Den første har historikeren David Gress som primus motor.

Begrundelsen for at stifte denne tænketank er ifølge Gress, ”at politikerne har brug for visioner og indspark fra kvalificerede folk, der tænker uafhængigt af den aktuelle politiske dagsorden.”

Gress-tanken, der har en borgerlig –liberal indfaldsvinkel, har fået navnet CEPOS - Center for politiske studier. 

Den anden tænketank,  Progressivt Centrum, for centrum - venstre i dansk politik er  blevet sat i verden ved et initiativ fra det socialdemokratiske Europa - Parlamentsmedlem Helle Thorning-Schmidt. 

Allerede den 29 maj mødes godt 200 inviterede personer til en åbningskonference i Progressivt Centrum med temaet ’Velfærdsstatens udfordringer.’

Blandt deltagerne vil der være personer som Poul Nyrup Rasmussen, Poul Schlüter, forfatteren Helle Stangerup og professor Ditlev Tamm.

Desuden deltager briten Peter Mandelson, der er medstifter af den internationale tænketank, Policy Network.

De to tænketanke vil bl. a etablere et debatforum på Internettet og afholde halvårlige konferencer.

CEPOS går dog videre og er i færd med at finde sponsorer, så det bliver muligt at få fast adresse og sekretariat med akademiske medarbejdere.

Det er udmærket.

Der er et behov for uafhængige platforme, hvor tanker og meninger kan vejes og vurderes frit.

Det kniber det med, i det politiske partisystem.

Her er der ikke den store debat. Det er blevet  til topstyrede partimaskiner, hvor de lovbestemte partitilskud fra staten i dag er så store, så partierne ikke længere behøver at tage hensyn til, om der er medlemmer eller ej. 

Det udelukker naturligvis det bredde folkelige indslag i det politiske liv.

Om  de to nye tænketanke så vil være istand til at holde de politiske korrektheds-kommissærer stangen, må tiden vise.

Det er dog en nødvendig forudsætning. 

Der er nemlig behov for en fri og ubundet debat, der kan og vil se virkelighedens problemer, som de er.  

For problemer og udfordringer er der rigeligt af.

Den internationale terror, kampen om råstofffer og den store befolkningstilvækst sætter nye dagsordner hver dag. 

Et af de store problemer for det rige EU er, om vi kan tillade os at bruge store økonomiske midler på de 20 -22 millioner fremmede, der er kommet til Europa i de seneste 40 år.

Når vi samtidig er bekendt med, at den fattige del af verden i de kommende årtier får brug for al den hjælp, der overhovedet kan fremskaffes.

Stabilitet og fremgang er ikke nogen naturlov. Selv i Danmark kan der opstå en ny negativ udvikling.

Et af de alvorligste problemer er, at Danmark er ved at udvikle sig til et ghetto-land.

Ifølge en ny rapport udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd boede 1,9% af befolkningen i 1982 i det, der kan betegnes som sociale ghettoer.

I 2002 var andelen steget til 4,8 procent, og den omfatter nu mere end hver fjerde bolig i det almennyttige boligbyggeri.

Sammenlagt bor op mod en kvart million mennesker i København, Odense, Århus og de større provinsbyer i sociale og etniske ghettoområder.

Ritzaus Bureau citerer den 14. maj ekspert i byudvikling,  Lars Thor Andersen, for følgende udtalelse:

”Problemet er langtfra i samme størrelsesorden som i USA, hvor mange lever et liv nærmest uden at komme ud af ghettoen. Men der er lige nu ikke noget, der forhindrer os i at udvikle store områder med fattigdom og forfald.”

Det er en trist udvikling!

Vi ser netop i denne tid, at flere skoleledere rundt om i landet nu har kastet håndklædet i ringen, og erkender, at den multietniske skole ikke længere er gangbar og forsvarlig.

Man taler nu om at dele børn op i danske klasser og klasser med  børn af fremmed herkomst.

Det samme gør sig gældende i børnehaver.

Det er det opdelte  parallelsamfund, der bryder frem.

Årsagen er, at Danmark er blevet multietniseret uden folkelig accept.

Og den stærkeste del af samfundet er begyndt at beskytte sig selv mod denne udvikling.

Det gør man med privatskoler og boliger i dyre beskyttede kvarterer med udvalgte børnehaver.

Ja, det gælder også mange af dem, der offentligt går ind for multietniseringen.

Men dog ikke så meget, at det kommer til at berøre deres private cirkler.

Det er et problem!! Ja, det er et kæmpeproblem, der vedrører alle områder i det danske samfund.

Her er der noget afgørende for de to nye tænketanke at tage fat i.

Det gælder ikke blot Danmark, men det meste af EU-området.

Indtil dato har nationale politikere og Europa - Parlamentsmedlemmerne ikke ønsket  at tage fat i disse dybt alvorlige anliggender.

Det har betydet, at de destabiliserende tendenser har fået lov til at udvikle sig med det til følge, at Europa ikke længere er en forankret kulturkreds.

Med store etniske mindretal fra den islamiske kulturkreds i Europas midte er europæiske politikere ikke længere frie til at træffe udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger udfra rene europæiske interesser og værdibegreber.

Hvis de to tænketanke skulle komme i den situation, at de mangler faktuelle oplysninger, er Den Danske Forening i besiddelse af stor viden på dette område.

Den stiller vi gerne til disposition