For nogle år siden besøgte jeg min ældste datter, Mette, der var bosiddende i Jerusalem i et års tid.

Under mit ophold var jeg ovre i det palæstinensiske Betlehem, og så her forskellen på det demokratiske Israel, og det Palæstinensiske selvstyre.

 Forskellen var slående:

I Israel er folk på arbejde, der skabes værdier hver eneste dag. I Betlehem sad mændene og drak kaffe ved små cafe-borde. Det udgør forskellen.!  Resultatet er til at få øje på.

Det samme kan den arabiske befolkning, det er en af forklaringerne på det enorme had, der er til jøderne. Det er den problemstilling forfatteren Hans Magnus Enzensberger på fremragende vis har fremstillet i sit nye essay: Den Radikale Taber.

 Men velstand, det kommer ikke af sig selv, det sker ved vedholdende hårdt arbejde!!

 Jøderne er ikke blevet forgyldt af verdenssamfundet FN, da de fik overdraget den tidligere tyrkiske provins, der i dag er Israel. Ved en slidsom indsats er det lykkedes dem at skabe et frugtbart land ud af næsten ingen ting i løbet af  58 år. Derudover er Israel i dag et højteknologisk samfund, der kan gøre sig gældende på utallige områder. At dette samfund har været i næsten konstant krig de seneste 40 år, understreger blot, at det israelske folk har viljen til at forsvare det, der er deres.

 I Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag den 29. juli 2006 skriver historikeren David Gress en større artikel under overskriften: ” Hvem er aggressoren?”

Her gør Gress op med den palæstinensiske talsmand Fathi el-Abed. David Gress slutter med følgende: 

 ”Det er måske denne fantastiske bedrift, der især provokerer de brutale arabiske regimer og terrorgrupper og deres talsmænd. Det provokerer endnu mere, at bedriften er udført af jøder, som ifølge islam er afkom af svin og aber og dømt til udryddelse.

 Islamisme og politisk had til de formastelige jøder, som understår sig i at drive et velfungerende retssamfund, indgår en vanhellig alliance, hvis resultat er udryddelseskampen og den fortsatte, krampagtige afvisning af Israels ret til at eksistere. Kampen mod Israel er en lang undvigemanøvre for de korrupte arabiske regimer, der bruger islamisme som endnu et redskab til at undgå at blive til ansvarlige stater, der tager deres egne befolkningers behov alvorligt. Israel kan kun opfylde deres krav ved at begå selvmord. Det er, hvad el - Abed og hans mange eftersnakkere i danske medier kræver. Det vil ikke ske”, slutter Gress.  

Kilde:Morgenavisen Jyllands-Posten, lørdag den 29.juli 2006