Da et flertal i Folketinget i 1983 åbnede Danmark for indvandring, ville der kun komme »et meget lille antal«. Da antallet steg kraftigt, var det »kun midlertidigt«. Da indvandringen steg yderligere, »betød antallet ikke noget«. Desuden var indvandringen »en berigelse, som vi slet ikke kunne undvære« på grund af »danskernes lave fødselstal«.

Da det ikke længere kunne skjules, at indvandrerne i gennemsnit var underuddannede, underbeskæftigede og overkriminelle, var det, »fordi danskerne var for dårlige til at integrere« dem. Da kostbare integrationsprojekter slog fejl, skulle vi give integrationsprocessen »tid til at virke«.

Da indvandrerne efter mange års ophold forblev underintegrerede, ville »anden generation klare sig langt bedre«. Da andengenerationsdrengene viste sig lige så kriminelle og underbeskæftigede som deres fædre, »var indvandrerpigerne til gengæld en solstrålehistorie«.

Da kun en lav andel af indvandrerpigerne afsluttede deres uddannelser og fik et arbejde, blev det tiet ihjel. Tredje generation klarer sig ikke væsentligt bedre end første og anden, men førstnævnte gruppe defineres nu bekvemt nok som danskere for ikke at virke ekskluderende.

De mange indvandrere, som kom i 2015, blev kaldt »meget højtuddannede«, lige indtil Danmarks Statistik beviste det modsatte. Mange blev kaldt for »uledsagede flygtningebørn«, skønt de var voksne mænd. De blev kaldt for flygtninge, skønt de forinden havde rejst gennem en perlerække af sikre lande. De blev kaldt »syrere«, skønt flertallet kom fra andre lande. Der blev fortrinsvist vist billeder af kvinder og børn, skønt flertallet var unge mænd.

I dag trues tegnere, mediehuse og ytringsfrihedsforkæmpere. Gågader barrikaderes. Festivaler og jøder politibeskyttes. Prideoptog stenes. Tvangsægteskaber florerer. Danske soldater og politibetjente frarådes at befinde sig alene uniformeret. Ghettoerne vokser. Terrorberedskabet styrkes. Grænsebevogtning forstærkes. Brune boligområder, børnehaver, folkeskoler og gymnasier fravælges. Sammenhængskraften eroderes, indvandrerbyrden stiger, og velfærdssamfundet udpines af et stærkt stigende antal tunge tilvandrede nettonydere.

Gammeldanskerne må derfor spørge sig selv: Hvem bærer ansvaret for, at danskerne blev narret til at acceptere indvandringen, lige indtil problemet ikke længere kunne løses? Ganske som med værnemagerne under Anden Verdenskrig hviler ansvaret for landets uføre på dem, der profiterede karrieremæssigt, økonomisk og politisk ved at gøre det forkerte. Dem, der gennem falske racismeanklager forhindrede dansksindede i at gøre det rigtige. Måtte eftertiden dømme vor tids værnemagere derefter.