17.09.2006

Tale til Venstres Ungdoms ved møde i Århus den 16. 9. 2006.

Forfatter: Poul Vinther Jensen



 På Den Danske Forenings vegne, takker jeg for indbydelsen til at tale her ved VU`s landsmøde 2006.

Jeg er blevet opfordret til at tale om begrebet indvandring til Danmark.

Det område er jo idag det politiske felt, der fylder mest i vores dagligdag.

 Det er samtidig blevet et område, der er ret omfattende  på de offentlige budgetter, og er derfor blevet noget der berører den del af den danske befolkning, der modtager overførselsindkomster.

Men det er ikke det økonomiske i indvandredebatten der optager mig mest, det er de langsigtede konsekvenser og den fremtidige sammenhængskraft i Danmark.

 Udviklingen fortæller, at det et alvorligt kapitel vi har påbegyndt i Danmark. Bombefremstilling i H.C. Andersens fødeby må siges at være noget ganske nyt.

Overvågning, knivstikkeri, kontrol, er noget der for få år siden var i strid med dansk livsførsel.

 For mig, er Danmark ikke et indvandrerland for kollektiv indvandring, - og har aldrig været det.

 At adskellige meningsdannere og politikere hævder det modsatte, gør ikke noget indtryk. Ifølge de danske kirkebøger, kom der i perioden fra ca 1665 til 1965 ialt 15.000 fremmede borgere til Danmark.

 Det var kartoffel-tyskere, søfolk, jøder, huguenotter fra Frankrig, tyske handelsfolk og en del fra Norge og Sverige.

  At sammenligne denne individuelle indvandring over tre hundrede år, med den indvandring vi er vidne til idag, - er en ideologisk tilsnigelse, der blot skal bruges som legitimering for den massive - politisk besluttede indvandring -,som har fundet sted de seneste 25 år, -og er ved at ændre Danmark til et multi-etnisk og multi-kulturelt land.

 Men Danmark er ikke, og bør ikke være et lukket land. I en international tidsalder, hvor mange danskere færdes ude i den store verden, skal der naturligvis være mulighed for at kunne få en evt. ægtefælle med til landet.

 Internationale virksomheder med afdeling i Danmark skal naturligvis kunne sende medarbejdere til Danmark, for at varetage virksomhedens interesser.

Hvis en dansk virksomhed får knyttet en specialist fra et andet land til sig, må Danmarks dør stå åben.Forskere fra andre lande, skal frit kunne arbejde på danske læreranstalter. Det er det man kalder sund og nyttig udveksling af erfaringer og viden, til gavn for Danmark.

Men Den Danske Forening, vil fremdeles arbejde for, at Danmark forbliver den forankrede nationalstat, hvor der er en fælles og samlende enhedskultur.

Vi betragter denne folkelige samhørighed, som det bærende for det danske folk og Danmark nu og fremover.

Vi har i de forløbne 19 år stillet det spørgsmål til politikerne, hvor de henter adkomst og legimitation til at ændre Danmark fra et hjemsted for det danske folk igennem 1000 år, til at være et landområde for alverden.

Vi mener ikke at noget slægtled kan tillade sig at handle så voldsomt, så det fuldstændig ændrer Danmark.

I Foreningens første år, fik vi skudt mange ting i skoene.

Det var en yndet sport i kultur-radikale kredse, at få rubriceret Den Danske Forening som noget udskud der tænkte i race-tænkning.

Det skete tiltrods for at DDF`s foreningslove siden stiftelsen, klart tilkendegiver, at man ikke kan blive eller være medlem af DDF, hvis man har eller har haft tilknytning til Nazistiske kredse.

For DDF, er det at være dansk, et spørgsmål om at være loyal overfor Danmark, og slutte op om de frihedsbegreber der er gældende her til lands. Hudfarve og fysiognomi, er os aldeles uvedkommende.

Det var derfor mere end frækt med disse undelødige beskyldninger, da det var kendt, at adskellige af Den Danske Forenings medlemmer var tidligere modstandsfolk under den tyske besættelse, nogle af dem var i tyske koncentrationslejre. Bl.a foreningens tidligere formand og redaktør af bladet Danskeren Dr. phil Sune Dalgaard og nedkastningschef Jens Tolstrup, der klarede sig fri af lejrene.

Formålet med denne sværtning, var at imødegå vore nationale holdninger, som jo var en modvægt til venstrefløjen og de kulturradikales drøm om det multikulturelle samfund. Det var her man talte om det berigende, ja næsten nødvendige tilskud til Danmarks fremtid.

Hvis det alene var en indvandring fra den europæiske kulturkreds, ville det ikke være noget problem med en indvandring på et par hundrede tusinde mennesker.

Men den indvandring der har fundet sted siden begyndelsen af havfjerdserne, har næsten udelukkende været fra væsentligt fremmede kultur-kredse, - her især fra den islamiske verden.

Det er her problemet er. Det begyndte med de såkaldte gæstearbejdere, der blot skulle være i Danmark så lang tid der var behov for deres arbejdskraft, de kom fra. bl.a det muslimske Tyrikiet.Men sådan gik det ikke.

Dernæst begyndte der at komme flygtninge, som uden videre fik opholdstilladelse. Antallet var indtil begyndelsen af firserne overskueligt.

Men derefter, har Europa, herunder Danmark siden da oplevet en vedvarende strøm af såkaldte flygtninge, der reelt er fattigdoms-flygtninge. Denne tilstrømning til Europa, vil fortsætte med forstærket kraft, hvis ikke der bliver grebet ind.

Vi har selv med en lempelig lov om familiesammenføring åbnet yderligere op for den store tilstrømning. Det gælder især fra de muslimske lande, der traditionelt har mange børn .Resultatet er, at Danmark idag har et islamisk samfund på over 210.000 mennesker.

Et samfund, der er forbundet med en totalitær religiøs tradition, der ifølge Karen Jespersen og Ralf Pittelkow, kan sidestilles med Nazismen og Kommunisnen.

Jeg er personlig ganske enig med de to forfattere.

 Trods mange advarsler fra forskellig side, har kultur-radikalisterne og venstre-fløjen bevistløst hævdet, at det blot var et sprørgsmål om integrering.

 Her har man taget skæbnesvangret fejl.

 Trods enorme økonomiske bevillinger, i Danmark ca 35-40 milliarder kr. pr. år, er der ingen samklang imellem den danske befolkning og de herboende muslimer.

 Resultatet kender vi alle. Parallel-samfund med ghetto-bebyggelser, skoler og børnehaver, hvor der reelt ikke er noget Danmark tilbage. Ingen danskere vil bo i disse kvarterer, - heller ikke de kulturradikale eller venstre-fløjen.

 I København, Århus,og Odense, behøver man ikke at integrere sig. Her kan man leve på islamisk vis uden at komme i kontakt med det danske samfund.

Man kan efter min mening ikke integrere muslimer i et vestligt sekulært samfund som det danske. Dertil er værdibegreberne for forskellige.

Denne situation var til at forudse.

I England,Tyskland,Holland og Frankrig har man i mange år haft denne opdeling af samfundet. 

Resultatet kan man i disse år se iform af optøjer, terror og spændinger imellem befolkningsgrupperne.

I London, er det, det rene roulette-spil at køre i undergrundsbanerne.

Det værste er, at ingen ved hvad man skal stille op med de store etniske problemer.

Men selv med disse negative erfaringer, strømmer det stadig ind med mennesker fra den islamiske kulturkreds til Europa. Der er nu officielt over 20. millioner muslimer i Europa, uofficielt 23-24 millioner.

De er i disse år, ved at danne deres egen stat i de europæiske lande. Der er nu så store muslimske samfund, at de er begyndt at stille islamiske dagordner, som mange europæiske politikere i angst og rådvilhed affinder sig med.

Se blot på situationen i Frankrig, hvor der er områder, hvor fransk politi ikke vil komme.

Det er ikke holdbart!

Derfor ser jeg ikke nogen løsning på de voksende problemer omkring de muslimske miljøer i Danmark og Europa, - med mindre europæiske politikere erkender deres magtesløshed og påbegynder repatrieringer af muslimer bosidende i Europa.

 

Det skal naturligvis ske i henhold til Folkeretten, - og under civiliserede forhold, med alle de medmenneskelige hensyn situationen kræver.

Det er et totalt stop for islamisk indvandring til Europa, samt repatriering af muslimer, der er løsningen på en udvikling, der er ved at få Europa til at gå op i limningen.

Danmark og Europa fik en brat opvågning, da bomberne sprang i London, en udåd udført af unge muslimer, der var født og opvokset i Storbritannien.

Det samme kan man sige om Muhammed-krisen, hvor Danmark blev sat på det internationale landkort. Denne sag fortalte klart, at begrebet ytringsfrihed opfattes forskelligt af muslimer og danskere, der er opvokset i en sekulær tradition.

I det sekulære Europa er ytringsfriheden pulsen i demokratiet.

Det var opløftende, at se ministeriet Fogh Rasmussen stå 100 procent fast på den uindskrænkede ytringsfrihed, her især statsminister Anders Fogh Rasmussen, der ikke på noget tidspunkt rystede på hånden i den langvarige krise. Det skylder vi ham stor tak for.

Men det var samtidig en klam oplevelse, at se den fhv. venstreformand Uffe Ellemann- Jensen stå og modarbejde sin efterfølger Anders Fogh Rasmussen, i en tid hvor en håndsrækning var på sin plads.

Men ministeriet Fogh Rasmussen har trods stramninger i udlændingeloven, -ikke - formået at bremse tilstrømningen af fremmede fra tredje-landene,  i de snart fem år, Anders Fogh Rasmussen har ledet regeringen, med støtte fra Dansk Folkeparti.

Siden det -såkaldte - systemskifte- , er antallet af borgere fra tredjelandene steget med ca 55.000 personer. Fra Den Danske Forening, skal der hermed lyde en opfordring til at sætte det alvorlige problem øverst på den politiske dagsorden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bestil bøger her - fra
Den Danske Forening

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

                 det frie ord>>>

OPGØRET >>>



Reconquista>>>