Hæren er sendt til udlandet, hjemmeværnet er stækket og officererne afvæbnede

Det er en smal sag for en fjendtligt sindet organisation at overtage magten i Danmark ved et kup

Før regeringen Anders Fogh Rasmussen overtog ledelsen af Danmark nåede Poul Nyrup Rasmussen og hans Forsvarsminister Hans Hækkerup at beordre en afvæbning af alle danske officerer. Forsvarschefen General Chr. Hvidt kan næppe have ønsket dette for sine officerer, for historisk set har officerer alle dage haft deres personlige våben til selvforsvar – det være sig en sabel, en kårde, eller som nu en 9 mm. Neuhausen pistol. Enhver person der vil angribe en dansk officer har indtil år 2002 måtte tage i betragtning, at officeren er bevæbnet og i øvrigt har pligt til at forsvare sig – og dermed sikre, at hans kampkraft fortsat står til rådighed for landets forsvar.

Ifølge den Kongelige Forholdsordre, underskrevet af Hans Majestæt Kong Frederik den Niende den 6. marts 1952 (med tilføjelser 26.april 1961), har alt militært personel pligt til, uden at afvente ordrer, at imødegå ethvert angreb, og sikre, at kunne nå til sit tjenestested hurtigst muligt. Ordre om ikke at mobilisere eller ikke at gøre modstand må ikke adlydes før der foreligger fornøden vished for, at ordren er udstedt af en dertil kompetent myndighed. Modstanden skal foregå ved brug af alle til rådighed stående midler.  5.kolonnevirksomhed skal bekæmpes.

Denne forkortede udgave af Forholdsordren giver et klart billede af, at en dansk officer har pligt til at forsvare sig med de midler han eller hun har til rådighed, og det var her deres personlige håndvåben skulle anvendes. Efter år 2002 har officeren kun rådighed over sin tjenestesabel – eller hvad der findes af køkkenknive i hjemmet. Ikke meget, når man må forvente, at modstanderen er bevæbnet med maskinpistol og håndgranater.

Hvad kan det så skyldes, at en ellers effektiv Forsvarschef vælger at efterkomme en ordre fra sin regering om, at afvæbne sine officerer uden at gøre ophævelser?

Der foreligger ingen lov, og derfor er der heller ingen forudgående debat i Folketinget, før udstedelse af FKO Bestemmelsen i år 2000.

Pressen er holdt helt uvidende, så der skrives intet om sagen af journalisterne, der ikke som normalt har informationskilderne på plads – officerer i det danske Forsvar er loyale mod Forsvarschefen, og gør ikke vrøvl over hans ordre, der via signaler fra diverse chefer bliver rundsendt til værnene til foranstaltning september 2002. Alt foregår som en helt intern sag i Forsvaret. De få officerer, der måtte have undret sig over, at skulle miste deres eneste håndvåben, blev sat på plads omgående, så i løbet af nogle måneder var alle Neuhausen pistolerne værnsvist inddraget.

Officielt blev det sagt, at formålet med inddragelsen var at forhindre, at flere officerer valgte tjenestepistolen til at begå selvmord, men den historie troede ingen på – den slags panikløsninger er helt utænkelige, netop i Forsvaret. De officerer der ønsker at begå selvmord skal nok finde en løsning – også nu, hvor det så må blive harikiri med tjenestesablen!

Ingen spurgte dybere til formålet – det kunne jo også have været, for at undgå tyveri fra hjemmene, tænkte man, ligesom dengang Hjemmeværnets personel skulle aflevere al ammunition til deres tjenestevåben i hjemmet. At formålet kunne være politisk inspireret talte man kun om privat med kollegerne – men ingen var vel i tvivl om det virkelige formål, for regeringen Nyrup Rasmussen havde jo allieret sig med flere radikale ministre, der gennem mange år havde arbejdet målrettet mod at nedskære Forsvarets kampevne til et minimum.

De styrker, som Forsvaret i dag har til rådighed, trænes primært til internationale opgaver, og de skibe Søværnet får bygget i dag, er primært indrettet på at skulle arbejde med fredsskabende opgaver fjernt fra Danmark – en slags globalisering af Forsvaret - med andre ord: Kan de radikale ikke fjerne det danske Forsvar som de har ønsket det i 100 år, kan de da sørge for, at det er så langt væk fra Danmark, at det reelt er uden indflydelse på en islamisk inspireret terroraktion i fædrelandet. De officerer, der gør tjeneste i Danmark kan man afvæbne, og Hjemmeværnet kan man stække, så det ender med, at Forsvaret reelt mister sin hjemlige, umiddelbare kampevne – og stadigvæk véd kun få noget om, hvad der virkelig foregår – end ikke Folketingets medlemmer er orienteret!

Hvad er det nu man kalder den slags undergravende virksomhed i et demokratisk samfund?

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

www.dendanskeforening.dk

danskeren@danskeren.dk