15.06.2004
Tyrkiets dilemma: militærdiktatur eller islamisk diktatur
Forfatter: Poul Vinther Jensen
Hvis tyrkerne får ægte demokrati, vil de stemme for demokratiets afskaffelse
Tyrkiets dilemma: militærdiktatur eller islamisk diktatur Hvis tyrkerne får ægte demokrati, vil de stemme for demokratiets afskaffelse
Et af de emner, der har spillet en afgørende rolle i debatten op til Europa-Parlamentsvalget, har været, om Tyrkiet skal optages som medlem af EU.
Det spørgsmål har været en del af både den franske og den tyske valgkamp, og herhjemme har det været markant og til tider dominerende; og det i en sådan grad, at der ikke er blevet plads til en tilbundsgående debat om traktatudkastet til forfatningen for Den Europæiske Union.
Men nogle har interesseret sig for det forfatningsmæssige! Især Mogens Camre har med sin skarpe politiske indsigt bragt dette centrale emne op i valgkampen.
Camre er – tillige med de øvrige DF-kandidater - den eneste, der har meldt klart ud vedr. Tyrkiets ansøgning om optagelse i EU.
Hos Socialdemokraterne har det spørgsmål været mere uklart. Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft er blevet beskyldt for at tale tvetydigt om emnet.
Denne kritik kommer bl. a. fra Det Radikale Venstres spidskandidat til Europa Parlamentet, Anders Samuelsen, der i en ny bog, ”Om vejen til et bedre Europa”, skriver:
”Jeg er stærk modstander af de meldinger, som Lykketoft og Nyrup er kommet med i den danske debat om det emne. Jeg tror, at jeg ved, hvorfor de melder ud, som de gør.
Det skyldes frygt for, at de ikke formår at forklare deres bagland fordelene ved at få Tyrkiet med. De er bange for, at baglandet ikke forstår dem.”
Det er en typisk radikal fordomsfri opfattelse. I et så alvorligt anliggende, som det at inddrage et stort muslimsk land i EU, kan man ikke have fordomme nok.
I en forsideartikel med overskriften ”S og R strides om Tyrkiet” i Information 2. juni siger Anders Samuelsen følgende:
”Tyrkiet som medlem af EU kan få en vigtig funktion som brobygger til den muslimske verden, og det vil lægge en dæmper på mange konflikter.
For at være med i EU må man leve op til de demokratiske spilleregler – men hvilken Gud, man tror på, er ikke en del af de spilleregler. EU er et politisk fællesskab ikke et trossamfund. Tyrkiet skal med i EU, når det opfylder kravene.”
Det er korrekt, at EU ikke er et trossamfund. Men religion er noget afgørende, for det er religionen, der præger medlemslandene i EU kulturelt og politisk.
Det gælder i alle forhold.
Det er kristendommen, der har formet Europa, og det er islam, der har formet Tyrkiet. At se bort fra det er ikke forsvarlig politisk tænkning.
Når det gælder Tyrkiet, går udviklingen i islamisk retning. Den tyrkiske premierminister Recep Erdogan er islamist og valgt af islamiske vælgere.
Hans regering har netop godkendt, at elever på særlige ”imam hatip” - skoler, der er muslimske præsteskoler, kan få adgang til universiteterne.
Forfatteren og digteren Henrik Nordbrandt, der bor i Tyrkiet, set dette tiltag som startskuddet til, at der kan sendes en hær af islamister ind i den tyrkiske centraladministration.
Henrik Nordbrandt har i Information stillet det spørgsmål, om Tyrkiet i EU vil være den meget omtalte fredsbygger til Mellemøsten, eller om Tyrkiet ikke snarere vil udgøre en trojansk hest i Europa fuld af skæggede, krumsabel svingende tyrkere.
Han slutter med følgende: ”Vi ved ikke, hvordan Tyrkiet vil udvikle sig, når friheden sætter alle kræfter fri – også de religiøse.”
Det er spørgsmålet!!
Vil islamisterne bruge EU-medlemskabet til at udvikle en islamisk stat i Tyrkiet.
Der er tyrkiske militærfolk, der argumenterer imod EU-medlemskabet med den begrundelse, at militæret i tilfælde af et tyrkisk EU-medlemskab ikke længere vil kunne holde islamismen fra magten.
Det er realiteter, den gode Anders Samuelsen og hans partifæller i Det Radikale Venstre bør tænke over.
Det samme er tilfældet for Poul Nyrup Rasmussen, der til Information den 2. juni siger følgende:
”Tyrkiet har langt igen. Det skal gennemføre en stor mængde reformer på hele det økonomiske område. Fængsler og domstole skal reformeres, og hele den tyrkiske forfatning skal renskures for militær indflydelse.”
Man kan være enig med Nyrup i, at militær indflydelse på en demokratisk forfatning ikke hører hjemme i EU. Men det er jo netop sagens kerne.
Tyrkiet har i nyere tid haft den statsopbygning, som vi kender i Europa, men den har ikke rod i det tyrkiske folks sjæl og sindelag. Tyrkerne er muslimer. Det gør forskellen.
Det er et land med en helt anden historie og tradition, end Europa har. Men Tyrkiet er et rigt og smukt land og har bidraget med en stor kultur, der på godt og ondt har præget mange lande omkring Tyrkiet - også Europa.
Men det er ikke et europæisk land med en kulturelt homogen befolkning.
Derfor er det nødvendigt med det tyrkiske forsvar som blind makker til den såkaldte ’demokratiske stat’.
Hvem skal ellers holde ro, orden og retssikkerhed, når det folkelige kludetæppe falder fra hinanden. Eller når rabiate muslimske kredse truer stabiliteten og det politiske system med terror og bombesprængninger. .
Til efteråret kommer EU-Kommissionen med en rapport om Tyrkiet. Ud fra denne skal EU's stats og regeringschefer i december 2004 beslutte, hvorvidt man skal indlede egentlige optagelsesforhandlinger med Tyrkiet.
Men Tyrkiet kommer sikkert op på dagsordenen allerede ved topmødet nu på torsdag og fredag i Bruxelles. Alle statsledere er klar over, at det er en varm sag, der kræver en særlig behandling.
Det har debatten i valgkampen til Europa-Parlamentet klart fortalt!
Efterfølgende skal alle landene være enige om, hvorvidt Tyrkiet rent faktisk lever op til Københavner-kriterierne.
Det sidste er heldigvis et rent fortolkningsspørgsmål!
|