26.06.2006

Barbariske straffe

Forfatter: Ole Gerstrøm

Det er stærke sager, som præsten sagde, da han så Marianne Jelved i badedragt.

 

Opdagelsesrejsende, rejsearrangør og forfatter Jørgen Bitsch fortalte i 1983 om sine oplevelser på sin opdagelsesrejse til Arabien i bogen ”Bag Arabiens Slør”. Følgende afsnit fra side 151 til side 158 giver et indtryk af en fredag formiddag på torvet i Jedda, Saudi Arabien.
Jamen, det er jo 40 år siden (?) :
5. april 2005 berettes på DR-tekst-tv om 6 somaliere, der er blevet halshugget i netop Jedda for biltyveri.

”Barbariske straffe

Helligdag på torvet i Jedda
Hånden, der stjæler - Halshugning i tre etaper - De utro hustruer

Det er fredag, muhamedanernes helligdag, og i denne anledning bliver de korporlige straffe eksekveret på byernes torve, for øjnene af den nyfigne offentlighed, som på den dag har god tid til at lade sig opbygge ved synet.

Jeg har ytret ønske om at se, hvorvidt barbariet virkelig når sådanne højder, som man påstår, og Olav Friis har tilbudt at tage mig med hen til den store plads, hvor afstraffelserne i Jedda finder sted.

Fru Friis har aldrig overværet det før og insisterer på at gå med os. Hendes mands protester hjælper ikke; det hele er nok ikke så galt, siger hun; for øvrigt er hun et voksent menneske, der ønsker at vide besked med, hvad der foregår i den by, hvor hun har boet i så lang tid.

- Du skal få din vilje, siger Friis, men husk, at du har selv været ude om det, hvis du bliver dårlig.
Vi nåede torvet ved halv ét-tiden og trængte os ind gennem den store, forventningsfulde tilskuerskare, som allerede havde taget opstilling. -
Der er seks fanger, som skal under pisken den dag. De fleste af dem bliver pisket en gang om ugen. De synes at have vænnet sig til det, siger man, for det er yderst sjældent, at de giver et kny fra sig, mens prøvelsen står på. Hvis den dømte selv eller en af hans venner har haft råd til at bestikke bøddelen, er slagene ikke så hårde som ellers. På den anden side må afstraffelsen ikke udføres så lemfældigt, at tilskuerne bliver forargede og gør vrøvl; hvis det sker, må bøddelen skynde sig at lægge flere kræfter i for ikke at bringe retfærdigheden i miskredit. Man hævder for resten, at disse slag er betydelig mildere end dem politiet anvender, når det afhører en mistænkt, lige meget om han så kun er mistænkt for at have stjålet et æg. Ved en sådan afhøring bruges en pisk, der er så raffineret udstyret, at læger, der har haft lejlighed til at se den, påstår, at bare syv slag af den kunne få en helgen til at erklære sig skyldig i barnemord.

Politisoldater har nu slæbt den første af de seks ventende fanger frem til et ryddet område midt på torvet; her kastes han om på jorden, og snart suser piskeslagene ned over hans krop. Bøddelen går systematisk til værks. Han begynder med at lade pisken falde på offerets skulderblade, så bevæger den sig langsomt ned mod lænden og derefter lige så metodisk op mod skuldrene igen.

Offeret giver ikke en lyd fra sig, og da bøddelen endelig har tildelt ham de slag, der tilkommer ham ifølge dommen, rejser manden sig og går roligt, om end stærkt medtaget, hen og sætter sig på bænken hos de andre.

De er hårde halse, disse arabiske fanger. Endog mens piskningen af en medfange står på, sidder de og snakker sammen uden at røbe med en mine, at de om lidt skal igennem det samme.

Da de seks afpiskninger var tilendebragt, troede vi naivt, at det hele var overstået for denne gang og skulle lige til at gå hjem. Men vi havde taget fejl. Det frygtelige var tilbage.

Pludselig viste der sig en politiofficer med en lille, sortklædt, skælvende mand ved sin side. I hælene på dem gik to soldater. Manden var dømt for tyveri, og for denne forbrydelse kender man i Arabien - helt efter koranens bogstav - kun én straf. Tyven får sin højre hånd skåret af, og denne straf må han lide, hvadenten han har stjålet nogle få rialer eller tilvendt sig en million. Bliver han grebet i tyveri for anden gang, mister han sin venstre hånd, og skulle det ske, at han for tredje gang bliver dømt for samme forseelse, må han sige farvel til begge sine fødder. Den sidste bestemmelse har hovedsagelig teoretisk interesse. Også arabiske tyve har svært ved at gøre deres arbejde forsvarligt, når hænderne mangler.

Da det gik op for os, hvad der forestod, var vi helst flygtet, men vi stod midt inde i den store skare, og ingen følte trang til at rokke sig en millimeter for vor skyld.

Næsten lammede så vi den sortklædte blive tvunget i knæ, hvorpå man bandt et tyndt reb omkring en finger på hans højre hånd. En af soldaterne trak derefter så kraftigt i rebet, at manden væltede fremover, så lang han var. Mens rebet blev holdt stramt ud, sørgede den anden soldat for, at manden blev liggende, hvor han var faldet, og nu kom bøddelen til med en skarp kniv i hånden, ikke meget større end en almindelig bordkniv, men med et meget bredt blad.
Fangens hånd blev ikke just skåret, men snarere filet af med kniven.

Jeg ved ikke hvor længe det stod på. Jeg havde mistet alt begreb om tid. Offerets jamren og skrigen syntes at vare en evighed, men da denne evighed var omme, stod den ene soldat med den straffedes hånd dinglende i enden af rebet. Derpå blev hånden hængt op på en bjælke til skræk og advarsel, og her blev den i nogle timer. Først klokken 18 tages afskårne hænder ned.

Så snart hånden var blevet filet af, dyppede man stakkelens armstump i kogende olie, og han blev bragt til hospitalet. Men dette skete kun, fordi vi befandt os i en ”civiliseret” by. I byerne i det indre af landet bliver den straffede overladt til sin egen omsorg, og mange forbløder.

I de ”civiliserede” byer giver man tillige offeret en indsprøjtning mod stivkrampe - også en af de ting, som adskiller Arabiens ”foregangsbyer” fra de tilbagestående.

- Åh, lad os dog gå, hviskede fru Friis ved siden af mig. Der var ikke noget jeg hellere ville, og det lykkedes os endelig at mase os ud af folkestimlen. Men ingen i den øvrige forsamling lod til at ville gå hjem endnu. De havde ikke fået nok. De håbede på mere blod. Fra torvet ind i en sidegade.
Så kunne fru Friis ikke mere. Hun kastede op ved en husmur.
Når straffen for noget simpelt er så bestialsk, hvorledes går det da den, der har begået en alvorlig forbrydelse? Mord for eksempel?
Han må bestemt prise sig lykkelig, hvis det ”kun” koster ham hovedet. Det sværd, bøddelen normalt anvender, er skarpt som et barberblad og i stand til i første hug at befri en mand for hans hoved. Men har udåden været af en særlig oprørende art - eller hvis det er en pilgrim, forbrydelsen er gået ud over (selv om han så blot er blevet bestjålet) - kan gerningsmanden dømmes til at miste hovedet i tre etaper. Det første hug får han i nakken, det næste over struben, og først det tredje skiller hovedet fra kroppen.

Også de afhuggede hoveder anbringes på torvet, enten på en stang eller ophængt med en ”slagterkrog” gennem det ene øre. I Jedda regner man med, at der årligt falder en snes domme, der kræver ugernings-mandens hoved. Meget ofte får forbryderen ikke sin dom at vide, før i det øjeblik han eller hun bliver hentet ud af cellen og bragt til retterstedet. - For øvrigt hænder det ret tit, at en arresteret mand eller kvinde forsvinder sporløst, uden lov og dom. Der bliver ikke givet besked til de pårørende, ja, man gør sig end ikke den ulejlighed at undersøge, hvem de pårørende er.

I fængslerne bliver der ikke serveret megen mad. Hvis et menneske derfor holdes indespærret i længere tid og ikke kan skaffe sig føde udefra, er det ikke usædvanligt, at han dør af sult.

Hver fange får to kroner i kostpenge, men som min jugoslaviske ven havde fortalt mig, er det nødvendigt for ham at overtale fange-vogterne til at foretage indkøbene, og disse beregner sig halvtreds procent i budpenge. Bestikkelser kan gøre underværker, og ved hjælp af dem lykkes det ofte fangerne ikke alene at få de nødvendige forsyninger frem, men også at undgå den endelige dom. Selv en morder har nogenlunde let ved at klare frisag, hvis han blot er i stand til at luske det fornødne beløb i de rigtige lommer. Det koster ca. 2.500 kroner (1.800 rialer) at dræbe et menneske, også hvis drabet skyldes et trafikuheld. Derfor bør ingen erhverve sig kørekort, hvis han ikke ejer en kapital af denne størrelse. ”Erstatningen” bliver i regel accepteret, men hvis dette ikke skulle være tilfældet, eller hvis ”morderen” ingen likvide midler har, må han erlægge sit hoved som betaling. Af samme grund tilrådes det motorførere, der kører ind i Saudi-Arabien, at stille en garanti på 1.800 rialer ved ankomsten.

Indtil for få år siden straffedes en kvinde, der var sin mand utro, med at blive kastet for hajerne i Det røde Hav. For at sikre at der virkelig var hajer til stede, smed man en hund i vandet. Dens lugt hidkaldte øjeblikkelig rovfiskene, og først derefter kom turen til kvinden.

Denne straffemetode har den fremskridtsvenlige kronprins Feisal nu forbudt, og takket være denne mands humane indstilling til sine medmennesker er stening i dag blevet den almindelige straf for utroskab.

Jeg ved såmænd ikke, hvad kvinderne foretrækker. Man har næppe spurgt dem.
Jeg hørte en beretning om en fraskilt kvinde, der var blevet gift for anden gang. Hun havde et barn af første ægteskab, og en dag var dette barn så åbenmundet at fortælle sin stedfader, at ”når du er ude at rejse”, kommer min første far så tit og besøger mor”.

Nogle dage senere sagde manden til sin kone, at han desværre måtte rejse bort nogle dage, men samme aften sneg han sig tilbage til huset og overraskede hende og hendes første mand i en øm situation. Det kom til slagsmål, hvori hustruen greb aktivt ind og i raseri knuste en lerkrukke på sin nuværende, bedragne ægtefælles hoved med en så voldsom kraft, at han døde af det. Hun syede hans lig ind i en af de store sofapuder, der er så almindelige i Orienten, og den første ægtemand påtog sig at slæbe sin afdøde rival ned til havet og kaste ham for hajerne. Men undervejs gik noget af syningen op, og en betjent så et ben stikke ud. Manden blev straks sat i fængsel. Der var for ham kun én passende straf: halshugning. Kvinden, der kort efter også blev arresteret, dømtes til stening.

Inden straffen over hende eksekveredes, måtte hun se på at hendes første mand blev halshugget; dernæst modtog hun selv firs piskelag. Endelig kørtes et vognlæs sten frem; publikum forsynede sig og begyndte steningen. Tretten gange blev hun slået til jorden, men hver gang rejste hun sig igen. Først den fjortende gang blev hun liggende, og lægen erklærede hende for død. Da man skulle begrave hende, opdagede man imidlertid, at hendes hjerte slog endnu. Dette var ganske uden fortilfælde. Hvad gjorde man nu?

Man lod sende bud til kongen, der omgående svarede, at det måtte være Allahs vilje, at denne kvinde trods sin forbrydelse skulle have lov til at leve videre.
Hun skulle derfor på kongens regning indlægges på et hospital, og man burde gøre alt, hvad der stod i menneskelig magt, for at redde hendes liv. Kvinden stod virkelig mishandlingen igennem og lever i Jedda den dag i dag - cirka ti år efter at de uhyggelige begivenheder fandt sted.

Gang på gang hører man om eksekvering af de mest bestialske straffe, men når man fortæller det videre til mennesker uden for Arabien, bliver man uvægerlig mødt med mistro og beskyldes enten for godtroenhed eller løgnagtighed.

Det er da også sjældent, at nogen er i stand til at fremlægge dokumentation for dette middelalderlige barbari, men det lykkedes dog for nylig for en fransk født læge, der i 1940 havde fuldendt sine lægestudier på et hospital i Alexandria. Lægen fik tilbudt en to års kontrakt ved kong Ibn Sauds eget hospital. Da denne periode var omme, åbnede han sin egen konsultation og blev i landet indtil slutningen af 1958.

Denne læge har i det amerikanske blad ”True” skrevet en artikel om slavehandel og om straffemetoder, der er så grufulde, at hvis artiklen ikke var ledsaget af fotografier, som blandt andet viser de forskellige stadier i en halshugning, ville heller ikke han være blevet troet.

Gennem mange år praktiserede han i et antal byer i landets indre regioner, hvor kun få ikke-arabere har fået lov at komme, og han hævder, at man ikke i nogen anden del af verden finder en sådan blanding af grusomhed og uvidenhed.

Han har ledsaget rige oliesheiker til slavemarkeder for at indkøbe femtenårs piger, der ”kunne friske d’herrer op i deres senge”. Han har assisteret ved offentlige halshugninger og steninger. ”Jeg har” - fortæller han - ”måttet skrive dødsattester for kvinder, der, begravet i sand til halsen, var blevet dræbt ved stening”. Straffen for utroskab er den mest barbariske af alle arabiske straffe. ”Jeg har set en sådan straf blive fuldbyrdet”, siger lægen, ”og det var mere end selv min professionelle hårdhudethed kunne tage”.

En kvinde, der var grebet i hor, fik alt tøjet revet af sig, og for enden af et reb blev hun trukket splitternøgen gennem byen, så alle kunne se hende. På en åben plads var der blevet gravet et hul i jorden. Her blev hun begravet, således at kun hendes hoved ragede op. En vogn med sten kørte frem, og de mange tilskuere, der var kommet til stede, bevæbnede sig. Så tog de opstilling i en cirkel uden om offeret, og på et tegn af en politiofficer begyndte de at stene det hjælpeløse menneske.

Bombardementet mod hendes hoved fortsatte, til der kun var en blodig masse tilbage.. Derpå udvidede man graven en smule, og kvinden fandt sit hvilested i den jord, hvor hun var blevet dræbt.
Manden, der havde været hendes medskyldige, slap med halvtreds piskeslag.
Ikke blot utroskab, men alt seksuelt samkvem uden for ægteskab er forbudt og straffes mindst med piskning - dog er forholdet mellem en herre og hans slavepiger naturligvis en undtagelse. Dette har samme legale status som forbindelsen mellem mand og kone. Som det vil forstås, er der en livlig handel med disse slavinder. En araber må som omtalt ikke have mere end fire koner, men der er ingen grænser for det antal slavepiger, han har lov at holde. Takket være denne for ordning kan de velhavende sheiker forsyne sig med så mange kvinder, de vil. Den mange gange gifte kong Ibn Saud har i øjeblikket (1983) omkring halvfems slavinder til sin opvartning.

Da familien Friis og jeg i temmelig nedbrudt tilstand var kommet tilbage til huset ved ”Helvedes Port”, sad vi og drøftede dagens begivenheder.

Jeg ved godt, at De har travlt med at komme ind og søge efter Helge Hedendal, sagde Friis, og når jeg gik ind på at tage dem med på torvet i dag, havde det sine grunde. Jeg ville have, at de skulle vide, hvad der kan vente Dem her i Arabien, hvis De på en eller anden måde overtræder koranens bud eller falder i kløerne på folk, der tager Deres interesse for visse forhold unådigt op.
———————————————————-


 


No virus found in this incoming message.
Checked by AVG Free Edition.
Version: 7.1.392 / Virus Database: 268.7.4/351 - Release Date: 29-05-2006

Mosbjerg Folkefest 2021

Bestil bøger her - fra
Den Danske Forening

Antologien om
Ole Hasselbalch
  er udkommet>>>

Nyeste videoer -  herunder alle
talerne fra Folkefesterne 2014-2019
se dem i videoteket lige nedenunder

Se flere i Audio- og videoteket

Giv en hånd med

Bliv medlem af foreningen eller få alene INDSIGT-UDSYN tilsendt.

Du kan også vælge at støtte vores arbejde økonomisk.

Du tegner abonnement her

Du melder dig ind her

MobilePay betalingsnr.:
34810

                   det frie ord>>>

OPGØRET >>>



Reconquista>>>