Som udgangspunkt er der overensstemmelse mellem det at være dansk og det at have dansk indfødsret. At være dansk er noget, man fødes til, noget man er ved sin afstamning. Derudover gælder der som overalt i verden uskrevne regler for, hvordan man kan blive optaget i folket.

I praksis kan man som fremmed kun blive dansk, hvis man af dem, der i forvejen er danske, kan godtages som sådan. I et forsøg på at afspejle dette i lovgivningen indføjedes der i grundloven en bestemmelse om, at udlændinge kun kunne tildeles indfødsret ved lov; altså at kun folketinget kunne give enkeltpersoner dansk indfødsret ved at nævne dem ved navn i en lov, der meddelte, at de blev tildelt indfødsret.

Men det er lang tid siden, at folketingets medlemmer sad og vurderede den enkelte indfødsretsansøger. I stedet er det blevet et procedurespørgsmål: Der er af et flertal af folketingets partier vedtaget et cirkulære, der fastsætter, hvilke kriterier udlændinge skal leve op til for at komme i betragtning som modtagere af dansk indfødsret.

I disse år tildeles der derfor indfødsret til så mange som ingensinde før. Aldrig har det været påtænkt, at tildeling af indfødsret til udlændinge skulle antage karakter af et egentligt befolkningstilskud, hvorved Danmark bliver et indvandringsland i stedet for de danskes hjem. Dansk Samling vil påpege over for det politiske system, at ansvaret for, hvem der tildeles dansk indfødsret, er et politisk ansvar. Det kan ikke skydes bort med henvisning til et juridisk regelsæt.