Folketingspolitikeren Søren Krarup havde i Jyllands-Posten 5. november en alvorstung, ja i passager nærmest patetisk kronik om "kulturkampen og opgørets nødvendighed". Temaet refererer til faderen, Vilh. Krarups indlæg efter besættelsen 1940-45 om "opgørets nødvendighed" - med samarbejdspolitikerne. Søren Krarup (og præstefætteren) har altid kørt på den fædrene arv fra den fysiske kamp mod tyskerne, som de ikke har tøvet med at overføre på nutidens kamp mod muslimerne på vort territorium. Men det "systemskifte", Krarup i kronikken priser i høje toner - er det et brud med den moderne samarbejdspolitik eller blot en sminket udgave af denne? Bertel Haarders seneste skændselsgerning med faktisk stikkervirksomhed mod danske frihedskæmpere i praksis (det odenseanske taxafirma) synes snarere at bringe en Vilh. Buhl end en Christmas Møller i erindring. Og hvad angår det selskab, Krarup er kommet i, må mindes om, at Peter Skaarup for nylig endog udtrykte betænkelighed ved Haarders "generaliserende" udtalelser - mod muslimer! Selv Haarder har på det seneste i visse markeringer overhalet DF "højre" om (for nu at bruge et forældet begreb).
Hvor blev DFs tidligere ufravigelige krav af i den seneste finanslovsforhandling? Racismeparagraffen håndhæves som aldrig før, og ser man ud af vinduet, og der faktisk flere muhamedanere end under Nyrup. Selv hvis grænserne lukkes hermetisk nu, vil de udgøre 25 % af Danmarks befolkning om en generation.
Efter alt at dømme er en unational socialisme blot erstattet af en unational liberalisme ved regeringsmagten - hvis selv disse mærkater da har mening, når striden står om få procent af finansloven. Ikke en "kulturkamp" er fornøden, men en fysisk udrensning af muhamedanerne i Danmark. At strides om Brandes og PH er som flueknepperi mod den krig med ukonventionelle våben, der i realiteten allerede udkæmpes mellem den hastigt mindskende andel europæere og de stadig flere muhamedanere i verden. Dette skal fastslås ganske "vulgært" og direkte, selv om den pæne præst fra Seem har skoset os for det. Vi skal så sandelig være så vulgære, som han aldrig i sin vildeste fantasi har kunnet forestille sig: "Vulgær" er jo oprindelig latin, via "vulgaris" (almindelig) afledt fra "vulgus", den store mængde, og Den Danske Forening vil da også fremover uden at lægge fingrene imellem udtrykke det, de fleste danskere siger til hinanden over spisebordet, men som ingen i Folketinget vover at tage i deres mund, hvilket nemlig vil udelukke dem fra overhovedet at komme til orde i den indforståede "kulturkamp" med krampagtigt intellektuelle fronter, hvis distinktioner kun fattes af en minoritet. (Glistrup sympatiserer fx med Brandes og PH, men han er jo også nærmest udansk ifølge Krarup). Hvis kristne og "moderne" danskere slås indbyrdes i stedet for at mødes i forståelse om, at de har fælles interesser mod de muhamedanske mørkemænd, vinder vor nation aldrig denne kamp, som er om jord og ikke om ord.
I Tidehverv, juni 1992, skrev Krarup med tanke på samarbejdspolitikerne under den tyske besættelse, at "selvet opløses af 'realpolitik' og sandsynlighedsberegning, og så er der ingen at stole på. Den person, der har ladet det politiske æde det personlige og dermed etiske, er ophørt med at være en person og er da ikke til at stole på". Man kan ikke afvise, at Dansk Folkeparti i eftertidens øjne vil komme til at indtage samme rolle, som Krarup i juni 1992 anklagede Hal Koch og Dansk Ungdomssamvirke for at have spillet 1940-45 - alsangsmentaliteten (i dag "kulturkampen"):
"Den anerkendte begavelse i toppen af Dansk Ungdomssamvirke havde solgt sig selv til samarbejdspolitikkens bedrag og accepterede derfor enhver skændsel og sagde ja til enhver kapitulation. Han var altid lige ved at sige nej. Sagde han. Han overvejede altid, om bruddet nu måtte tages. Skrev han. Man han sagde altid ja og tog aldrig noget brud, for han var ikke selv hjemme."
Hallo, er der nogen hjemme, Søren Krarup? Karrierepolitikerne i DF vejrer morgenluft, og man glider, glider, glider … Hvis der er hæderlige mennesker i partiet, bør de råbe vagt i gevær NU og minde om, at der var noget, man lovede ikke at give køb på.