En passage i en artikel i Berlingske Tidende 29/8 om det seneste terroranslag imod det serbiske mindretal i Kosovo er bemærkelsesværdig:

”Grupper af unge på den kosovoalbanske side af floden Ibar samles ofte ved broen, der forbinder Mitrovicas to etnisk adskilte bydele.
Med misundelse og frustration kaster de lange blikke over mod det pulserende liv på bl.a. Cafe Dolce Vita i den serbiske del.”

Det internationale samfund har hjulpet de indvandrede muhamedanske kosovoalbanere med at banke og ydmyge og fordrive 300.000 serbere fra den serbiske provins Kosovo. Det internationale samfund pøser alle mulige former for økonomiske hjælp ind i Kosovo i et forsøg på at få sejrherrerne til at få gang i en fredelig og anstændig tilværelse. Danske politikommissær Wittrup har brugt måneder i et forsøg på at lære kosovoalbanerne at opføre sig ordentligt. Og lige meget hjælper det.

Nu står de forkælede sejrherrer og kigger misundelige efter det glade og fredelige liv, som de tilbageværende fattige, gennembankede og ydmygede serbere fører.
Selv kan de ikke finde ud af at sætte gang i et ”pulserende liv”.

Nu vil de gerne have adgang til den tilbageværende kristne del af Kosovo. Og når de har fået fordrevet de sidste kristne derfra, vil de gerne vandre videre ind i det tilbageværende Serbien, - eller til andre tilbageværende kristne dele af Europa.

Sådan vil de lidt efter lidt kunne lægge hele verden øde.

Selv kan de ikke finde ud af at slå et søm i en lort uden at ødelægge begge dele.

Det er muhamedanismen i en nøddeskal.


Jeg mangler lige at tilføje, at nogle af de misundelige muhamedanere forleden aften sneg sig ind i den serbiske del af Mitrovica, hvor de smed en bombe ind i en restaurant. 9 gæster blev alvorligt såret.

Når man ikke kan skabe noget selv, kan man i det mindste ødelægge det for andre.
Det er topmålet af muhamedansk kreativitet.