29.07.2006
Krigen i Mellemøsten.
Forfatter: Poul Vinther Jensen
Hvor står Frankrig i Mellemøst-krisen?
Den 20. juli har Dagbladet Information, et meget stort foto af et torv i Beirut, hvor folk sidder roligt og fredeligt ved cafe-borde og nyder byen og livet. Beirut er netop blevet genrejst efter 15. års nådesløs borgerkrig. Den bliver kaldt Orientens Paris, - idag regner det ned med bomber, og centrum af Beirut ligger i ruiner. Under den 15 år lange borgerkrig mistede 150.000 af libanons indbyggere livet, efterfølgende to israelske invasioner, der kostede 20.000 af dets indbyggere livet.
Man spørger sig selv, hvor længe skal dette vanvid fortsætte:
Den libanesiske regering har i al sin svaghed et medansvar, den har ladet den iransk finanserede Hizbollah-bevægelse få al for stor magt og indflydelse i det sydlige Libanon.
At ha´Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah til at passe grænsen mod Israel, er rablende vanvittigt.
Det endte som bekendt i en katastrofe. To israelske soldater er bortført af Hizbollah, og en af Hamas. Det kan en suværen stat ikke sidde overhørig, den Israelske stat, har givet borførerne god tid til at rette "fejlen" men forgæves. Dernæst er der "kun" magten til at afgøre, hvem der sætter den statsretslige dagsorden.
I disse dage fører Israel en væbnet kamp på fuld styrke. Det har Hizbollah og Hamas selv givet Israel ligimitationen til. Den libanesiske civilbefolkning bærer smerten og byrderne. I det nordlige Israel ligeså.
Det optager den internationale presse i stor grad, der er mange bud og synspunkter på, hvad der bør gøres fra det internationale samfund.
Læs her, hvad et par af de store aviser skriver:
The New York Times skriver den 21. juli følgende:
" - Når røgen letter, vil Hizbollah-leder Hassan Nasrallah bliver husket som den dumdristigste arabiske leder, siden Egyptens Nasser fejlberegnede sig ind i Seksdages-krigen. For det første har Nasrallah sat hele den spirende spæde arabiske demokratibevægelse flere år tilbage - samme bevægelse, som for øvrigt blev udnyttet af islamistiske partier som Hizbollah og Hamas til at opnå politisk magt ad fredelig vej.
Hvad både Hamas og Nasrallah har præsteret ved at trække deres nationer ind i unødige krige med Israel, er at levere beviset på, at islamister ikke bliver tilregnelige af at få politiks magt. Tværtimod vil de gå efter at starte nye krige ved først givne lejlighed.
Betyder det, at Hamas og Hizbollah ikke længere vil få stemmer? Selvfølgelig ikke. Deres diciple vil altid følge dem. Hvad det betyder, er, at hvis Det Muslimske Broderskab i Egypten eller islamisterne i Jordan eller golflandene håbede på at kunne overtage magten igennem demokratiske valg, så kan de nu glemme alt om det.
Det er utænkeligt, at deres regeringer herefter vil tillade valg, der kan bringe islamister til magten, og USA vil næppe heller være stemt for at fremprovokere flere valg i regionen i lang tid.
Alle arabiske diktatorer må klappe i hænderne og udbryde:" Tak, Nasrallah."
Le Monde, Paris skriver den 19. juli følgende:
" Efter at have kritiseret Israels "overdrevne reaktion" har præsident Chirac koncentreret sin angreb mod Hizbollah og, uden at nævne dem ved navn, mod de to lande , der støtter den shiitiske milits, Syrien og Iran.
Chirac, de arabiske landes traditionelle allierede, har altså besluttet at dosere sit diplomati:på den ene side en appel om israelsk tilbageholdenhed, på den anden en beslutning om at få afsluttet Hizbollahproblemet. Denne politik er uden tvivl den mest legitime.
Den er den eneste, som på samme tid bevarer en fælles linje med USA og kimen til en international konsensus. Men man bør ikke afvise denne realitet : at Israel for øjeblikket ikke kun tager sigte mod Hizbollah, men faktisk mod hele Libanon. Og hvis denne miltære operation, som de mest optimistiske mener det, kan tjene til at gøre en ende på Hizbollah, så må den ikke tilintegøre libanesernes anstrengelser for at genopbygge deres land."
H
Kilde: Dagbladet Politiken lørdag den 22. juli 2006.
Dagbladet Information/weekend 22.-23. juli 2006.
|