04.10.2006

Den Danske Forening fik desværre ret

Forfatter: Harry Vinter

Genmæle bragt i Berlingeren 4/10 2006

Claus Kragh omtalte i artiklen ”Fodslag på højre flanke” i Berlingeren 24/9 ”ekstremisterne i Den Danske Forening”.

Jeg synes, at Claus Kragh skulle forklare læserne og undertegnede, hvordan Den Danske Forening (DDF) har kvalificeret sig til at blive sat i forbindelse med ekstremisme.

DDF har i snart 20 år i overensstemmelse med sin formålsparagraf advaret imod ”den opløsning af vor kulturelle og folkelige enhed, som forvoldes af overdreven tilstrømning fra overbefolkningstruede lande”.

Er det ekstremt?

Den opløsning af den folkelige enhed, som DDF har advaret imod siden 1987, er siden erkendt i de politiske partier, som nu alle taler om nødvendigheden af ”sammenhængskraft”.

DDF advarede om, at tilstrømningen ville gøre danskerne til et etnisk mindretal i Danmark. Det grinede politikerne af. Men i dag siger førende demografer det samme.

DDF forudså, at fattigdomsflygtninge vil komme sejlende til Europa i hvad som helst, der kan flyde. Socialdemokratiets næstformand Ove Dalsager klaskede sig på lårene af grin. I dag er tilsejlende fattigdomsflygtninge Sydeuropas alvorligste problem.

DDF advarede imod ghettodannelserne længe før den første ghetto opstod, men blev tilbagevist af påstande om kulturberigelse og farverigt fællesskab.

DDF advarede om, at kulturforskelle vil føre til høj indvandrerkriminalitet, men blev afvist af kriminologer og Dansk Flygtningehjælp. I dag er halvdelen af de indsatte i fængslerne af fremmed herkomst.

DDF advarede imod islamisk terrorisme, idet foreningen havde sat sig ind i islams 1400-årige historie. Det ville de ansvarlige ikke høre tale om. I dag bruges der flere og flere ressourcer i et udsigtsløst forsøg på at beskytte befolkningen mod terrorisme.

Den Danske Forening har - desværre - fået ret i alt, hvad foreningen har advaret om siden sin stiftelse i 1987.

Foreningen har således været i ekstrem modstrid med de såkaldte eksperter, som politikerne har henholdt sig til, der stort set alle har taget fejl.

Er det det, der har foranlediget Claus Kragh til at omtale foreningen som ekstremistisk?

 

Læs INDSIGT-UDSYN her

BESTIL BØGER HER

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller støt vores arbejde økonomisk.

 

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810