05.06.2004
Grundlovstale ved Poul Vinther Jensen, Århus
Forfatter: Poul Vinther Jensen
Ved indkørslen til min barndomsby Hornslet nær ved Rosenholm Slot står der et smukt mindesmærke langs med kirkegårdsmuren (udført af kunstneren Arild Rosenkrantz) over fem af byens sønner, der blev henrettet i Ryvangen af den tyske besættelsesmagt i 1944.
Jeg har talt med nogle af de efterladte og andre modstandsfolk fra Hornslet-gruppen.
Jeg har stillet dem det spørgsmål, hvorfor de løb den store risiko. Alle har givet svaret:
” For at kæmpe for Danmarks frihed og eksistens og bekæmpe Nazismen og al dens ondskab.”
I dag Grundlovsdag er der god grund til at tænke over dette, og hvorfor vi mødes for at fejre Grundloven.
Det gør vi, fordi Grundloven er det, der sætter rammen for det danske folks sameksistens og sikrer den enkelte dansker retten til at leve i Danmark som et frit menneske under ansvar og retsbeskyttelse.
Det er kort sagt folkestyrets dag, og folkets dag.
Det er der grund til at fejre, for det er ikke nogen selvfølge, at et folk frit kan gøre det!!
Det kræver, at folket værner om denne frihed og er parat til at bringe ofre for at forsvare landet og friheden.
Vi må i dag stille det spørgsmål, om efterkrigstidens generationer har formået at forvalte dette ansvar.
Her må svaret være nej!
Siden begyndelsen af halvtresserne har man fra politisk hold systematisk modarbejdet og undertrykt alt, hvad der indeholdt blot det mindste forsvar for det nationale.
Den nye dagsorden overalt i Europa og Norden har siden da været internationalismen og en dyrkelse af konventionerne. I en sådan grad, at de enkelte folks ret til selv at bestemme over egen handling altid bliver tilsidesat.
Det betyder, at det internationale samfunds vedtagne normer altid bliver gældende!!
Det er blevet menneskerettighederne, der er blevet den store ledestjerne.
Det er det umodne og forfængelige håb om, at man kan slette alle grænser og leve ubekymret i det store internationale kosmopolitiske samfund, hvor alle er lige og har lige ret. Det er rettighedstænkningen, der er blevet den dominerende faktor.
Vi har her i landet allerede set de første tiltag i denne retning med de seneste 30 års masseindvandring.
Denne udvikling vil, hvis ikke den bliver standset, sønderrive nationernes samhørighed og styrke, - hvad der er den største forudsætning og nødvendighed for overhovedet at kunne etablere et mellemfolkeligt samarbejde.
Det er det nationale, der er det bærende.
Det gælder også for Danmarks fremtid.
På en grundlovsdag er det passende at tænke over, hvilken rigdom folk og fædreland giver den enkelte. Det kan og må der ikke sjakres med.
Men det kræver et vågent folk, der tør og vil gå op imod de destruktive kræfter, der ønsker nationerne gjort til et landområde for alverden. Herunder Danmark.
Det er de samme kræfter, der for få år siden tilbad magthaverne i de lukkede socialistiske stater rundt om i verden! Men dette tvangsregimente fik trods alt en ende, og dets tilbedere stod pludselig uden et politisk ikon.
Men de fandt snart et nyt. Det blev de multietniske samfund!!
Herefter blev det til det progressive, og det nationale blev til bagstræb og racisme.
Det er her, den nationale kamp er i dag.
Vi må som danskere hævde, at Danmark er danskernes land. Derfor har vi en Grundlov, der er gældende for alle danskere med indfødsret i Danmark.
Vi må som folk forlange, at vore folkevalgte repræsentanter hævder, at Det Danske Rige ikke er et landområde for alverden, men et hjemsted for det danske folk.
Uagtet hvad eksperter hævder, der står i alle de konventioner, danske politikere har skrevet under på i efterkrigsperioden.
Ønsket fra ledende politikere med Niels Helveg Petersen i spidsen om en ny grundlov, hvor menneskerettighederne bliver indskrevet, må tilbagevises med den begrundelse, at en dansk grundlov alene skal gælde for danskerne i Danmark.
Vi skal ikke ha’ nogen konventions-absolutisme sneget ind ad bagdøren!!
Jeg vil bruge grundlovsdagen til at citere, hvad den britiske politiker og filosof Edmund Burke (1729-97) skrev i 1790 i sin bog: ”Reflections on the Revolution in France”, der var et opgør med Den Franske Revolution, der havde gjort menneskerettighederne til sit program.
Edmund Burke skrev:
”Så længe de (revolutionære) er som besatte af disse ideer, er det spildt ulejlighed at tale til dem om deres forfædres skikke, om deres lands vigtigste love, om det faste omrids af en forfatning, hvis fortrinlighed er fastslået ved den solide prøve, som lang erfaring giver og ved landets tiltagende styrke og velstand.
Erfaring betragter de med foragt som de uoplystes visdom. Og hvad det øvrige angår, har de konstrueret en underjordisk mine, som med en stor eksplosion vil sprænge alt nedarvet, alle fortilfælde, vedtægter og love i luften. De har ’menneskerettighederne’.
Imod dem gælder ingen hævdvunden ret, over for dem er ingen overenskomst bindende. De tillader ingen moderation og intet kompromis.
Unddrages noget deres ubetingede krav, er det at anse for uret og bedrag. Lad ingen regering håbe på sikkerhed mod disse menneskerettigheder, så længe de råder, eller venter retfærdighed og mildhed i administrationen deraf !
Disse intellektuelles indvendinger retter sig lige så meget imod et gammelt og lykkebringende styre, hvis det ikke stemmer overens med deres teorier, som imod det værste tyranni eller den groveste usurpation.
De ligger altid i strid med regeringer, ikke angående spørgsmål om misbrug, men om berettigelse og adkomst.
Jeg har intet at sige om deres politiske metafysiks kluntede udspekulerthed. Lad dem blot more sig dermed i deres skoler! Men lad dem ikke bryde ud af deres fængsler for som en østenstorm at hvirvle hen over jorden og opbryde dets kilder for at oversvømme os!.”
Det var Edmund Burkes svar til alle dyrkerne af menneskerettighederne, trods de forløbne 214 år er Burke så aktuel som nogen.
I Den Danske Forening kender vi udmærket de kosmopolitiske usurpatorer. Vi kender dem fra debatten i det offentlige rum.
Her har der ikke været nogen fine fornemmelser, når hæderlige mennesker har prøvet at fremføre argumenter imod fremmedgørelsen af Danmark. Her er der ikke plads, hvis meningerne er i strid med de korrekte holdninger.
Som professor Ole Hasselbalch skrev i en kronik i Morgenavisen Jyllandsposten den 28.5:
”Ytringsfriheden er i sin kerne, friheden til at fremføre oplysninger og synspunkter. Hvis dette skal nytte noget som helst, må der imidlertid også være mulighed for, at det sagte kan høres. En ægte ytringsfrihed har derfor til forudsætning, at der er adgang mere end blot at ytre sig uhindret af statsmagten og af andre offentlige eller private aktører, som ønsker at bestemme, hvad folk må få at vide. Der må også være mulighed for, at det sagte rent praktisk kan komme ud til folk.”
Ja, man må på en grundlovsdag håbe, at begrebet ytringsfrihed får bedre kår end i de forgangne 17 år, hvor fremmeddebatten har raset.
Ja, det har raset så meget, at samhørigheden her til lands har lidt skade.
Må det atter blive dansk ret og dansk sædvane, der bliver bestemmende og derved giver adkomsten til Danmark.
Et længe leve for Grundloven og Gamle Danmark
|