Den store konflikt i Mellemøsten imellem Israel, Hamas, Hizbollah, Syrien og den øvrige arabiske verden, kan ikke løses. Det er en konflikt imellem Jødedommen og Islam.

Det eneste der kan skabe ro, er en overlegen militærmagt i Israel, med en række allierede vestlige lande bag sig. Med USA som den helt og aldeles afgørende faktor.

FN-resolutioner i denne sammenhæng, er ikke noget som helst. Diplomatiske løsninger, er blot lappeløsninger for en kort stund.

Det er den rå magt, der må fremtvinge en løsning. Al tale om fred og fordragelighed er ord, ord og atter ord.

Virkeligheden er, at hovedparten af araberne og de øvrige muslimer i regionen, hader og afskyr Israel og dets indbyggere.

Det er en ældgammel konflikt, der ikke kan ændres ret meget ved. Konflikterne har været talrige, med store ofre på begge sider.

Siden konflikten igen brød ud med al-Agsa-intifadaen, har 3750 palæstinensere og 1008 israelere mistet livet.

Det eneste konkrete, der kan mindske konflikten, - det er at færdiggøre den høje betonmur, så Israel i bogstaveligste forstand hegner sig selv inde.

Dernæst at genbesætte en del af Libanon, der i realiteten er en Syrisk lydstat.

 Denne gang, er det ubetinget Hamas, Hizbollah med stor hjælp fra Syrien og Iran, der har startet konflikten. En stat som Israel, kan naturligvis ikke godtage at andre magthavere bortfører deres soldater.

Svaret kommer i disse dage i al sin gru. Herom er der mange kommentarer i den internationale presse:

 Den 14. juli skriver Süddeutche Zeitung fra München følgende:

 " -Alle stater i verden har ret til at værge sig imod angreb fra terror-grupper, naturligvis også Israel. Dets krigsuerfarne regering har imidlertid det problem, at dens militære reaktioner forekommer båret af hævn og gengældelse. Men hvilke andre valgmuligheder har Israel?

 Israel holder hverken Libanon eller Gaza-striben besat, men angribes alligevel begge steder fra. Krigen har Hizbollah og de palæstinensiske terrorgrupper erklæret, ikke Israel.

 Den 14. juli skriver Frankfurter Rundschau følgende:

 "At hizbollahs angreb på dets israelske dødsfjende kom umiddelbart efter det resultatløse atomtopmøde mellem Irans chefforhandler Larijan og EU-gesandt Javier Solana er ikke noget tilfælde.

 Budskabet var at give USA og Israel en forsmag på, hvad Irans reaktion kan blive, dersom det skulle komme til FN-sanktioner imod Iran eller militærangreb på dets atominstallationer."

 Den 14. juli skriver Trouw i Haag følgende:

 "-Israel risikerer nu at drage sig selv ind i en konflikt, som det kun vanskeligt kan komme ud af igen. Aktionerne i Gaza har allerede varet i to uger, og afslutningen på operationen i Libanon er ikke i syne.

 Al erfaring viser, at Israels aktioner ikke mindsker støtten til terrorbevægelserne, men kun styrker hadet til Israel.

Israel burde i stedet holde sig til målrettede aktioner, der kun rammer gerningsmændene og lader civilbefolkningen uskadt. Ellers spiller det kun terroristernes spil."

 Den 14. juli skriver La Libre Belgique i Bruxelles følgende:

 " -De første internationale reaktioner er alt for spagfærdige. G8-topmødet i Sankt Petersborg, hvor Bush og Putin mødes, må være en oplagt lejlighed til at sende et klart signal til alle de krigsførende parter om, at nu må de besinde sig. I dag kan alt, selv det værste, ske i Mellemøsten. En helvedsagtig eskalation truer."

 Den 16 juli skriver The Independent i London følgende:

 " - Ehud Olmert har valgt at påtvinge befolkningerne i Gaza og Libanon en kollektiv afstraffelse for synder begået af en lille minoritet. Dette reaktionsmønster vil på alle måder give bagslag - bortset fra på meget kort sigt, hvor det kan have en positiv indenrigspolitisk effekt.

 Hizbollah er ikke ligefrem en særlig populær gruppe i Libanon, men den forsøger at spille på en generel anti-israelsk holdning i befolkningen.

Et projekt, der er blevet væsentligt lettere på grund af Israels bombardementer af broer, lufthavne og de uundgåelige tab af civile menneskeliv som følge."

 Den 17.juli skriver Haàretz  i Tel Aviv følgende:

 " - Det er for let at slå Libanon og Gaza sammen under ét og påstå, at hele den muslimske verden nu har sat sig for at ødelægge os, og vi må sætte al magt ind for at hindre dette. Rent emotionelt svarer dette til at gøre sig til del af George Bush´s kulturkrig imod òndskabens akse`.Vi gør klogt i at huske på, at i sidste ende skal Israels borgere og ikke amerikanerne kunne fortsætte med at leve i Mellemøsten.

 Derfor bør vi tænke dybere over, hvordan vi kan udvikle måder at sameksistere på - også med dem, hvis tilstedeværelse vi ikke bryder os om.

Højrefløjen i Israel vejrer altid morgenluft, når ingen diplomatisk løsning er i syne, for så kan den prædike, at vi alle må lære at leve ved sværdet.

Kløgtigere ville det være at skelne mellem disse kriser og håndtere dem på de måder, der hver for sig passer sig bedst for hver enkelt."

 Den 17. Juli skriver Yediot Arahanot i Tel Aviv følgende:

 " - Som den franske fodboldstjerne (Zidane) red Hizbollah-leder Hassan Nasrallah på en bølge af popularitet og følte sig som verdens herre. Det er den slags hybris, der duperer folk til at tro, at de kan begå hovmodets synd uden at blive straffet for den.

 Nasrallah begik en fatal fejl, da han nikkede Israel en skalle, for nu svarer dommeren - det internationale samfund og den  arabiske verden - igen ved at give ham det røde kort."

 Den 17. Juli skriver The Daily Star i Beirut følgende:

 " -Glem ikke, at det var under Israels blodige invasion af Libanon i 1982, at en ung Osama bin Laden iagttog Beiruts sammenstyrtende højhuse og første gang besluttede at vælte World Trade Centers tårne.

 Israels handlinger i Gaza og Libanon vil skabe en ny generation af millitante, som intet middel vil sky for at hævne sig på Amerika og Israel.

Holder det aktuelle mønster, vil næste generation  forsøge at overgå deres forgængere, som Hamas og al-Qaeda overgik PFLP og PLO, og optrappe den nu globaliserede konflikt til endnu højere niveauer af rædsel."

Kilde:Dagbladet Information. wekend den 8.9. juli og 15.16. juli

        Mandag den 17. juli og Tirsdag den 18. juli