Selvom der er våbenhvile imellem Israel og Hizbollah, og en international styrke så småt er ved at indfinde sig på Libanesisk område, er muligheden for et nyt storopgør i Mellemøsten tilstede.

De egentlige magthavere i denne situation, er Iran og Syrien. Det er bl.a. herfra den velorganiserede Hizbollah-bevægelse får sine våben og penge. 

At FN står bag våbenhvilen er ikke nogen garanti for fred imellem staten Israel og dets naboer Libanon og Syrien. For Israel, er det en eksistenskamp, hvor modstanderne højlydt hævder, at de ønsker den israelske stat udslettet!!!

Er der noget at sige til, at Israel slår fra sig!!!

Det er den kontante virkelighed det internationale samfund skal tage bestik udfra, når en fredsforhandling kommer igang.

Her skal alle parter fra begyndelsen anerkende, at staten Israel har et folkeretslig mandat bag sig, - og at dets grænser fra 1948 står ved magt.

Hvis ikke det er muligt at samle tilslutning til denne kendsgerning, da er det spild af tid at forhandle om fred. Efter en måneds hårde krigshandlinger, er der mange bud på, hvem der kom ud af konflikten som vinder. Der er samtidig også mange bud på, hvad der bør gøres for at finde en fredelig løsning.

 Jeg vil her bringe nogle uddrag fra den internationale presse, hvor meningerne er meget forskellige:

 Den 16. august skriver The Guardian følgende:

 " - Den ulykkelige situation efter konflikten med Libanon kan blive mere afbalanceret, hvis man for alvor satser på fred med Syrien. Men det vil ikke løse problemerne i Gaza og på Vestbredden. Den sandhed, som Israel før eller senere er nødt til at se i øjnene, er, at forhandlingerne med palæstinenserne må tages op igen. Lige meget hvor ufrugtbare og uspiselige de er for mange israelere."

Den 16. august skriver Le Figaro i Paris følgende:

 " - Selvom våbenhvilen i Libanon er en lettelse for alle, kan man kun være rædselsslagen over de ting, vi har set og hørt i Mellemøsten i de seneste døgn: de tusindvis af hjemvendte libanesiske flygtninge, der alle som en lovpriser Hizbollah (...) Hassan Nasrallah, chefen for det shiamuslimske parti, der glæder sig over " den antizionistiske modstandskamps historiske sejr."

 De iranske myndigheders glæde, der var så stor, at de næsten dekreterede en national helligdag for at fejre deres terrorist-håndlangers sejr. Eller de mørke udsagn om "fjenden Israel" fra den syriske leder Bashar al-Assad. Våbene tier, men håbet er ikke vendt tilbage. Tværtimod.

Den 17. august skriverThe Daily Telegraph i London følgende under overskriften "Utilstrækkelig FN-plan"

 "- Dets krav om våbenhvile udsprang af de bedste hensigter, men klogere ville det have været, hvis FN havde haft en bedre gennemtænkt plan for, hvad der skulle ske efter kamphandlingernes ophør. Alle tidligere FN-forsøg på at sikre fred i Libanon er slået fejl.

Man burde i stedet gøre alt for at styrke libaneserne, så selv de kan tage opgøret med deres indre fjende. I stedet er det sydlige Libanon med denne forhastede våbenhvile endt i et vakuum, som Hizbollah hellere end gerne vil udfylde. Hvis FN ikke finder en måde at sikre freden på, vil denne `våbenhvile`blot være netop det: en midlertidig pause i stedet for en afslutning på konflikten. Indtil videre har FN kun præsteret at føre os tilbage til status quo ante, dvs. til situationen før Israels tilbagetrækning i 2000.

Den 17. august skriver Kommersant i Moskva følgende under overskriften " Arabernes superhelt"

 "- Libanonkrigen har forandret Mellemøsten. Den har givet millioner af arabere en ny superhelt: Hizbollah-føeren Hassan Nasrallah. Dette er formentlig det vigtigste resultat af krigen. I 2000 udråbte Hassan Nasrallah de israelske troppers tilbagetog fra Libanon til hans sejr, og masserne troede ham. Nu har Hassan Nasrallah gentaget dette kunstgreb. Sheik Nasrallah er den første arabiske politiker i meget lang tid, der har kunnet sige: Vi har sejret. Det er ikke afgørende til hvilken pris - ja, det er end ikke afgørende om, det er sandt. Fremover vil han være en autoritet og et eksempel til efterfølgelse for andre arabiske ledere og politikere." 

Den 16. august skriver Süddeutsche Zeitung i München følgende:

 " - Freden er ikke sikret. Endnu er ingen fredssoldater indsat i buffer-zonen. Endnu er regionens `godtfathers `, Syrien og Irans opførsel uforudsigelig. Hvad hvis Israel pludselig igen beskydes af raketter? Hvad hvis Hizbollah modsætter sig afvæbning? Hvad hvis de fangne soldater ikke frigives? Efter 33 dage er våbnene muligvis forstummet i denne tilfældige krig og et par lektioner lært. Den farlige fase begynder imidlertid først nu. Mellem den gamle og de nye orden står kun et resolutions papir, der sætter betingelserne for en stabil fred i et demokratisk Libanon: Et Libanon befriet fra Syriens og Irans indflydelse og fra det militante islams klør. Den egentlige konfrontation med Hizbollah og dets sponsorer står således tilbage."

Kilder: Dagbladet Politiken lørdag den 19. august 2006.

          Dagbladet Information onsdag den 16. og torsdag den 17. august 2006.