I Berlingeren 15/9 skriver docent i statsvidenskab, Ann-Sofie Dahl om Sverigesdemokraterne. Stilen er den vanligt nedladende, afstandtagende, forargede …

Partiet er et interessant fænomen i et landskab af politiske partier, der har bragt broderlandet derhen, hvor de etniske svenskere vil komme i mindretal om føje år, og hvor en i sammenhæng hermed dramatisk opadgående kriminalitetskurve kun opvejes af kollapset i den svenske kronekurs.

Over 3 spalter fremstiller artiklen imidlertid intet faktuelt. Læseren overdænges i stedet med lumre antydninger, jammer over partiets indtrængen på den politiske scene, referatet af udtalelser fra en repræsentant for et andet parti, ifølge hvilke der er tale om ”nazister i folkehjemsdragt”, ja endog forargelse bygget på, at partiet har brugt en fakkel som symbol (uagtet sådant da vist også forekommer i visse danske militære formationer og idrætsforeninger).

Det tætteste, artiklen kommer på en dokumentation for eksistensen af det monster, der søges fremstillet, er en oplysning om, at partiet markedsfører sig som ”interesseparti for svenskere” - hvilket der imidlertid ovennævnte taget i betragtning må siges at være et rimeligt behov for. Hertil kommer en oplysning om, at partiet ønsker at sikre etnisk og kulturel lighed i befolkningen, samt at partiet kun vil give statsborgerskab til personer, der ikke ”undergraver det nationalistiske princip om den indfødte befolknings overlegenhed”. - Man tør vel tro, at der her er tale om et tilsneget referat af, hvad partiet skriver om sig selv. Men hvorledes en politik med denne indretning, som praktiseres i en lang række lande til og med Israel, skulle være udtryk for nazistisk og moralsk forkasteligt sindelag, får vi i øvrigt heller ikke noget at vide om.

Docenten tilsidesætter således det, der er den første forpligtelse for enhver, der bryster sig med en videnskabelig titel, hvilket nemlig er pligten til at skaffe og videregive dokumenterbar, empirisk viden. Når hun ydermere afslutter med at påkalde sig Guds hjælp til, at ingen andre partier vil samarbejde med Sverigesdemokraterne, som hun i forbifarten – men også udokumenteret - karakteriserer som udemokratiske, tilsidesætter hun yderligere enhver almindelig borgers første pligt i et folkestyre. Denne pligt, som turde være en docent i statsvidenskab bekendt selv i Sverige, er nemlig at sikre, at enhver, der måtte have noget på hjerte, får mulighed for at bringe det op til politisk debat og modsigelse. Selve folkestyret idé er således, at beslutning først træffes, når alle argumenter er afsøgt og slebet mod hinanden. Det bliver de ikke, hvis modstanderne af et synspunkt simpelt hen nægter at lade dette indgå i meningsudvekslingen.

Ann-Sofie Dahl gør med andre ord sig selv til et illustrativt eksempel på det, der er kernen i det svenske problem: Demokratiet og den politiske meningsdannelse er blevet kidnappet af en tæt sammenslynget skare af uhaddafyda-elitepersoner, som er ude af stand til at orientere sig ideologisk på andet end et helt overfladisk og fraseagtigt niveau. Personer, som af frygt for selve det ikke at være med i klyngen løber som lemminger med i en hvilken som helst retning, i hvilken den p.t. bevæger sig, og som derved, uagtet de burde vide bedre, groft negligerer hensynet til fremtidige generationers behov for også at kunne leve en tryg tilværelse på svensk grund. Med andre ord svenskere med samme psykologiske diagram som dem, der i 1930-erne og begyndelsen af 1940-erne fik placeret Sverige som støttepille for Nazityskland i den ”mørke og ubehagelige tid i Europas historie”, docenten gysende henviser til i sin artikel. 

Samtidig savner vi fortsat i Berlingeren en neutral redegørelse for, hvad Sverigesdemokraterne er.

Vi savner også i Berlingeren et svar på docentens udladninger. Ovennævnte svar er der ikke plads til i bladets spalter, oplyser debatredaktør Jesper Beinov.