Gennem ganske mange år, forbløffende mange, er det lykkedes tilhængere af det multikulturelle projekt sammen med muslimerne, at holde skjult for majoriteten af befolkningerne i Vesten, hvad islam egentlig er.

 Takket være mørklægning, fordrejning , løgn og solid indpakning har elite, politikere og ikke mindst pressen ført befolkningerne bag lyset. 

 Takket være indpakninger som ; "islam er en religion" og "islam er en kultur", er den fri verden nu godt nede i sækken.

 Bag religionsfrihed og "man har da retten til sin egen kultur", har islam nu rigtig godt fat, både bredt og dybt. 

 Bredt fat i kraft af muslimernes antal overalt i den vestlige verden, og dybt fat i kraft af islamisk infiltration overalt i det enkelte samfund. 

 De multikulturelle er både røde og blå. De røde socialister har deltaget i gemmelegen fordi de gerne ser det kristent rodfæstede imperialistiske kapitalistiske hierarkisk ordnede system med ligusterorden i parcelhuskvarteret og disciplin i skolerne, tilintetgjort, og de blå, særligt de progressivt liberale har været med på gemmelegen af markedsmæssige hensyn.

 Des flere kunder i butikken des større omsætning, og det er den tankegang der forklarer, hvordan det kan være, at en jødisk familie som Rotschild, hvis ansigt udadtil er Soros, også er med på "legen", og en af de drivende kræfter bag islamiseringen af den vestlige verden jf. i øvrigt foredrag af dr. Lars Bern, Det Stora Bedrägeriet, Swebbtv/youtube.

 Socialistenes motivation og drivkraft har været had, mens de liberales motivation og drivkraft har været penge. På hver sin måde er tankegangen kold og kynisk, og det er den dødsklemme mellem de røde og de blå som Danmark har været i, gennem de sidste 35 år. Det er en dødbringende dualisme, og den ping pong mellem to poler uden reel værdipolitisk forskel, har været den politiske virkelighed for næsten alle, hvis ikke samtlige lande i Europa og den vestlige verden de sidste mange år. (Også USA, havde det ikke været for Trump der har vristet Nordamerika ud af dødsklemmen).

 Denne skruestik - denne klemme - er dræbende, for i den holdes kursen mod globalisering og multikultur støt, hvilket er ensbetydende med tiltagende islamisering.

 I Danmark, om det er de røde eller de blå der har været regeringsbærende har således ikke gjort den store forskel. Heller ikke nu, hvor DF er største blå parti. Ødelæggelsen er aldrig gået hurtigere end i denne regeringsperiode, og nu hvor licensen finansieres over skatten, er enhedslistejournalisternes position desværre blevet konsolideret. 

 Under forhandlingerne af et nyt medieforlig havde mange nok håbet på bare en enkelt national-konservativ kanal udenfor DR's kontrol, med en bestyrelse bestående af folk som Katrine Winkel Holm, Ole Hyltoft, Jeppe Juhl, Michael Jalving, Ralf Pittelkow og Karen Jespersen m. fl. Det ville have bibragt et længe tiltrængt alternativ til den røde "korrekte" public service, der hverken er service eller public, men missionsvirksomhed fra politiske aktivister. 

 På trods af, at vi, indenfor vor egen kreds har råddenskab i værdigrundlaget, dette i kraft af selvhad på den røde side og pengevækstbegær på den blå side, så er det intet at regne, sammenlignet med det værdigrundlag der ligger til grund for islam. Det er mildt sagt ad helvede til. 

 Når en god muslim (lydig) taler om, at være en god samfundsborger, tænker han samtidigt et kalifat. Når en god muslim taler om menneskerettigheder, tænker han muslimer. Når der tales om, at det er en forbrydelse i islam, at krumme så meget som et hår på menneskers hoveder, så er mennesker i denne forbindelse synonymt med muslimer. I den gode muslims verden er kun muslimer, dybest set, mennesker, mens alle andre er urene "lowlifes" - kuffarer.

 I forbindelse med burkaforbud og lukning af friskoler stødte jeg på en overskrift der lød noget i retning af, at det i Danmark alt sammen drejer sig om, at bekæmpe muslimer.

 Men hvad havde man regnet med, når det i virkeligheden er omvendt. Havde man ikke regnet med modstand, når man forvandler Danmark til Dar al-harb og Dar al-islam.

 Islam handler primært om erobring og magtovertagelse. Uanset hvad betegnelsen er, om det kaldes dawah eller jihad i blød eller blodig form, så er målet for islam klart. Erobring og magtovertagelse.

 Når det sker, så følger diskrimination, undertrykkelse og det der er værre, af de tidligere så fri mennesker i de tidligere så fri samfund jf. de tidligere kristne samfund i Mellemøsten.

 På nær nogle få detaljer som afbrænding af et levende menneske i et jernbur, så var det Islamisk Stat praktiserede, islam for fuld udblæsning. Det står alt sammen i koranen. Det er religiøse påbud. Selv det der med at smide homoseksuelle ud fra høje steder og derefter stene dem, udspringer af fredens religions drejebog.

 I virkeligheden er der ikke, efter udtrykkets nydefinition, noget mere racistisk overfor kvinder, homoseksuelle, jøder, kristne og alle andre ikke muslimer, end islam. 

 Godt gemt bag indpakningerne, gemmer der sig et allerhelvedes værdigrundlag.

 Det værdigrundlag kan vi ikke bo og leve sammen med, for der er ikke plads til os i ligestillede ligeværdige fri liv i fred. 

 Derfor, hvis man ønsker at leve fuldt og helt i overensstemmelse med islam i sin helhed, så skal man på ordentlig og anstændig vis, hjælpes tilbage til sit oprindelige hjemland, og hvis ikke det er muligt, så et andet islamisk samfundssystem. 

 Sagt på en anden måde. Hvis man ikke vil lægge det som det islamiske tørklæde symboliserer på hylden, så skal man påbydes hjælp til at komme hjem

Sagt på en tredje måde. Hvis man ikke vil give slip på Muhammed som rollemodel, men opkalder sit barn efter uhyret, og opdrager hans eksempel så hårdt ind, at identifikationen er inkorporation i personligheden (internalisering), sådan at vi andre ikke kan sige en lyd om Muhammed, uden at man bliver personligt forulempet, så skal man påbydes hjælp til at komme hjem igen.

 Og ja, det gælder også danske statsborgere, hvis statsborgerskab grundet illoyalitet skal annulleres. Og ja, det gælder også børn født og opvokset i Danmark, for de er opdraget illoyalt. Set fra et synspunkt, hvor børnene fra den spæde start var "tavla rasa" uskyldige, er det uretfærdigt, men ansvaret om loyalitet går i arv. Det er forældrene og islam, der har gjort deres børn til ofrene i relation til de kommende hjemsendelser. 

 Danmark har givet disse mennesker alle chancer, men i stedet for at tage imod tilbuddet,  så har man opdraget sine børn til at blive fjender af de fri samfund - "soldiers of islam". I stedet for at som tak at levere en smule loyalitet tilbage, har man skabt fjender. Det er et valg forældrene har truffet. Det er forældrenes ansvar. Ikke Danmarks. Ikke længere. Det løb er kørt.

 Når gode muslimer, børn som voksne, så i tredje, fjerde og femte generation i snarlig fremtid står til hjemsendelse, så har de deres forældre at takke for det. De har ikke brudt den asociale arv, og med et allerhelvedes værdigrundlag. 

 Steffen Wernberg-Møller