Det er ikke gratis at fastholde ytringsfriheden i Indonesien. Ifølge AFP, kan fem års fængsel være den pris, en indonesisk redaktør kommer til at betale for at have bragt Morgenavisen Jyllands-Posten´s omstridte Muhammed-tegninger i sin avis i februar. Den 35-årige Teguh Santosa blev torsdag aften løsladt efter at være blevet tilbageholdt af Jakartas politi i et døgn. Men selvom han er sat på fri fod, er redaktøren forsat sigtet for at have ” opildnet til fjendskab og had ”. En forbrydelse, der kan koste Santosa  5 år bag tremmer.

 Ja, de ømskindede islamiske myndigheder er ikke just de bedste repræsentanter for ytringsfrihedens vilkår.

Det ændrer sig nok ikke ret meget, - måske kunne fhv.udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, og jura-professor Eva Smith, danne en lille komite til forsvar for Teguh Santosa.

 Denne hårde linje man fører sig frem med i de islamiske lande, er ganske uudholdelig, som  forfatteren Hans Magnus Enzensberger skriver i sit essay ” Schreckens Männer.Versuch über den radikalen Verlierer.”

 ”Når Ariel Sharon, vises, mens han slagter palæstinensiske børn med en økse i form af et hagekors, så er det normalt; omvendt bliver den arabiske verden krænket, hvis en eller anden (jump)   karikaturtegner gør grin med den.

 Bygningen af moskeer verden over kræves som en umistelig rettighed; bygningen af kristne kirker, er utænkelig i mange arabiske lande. Muslimernes trospropaganda er et helligt bud, andre religioners mission er en forbrydelse. Alene besiddelsen af en Bibel fører til en retssag i Saudi-Arabien. En selvudnævnt kalif brændemærker sin udvisning som et brud på menneskerettighederne. På den anden side billiger mange muslimer opfordringen til at myrde en frafalden romanforfatter. Paroler som ”død over vantro (amerikanere, danskere, tyskere osv.) ” betragtes som en legitim form for protest, som enhver skal have forståelse for.

Med den krænkede uskylds mine kræver hadske prædikanter meningsfrihed, hvis afskaffelse er deres erklærede mål. 

Sprængningen af Buddhastatuerne i Bamian  går i Afghanistan for at være en gudvelbehagelig gerning; der var ingen meldinger om voldelige reaktioner i Thailand eller Japan. Men så snart der skal vises en film, der kritiserer islamiske sæder og skikke, køres pøbelen i stilling, og dødstrusler hagler ned.

 Man kræver højlydt respekt, men det viser den ikke over for andre. Mens klager over diskriminering af muslimer i diasporaen hører til dagens orden, er muslimernes diskriminering af ”vantro” og kvinder en selvfølge.”

Kilde: Hans Magnus Enzensberger: Den Radikale Taber.