere sig til 110 millioner ved begyndelsen af det 21. århundrede. Det var et forsigtigt skøn. I dag er tallet faktisk 300 millioner.

Kvinder i den muslimske verden føder flere end 4 børn i gennemsnit. Det er flere end dobbelt så mange kvinder i Europa føder. Det bliver til en årlig befolkningsvækst i Mellemøsten på ca. 2 %.

Ved midten af Europas fremgangsrige 19. århundrede var befolkningsvæksten i Europa ikke mere end 1,5 %. Alligevel muliggjorde denne lavere vækstrate koloniseringen af det meste af Amerika og Australien og skabelsen af europæisk prægede stater som USA; Australien, Canada, som faktisk dominerer verden i dag.

I 1960 udgjorde muslimerne omkring 13 % af verdens befolkning. I 2001 rundede den 20 %. Hvis udviklingen fortsætter, vil muslimerne i 2035 udgøre 35 % af verdens befolkning.

Et andet aspekt af denne befolkningsvækst er tilstedeværelsen af en høj andel af unge mennesker i de muslimske lande, som der ikke er plads til på arbejdsmarkedet og som har svært ved at forbedre deres tilværelse. Kombineret med de despotiske styreformer, som præger mange muslimske lande, er der skabt grobund for oprør, terrorisme og folkelig uro. Efterhånden som verden bindes sammen af netværk af telekommunikation og transport, bliver de mellemøstlige netværk også verdensomspændende.

I den nyeste europæiske historie er Bosnien et udmærket eksempel på demografiens dynamik i international politik. I 1948 udgjorde muslimerne under 30 % af indbyggerne i Jugoslavien. Da Jugoslavien opløstes i 1991 udgjorde muslimerne 44 % og blev den dominerende folkegruppe i den nye stat. I Kosovo udgjorde den muslimske albanske befolkning i begyndelsen af 1950’erne omkring 60 %. 40 år senere udgør de en overvældende majoritet på 90 %. Begge disse områder blev skuepladser for konflikter mellem muslimer og kristne.

Naturligvis er befolkningsvækst ikke den eneste forklaring på forskellige regionale konflikter, men det er et vigtigt element, når man vil forudse fremtidige ændringer i magtrelationer, som kan føre til krig.

Der er visse forhold, der skal tages i betragtning, når fremtidige magtrelationer skal analyseres på baggrund af demografiske udviklingstendenser.

I 1950’erne var Grækenlands befolkning 7 millioner, mens Tyrkiets befolkning udgjorde 21 millioner. Et forhold på 1 til 3.

I dag er Grækenlands befolkning på 11,1 millioner og Tyrkiets 70 millioner. Et forhold på 1 til 7, hvilket i vid udstrækning kan forklare vor tids rivalisering mellem Grækenland og Tyrkiet.

I begyndelsen af 1970’erne havde Maghreb-landene Algier, Marokko, Tunis og Egypten tilsammen en befolkning på 70 millioner. På samme tid havde de europæiske middelhavslande Frankrig, Spanien, Portugal, Italien og Grækenland tilsammen en befolkning på 160 millioner. I dag er der 150 millioner indbyggere i Nordafrika og 180 millioner i Sydeuropa.

Prognosen for 2050 er 250 millioner i Nordafrika og 150 millioner i Sydeuropa. En faldende befolkning i Sydeuropa vil udgøre en enorm kontrast til lande blot få sømil borte.

Den Europæiske Union har allerede udarbejdet planer om en fælleseuropæiske kystvagt til at kontrollere den uundgåelige masseudvandring fra syd mod nord. Fremtiden vil vise, om det vil bliver en effektiv foranstaltning.

Der bor allerede store muslimske mindretal i europæiske byer som Berlin, Paris og London.

USA's krig imod terror og terroristangreb i Europa har forøget europæernes mistænkelighed overfor deres muslimske naboer, og samtidig har det forøget selvbevidstheden i de muslimske samfund, som føler sig udsat for forfølgelse og diskrimination. Islam udelukker muslimers assimilation i deres nye opholdslande, men foreskriver tvært imod, at de nye opholdslande skal assimileres med islam. Da der samtidig foregår udbredt missionsvirksomhed for at få europæerne til at konvertere til islam, vil den muslimske tilstedeværelse i Europa yderligere forøves i de kommende år.

Historisk set er befolkningsudskiftninger en tilbagevendende foreteelse, og Europa oplevede således barbarisk invasioner i det Romerske Imperium sidste år. Senere invaderede vikingerne landområder, som de satte deres præg på. Østfra kom ungarere, hunner, tatarer og mongoler og satte bidrog til udviklingen af den europæiske civilisation. Men alle disse nationaliteter viste evne og vilje til assimilation og acceptere deres naboers kultur. Det gør muslimer ikke.

De sidste 15 års konflikter i Jugoslavien har fremvist militant muslimske holdninger på europæisk territorium for første gang siden Balkankrigene i 1912-13. Samtidig forøges den illegale indvandring fra Nordafrika, Mellemøsten og det sydlige Asien af muslimer, som finder fristeder for den nødvendige kommunikation, logistik og transport i steder som Pristina, Sarajevo og Tetovo.

Disse byer udgør den grønne korridor, som i øjeblikket kontrolleres af vestlige fredsskabende styrker, men de vil ikke forblive der til evig tid. USA har allerede bekendtgjort sin tilbagetrækning fra Bosnien.

Politisk korrekthed forhindrer Europa i at tænke logisk, når det gælder håndteringen af truslen om den europæiske civilisations undergang.

Det er bydende nødvendigt for Europa at se på situationen med ærefrygt og bedrøvelse og at forstå det simple faktum, at uden fødsel af nye liv, er der kun døden at se frem til.