At den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger  er blevet en del af den intellektuelle  kreds, der ikke længere vil sidde og se på at Europa er ved at falde fra hinanden  på grund af politikernes  vanvittige multietniserings-projekt, må virke lammende på den såkaldte humanistiske venstrefløj.

 Ingen i tysk debat, kan beskylde Enzensberger for at ville fremføre en snæver og lukket nationalisme.

Hans Magnus Enzensberger, er nemlig en person der kan tænke, han er filosofisk og historisk velbevandret, og vil Europa det godt.  Han formår at lodde dybden og forskellen på europæisk tænkning og den islamiske.

Derfor melder han ud med sit ræsonnement, der fortæller at europæiske politikere bevæger sig på meget tynd is når det gælder den førte fremmedpolitik de seneste 25-30 år, og at det er tid til radikale ændringer omkring den tiltagende islamisering af Europa.

 I ”Den Radikale Taber” skriver Enzensberger  bl.a:

 ”Hvor meget islamisterne end giver den som traditionens vogtere, er de dog helt og holdent produkter af den globaliserede verden, som de bekæmper. Ikke blot med deres teknik, men også med deres medieforståelse, er de meget længere fremme end deres umiddelbare forgængere.

 Ganske vist stolede terrorens disciple allerede i det 19. århundrede på ”gerningens propaganda”, men den verdensomspændende opmærksomhed, som en omtåget gruppering som al-Qaeda nyder i dag, var dem ikke forundt. Skolet af fjernsyn, computerteknik, internet og reklame, opnår den islamitiske terror højere seerkvoter end ethvert verdensmesterskab i fodbold. De massakrer, som er altafgørende for den, iscenesætter den som Hollywoods lærenemme elev, med katasrofefilmen, splatterfilmen og science fiction thrilleren som forbillede.

Også derved viser dens afhængighed af det forhadte Vesten sig. La société du spectacle, som situationisterne engang beskrev det, virkeliggøres i dens medieproduktioner.

 Selvfølgelig er overbevisningen om egen overlegenhed ikke særegen for den arabiske mentalitet; europæere og nordamerikanere står ikke tilbage for andre kulturer i den henseende. Der er imidlertid to aspekter, der giver den arabiske mentalitet en særlig energi.

For det første er troen på egen supremati religiøst funderet. For det andet kolliderer den med dens egen åbenlyse svaghed. Det fører til en narcissistisk krænkelse, der kræver kompensation.

Udpegning af skyldige, konspirationsteorier og allehånde projektioner er derfor en del af den kollektive følelseshusholdning.

Ifølge dem har den fjendske omverden kun en ting i hovedet; at ydmyge de arabiske muslimer.

 Man reagerer derfor med ekstrem pirrelighed på enhver fiktiv eller reel fornærmelse. Det er ingen hemmelighed, at det er let at instrumentalisere den form for nærtagenhed.

Ethvert taberkollektiv har tilbøjelighed til ophidselsestilstande, der kan udbyttes politisk. Anledningen kan være nok så ubetydelig eller latterlig, men fristelsen til at slå politisk mønt af den, er uimodståelig for enhver strategisk interesseret part.”

 Kilde: ”Hans Magnus Enzensberger: Schreckens Männer. Versuch über den radikalen Verlierer.”